
Kommunernes indsats over for udsatte børn og unge er under pres - på grund af de kommunalpolitiske og økonomiske prioriteringer. Det fremgår af kommunernes sparekataloger, af flere undersøgelser, af Ankestyrelsens opgørelser og når vi åbner aviserne.
- Det er bekymrende, og vi har i et åbent brev opfordret socialministeren til at oprette et hurtigt arbejdende rejsehold, som skal kulegrave området, siger Socialpædagogernes formand, Benny Andersen.
Socialpædagogerne har sammen med en lang række andre organisationer, som repræsenterer tidligere anbragte børn, forældre til anbragte børn og unge og organisationer for dem, der arbejder med udsatte børn, unge og familier sendt et åbent brev til Socialminister Benedikte Kiær (K) og udtrykt deres bekymring over de kommunale besparelser i børne- og familieindsatsen. Organisationerne opfordrer ministeren til at sætte gang i en grundig kortlægning af området.
I det åbne brev til ministeren peger organisationerne på en række konkrete eksempler på, at indsatsen overfor udsatte børn, unge og familier er under pres i kommunerne. Fx, at mere end 1.000 børn i længere perioder ikke kommer i skole eller modtager slet ikke undervisning. At der er børn og unge, der bliver flyttet fra anbringelsessteder uden, at deres behov har ændret sig. At der er en stigende tendens til, at 15-årige hjemtages fra et anbringelsessted og anbringes på eget værelse. At der er eksempler på 16-årige, som lever på gaden efter, at kommunen har flyttet dem fra deres anbringelsessted. Og at adskillige døgninstitutioner og opholdssteder for børn og unge nedlægges, hvorved der både kommer til at mangle specialindsatser og væsentlig og nødvendig specialviden.
- Det er en bekymrende udvikling, og det har vi gerne villet gøre ministeren opmærksom på. Vi opfordrer derfor ministeren til at oprette hurtigt arbejdende rejsehold, som skal foretage en kulegravning af området. Det er nødvendigt, at vi får et overblik over konsekvenserne af de lokale prioriteringer, inden de bliver fatale for de drenge og piger, det her handler om, siger Benny Andersen.
Det åbne brev til socialministeren sker på baggrund af flere undersøgelser og organisationernes generelle bekymring over udviklingen på området. Senest har Landsforeningen af Opholdssteder (LOS) udarbejdet et katalog med 68 konkrete eksempler, der dokumenterer, at det i høj grad er økonomien, og ikke barnets tarv, der afgør kommunernes sagsbehandling.
Det åbne brev er underskrevet af
- Tine Theker Stryhn, FADD - Foreningen af Danske Døgninstitutioner,
- Per Støve, HK/Kommunal,
- Geert Jørgensen, Børnesagens Fællesråd,
- Bente Nielsen, TABUKA - Landsforeningen for nuværende og tidligere anbragte,
- Gitte Kirkeby, Børn & Familier,
- Alice Sørensen, FBU ForældreLANDSforeningen,
- Kim Simonsen, LOS - Landsforeningen af opholdssteder, botilbud og skolebehandlingstilbud,
- Bettina Post, Dansk Socialrådgiverforening og
- Benny Andersen, Socialpædagogerne.
Foto: http://www.flickr.com/photos/hendry/with/2290409291/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.