Netværk er vigtigere end søgeaktivitet og uddannelse

Af Paul Hegedahl

Christian Albrekt Larsen (red.)og Jacob J. Pedersen:
'Ledighedsparadokset. Information, netværk og selektion på arbejdsmarkedet';
Frydenlund, København 2009.
232 s., hft., litt.liste, tabeller, figurer og noter.
Kr. 249,00 inkl. moms.
ISBN 978-87-7887-797-0.

Hvordan kommer ledige (tilbage) i arbejde? Hvorfor har nogle ledige så svært ved at komme i arbejde? Hvorfor hjælper det tilsyneladende ikke at søge mange jobs? Hvorfor har jobcentre i reglen ringe succes med at få folk i arbejde? Og hvorfor virker nogle aktiveringsformer langt bedre end andre?

En række temmelig store og komplicerede - men aktuelle og relevante - spørgsmål, som forfatterne drøfter i denne bog, der beskriver hovedresultaterne fra det første større danske studie af, hvorledes netværk påvirker lediges og almindelige beskæftigedes chancer på arbejdsmarkedet.

Den er baseret på interviews med 780 arbejdsmarkedsparate ledige samt 801 arbejdsmarkedsparate ledige, der var kommet i beskæftigelse. Desuden en spørgeskemabesvarelse blandt 1.775 personaleansvarlige på private virksomheder. Interviews og spørgeskemaundersøgelse blev gennemført i 2007 og 2008. Der gøres i bogen grundigt rede for udvælgelsesproceduren - og begrundelsen for den - blandt arbejdstagerne.

Man kan have den holdning, at de undersøgelser, bogen er baseret på, og konklusionerne er fra en periode, der er temmelig anderledes end dagens arbejdsmarked. Men, dels vil situationen ændre sig, og så vil vi se de samme mekanismer i spil igen, hvis ikke vi lærer af de erfaringer, der her bliver gennemgået - og ydermere, at hvis man ikke lærer, bliver bekæmpelsen af ledigheden katastrofalt forsinket. Desuden er der stadig jobs, der skal besættes - og her er de grundlæggende mekanismer i ledighedsparadokset ikke sat ud af kraft. Det gælder stadig om at finde de bedst egnede til de specifikke jobs.

Målet med bogen
Bogen er skrevet inden for et større forskningsprojekt 'Arbejdsmarkeds- og velfærdspolitikkens effekt på lediges arbejdsmarkedstilknytning', der er finansieret af Beskæftigelsesministeriet inden for det såkaldte Strategiske Velfærdsforskningsprogram.

Fra det samme forskningsprojekt er tidligere udgivet: Breidahl og Seemann 'Jobcentret som organisatorisk fænomen' samt Larsen 'Kommunal beskæftigelsespolitik. Jobcentrenes implementering af beskæftigelsesindsatsen i krydsfeltet mellem statslig styring og kommunal autonomi', der begge forholder sig til den organisatoriske del af arbejdsmarkedspolitikken - og begge tidligere anmeldt her på dknyt.dk.

'Ledighedsparadokset. Information, netværk og selektion på arbejdsmarkedet' beskæftiger sig i højere grad med de grundlæggende vilkår, som jobcentrene og arbejdsmarkedspolitikken skal agere i forhold til. Bogen viser, at det ikke er en nem opgave at løse problemet med en samtidig tilstedeværelse af ubesatte stillinger og motiverede og kvalificerede ledige. En problematik, der har været genstand for en betydelig politisk opmærksomhed og udgangspunkt for en hård kritik af a-kasserne og de offentlige jobcentre.

Bogens indhold
Ud over forord og litteraturliste indeholder bogen 11 kapitler:

Kapitel 1. Ledighedsparadokset

Kapitel 2. Manglende information, netværk og selektion - et overordnet perspektiv

Kapitel 3. Virksomhedernes rekrutteringskanaler

Kapitel 4. Virksomhedernes opfattelse af 'restgrupperne'

Kapitel 5. Anbefalinger, jobsamtaler og virksomhedernes valg

Kapitel 6. De arbejdsmarkedsparate, de beskæftigede ledige og de fortsat ledige

Kapitel 7. Manglende netværk blandt de fortsat ledige

Kapitel 8. Den relative betydning af arbejdsrelateret netværk

Kapitel 9. Forskellige veje for jobsøgende

Kapitel 10. Netværk, strategisk jobsøgning og de gode job

Kapitel 11. Ledighedsparadokset, asymmetrisk information og arbejdsmarkedspolitik.

