
Statsminister Mette Frederiksen (S) har inviteret Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, til forsoningsmøde i Statsministeriet torsdag aften. Det bekræfter Statsministeriet over for Ritzau.
Det sker, efter at Jakob Ellemann-Jensen har krævet et møde for at genoprette den tillid, der blev brudt, ved at Jyllands-Posten kunne offentliggøre en mail om planlagte angreb på Venstre midt under forhandlinger om en udligningsreform.
- Det er vigtigt for balancen i Danmark, at vi får en reform af den kommunale udligning. Regeringen har en opgave med at genopbygge tilliden, så forhandlingerne kan genoptages. Derfor appellerer jeg til Statsministeren om at indkalde Venstre til et møde i Statsministeriet snarest, skrev Jakob Ellemann-Jensen på Twitter tirsdag.
Mailen som ved en fejl blev sendt til en journalist på Jyllands-Posten, blev sendt samtidig med, at regeringen forhandler med Folketingets partier, herunder Venstre, om en reform af den kommunale udligning.
Statsministeren beklagede mail
Ifølge Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde, viste episode, at Socialdemokratiet kører et 'fordækt dobbeltspil'. Venstre forlod samtidig forhandlingerne, og tirsdag efter spørgetimen i Folketinget sagde Jakob Ellemann-Jensen:
- Jeg anfægter jo ikke, at vores partier skal angribe hinanden og udfordre hinandens politik. Vi skal også gøre det på en hård måde, for ellers skulle man have lavet noget andet. Men forudsætningen, for at vi kan lave en aftale til gavn for danskerne, er et fortroligt rum, når man går ind i et forhandlingsrum. Hvis man er i tvivl, om det eksisterer, så kan vi jo ikke forhandle om noget som helst, siger han.
Under spørgetimen beklagede Mette Frederiksen mailen, dens ånd og dens indhold.
- Det er en mail, som jeg gerne vil have lov til at beklage. Jeg vil gerne understrege, at det altid er regeringens opgave at sørge for et godt forhandlingsklima, og det kan sådan en mail ikke siges at gøre. Så det beklager jeg, sagde hun.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.