Ledighedsparadokset
Forfatterne beskriver 'ledighedsparadokset' således: 'I 2006 nåede arbejdsløsheden et historisk lavt niveau. Danmarks Statistiks sæsonkorrigerede mål for arbejdsløshed kom i juni 2006 under 4 %, hvilket var det laveste siden 1974. I 2007 faldt ledigheden til omkring 3 % og i februar 2008 nåede niveauet helt ned på 2 %. Nogle proklamerede fuld beskæftigelse, mens andre undrede sig over, hvorfor der trods et årti med højkonjunktur stadig fandtes ledige - endda langtidsledige. Denne undren blev ikke mindre af, at Dansk Arbejdsgiverforening kunne berette, at mange stillinger stod ubesatte. Ifølge arbejdsgiverrepræsentanter stod virksomheder bare og ventede på arbejdskraft. Adspurgt af journalister var svaret fra fagforeninger, at sådan så situationen ikke ud set fra deres side. De havde stadig folk, der ventede på arbejde, og mente, at arbejdsgiverne var for kræsne'.

Forfatterne dokumenterer denne uoverensstemmelse med en række tal fra forskellige brancher. Samlet set angav 15 % af 13.786 udvalgte virksomheder i foråret 2007, at de forgæves havde forsøgt at rekruttere arbejdskraft inden for de seneste to måneder. Ifølge Arbejdsmarkedsstyrelsens beregninger svarer det til, at det på landsplan handlede om 58.000 forgæves forsøg på rekruttering samtidig med, at der 90.000 arbejdsmarkedsparate ledige, der havde været ledige i tre måneder eller mere. Dette ledighedsparadoks fik stor politisk opmærksomhed og afstedkom både en stor offentlig polemik, hård kritik af jobcentrene og betydelige ændringer i arbejdsmarkedspolitikken - herunder indførelsen af den kontroversielle regel om, at ledige mindst skulle søge fire stillinger om ugen.

Forfatterne tager fat i en af de sejlivede myter om arbejdsmarkedet, som så ofte fremføres og skriver:
'En af de oplagte forklaringer på ledighedsparadokset er, at de ledige reelt ikke ønsker at komme i job. Den forklaring passer fint med den økonomiske grundbog, hvor arbejde netop antages at være et nødvendigt onde. Problemet er imidlertid, at samtlige studier af de lediges arbejdsmotivation har vist, at det store flertal af både kort- og langtidsledige er motiverede og ønsker sig et arbejde'. Internationale undersøgelser viser for øvrigt også, at danskerne har verdensrekord i ikke-økonomisk arbejdsmotivation. Der er således ingen tvivl om, siger Christian Albrekt Larsen og Jacob J. Pedersen, at det store flertal af ledige - selv i en situation med højkonjunktur - ønsker at deltage på arbejdsmarkedet. Og de henviser til en lang række undersøgelser. De vedgår, at der er et mindretal, der ikke ønsker at tage én af de ubesatte stillinger. Spørgsmålet er imidlertid, hvordan et fåtal af umotiverede kan forklare, hvorfor den store majoritet af motiverede ikke finder vej til de ubesatte stillinger.

For ikke nogle nu skal komme til at udlægge ordene forkert og hæfte sig ved 'danskere', vil anmelderen tillade sig at henvise til anmeldelsen af Hans Lassen: 'Den anden virkelighed. Tanker og tal om integrationen i Danmark', som analyserer arbejdsmarkedssituationen for indvandrere og deres efterkommere. Den er temmelig positiv.

En anden oplagt forklaring på ledighedsparadokset er manglende kvalifikationer blandt majoriteten af de tilsyneladende. Det, siger forfatterne, passer imidlertid dårligt med fagforeningernes udsagn om, at de faktisk har kvalificeret arbejdskraft blandt de ledige. Det passer også dårligt med de lediges egne angivelser af, at de faktisk kan varetage de job, som ifølge virksomhederne står ledige. Endvidere tyder virksomhedernes egne angivelser på, at mange af de ubesatte stillinger ikke kræver store formelle uddannelsesmæssige kvalifikationer. Forklaringens fortsatte popularitet skyldes, at den passer med en udbredt makroforklaring på problemer på arbejdsmarkedet: På grund af den teknologiske udvikling og den økonomiske globalisering bliver der mindre og mindre behov for faglært og ufaglært arbejdskraft, der ikke kan klare de nyde videnstunge job. Men undersøgelser har vist, at der i 2006/2007 var størst mangel på faglærte og kun begrænset overledighed blandt ufaglærte.

Det ser altså ud til, at den økonomiske grundbog er løbet tør for forklaringer på ledighedsparadokset. De ledige er både kvalificerede og motiverede. I bogen gennemgås de forskellige mulige forklaringer grundigt lige som nogle af de foranstaltninger, der skulle afhjælpe problemer - bl.a. den forkætrede ordning med fire ugentlige pligtansøgninger, som skabte større problemer end muligheder og da også blev afskaffet efter mindre end et år.

Der er altså et reelt ledighedsparadoks, som vanskeligt kan forstås ved hjælp af traditionel økonomisk lærebogsteori. Bogen/undersøgelsen forklarer, hvorfor dette paradoks eksisterer ved grundlæggende at pege på, at i modsætning til økonomiens teoretiske perfekte marked er arbejdsmarkedet præget af fundamentale informationsproblemer mellem arbejdergivere og arbejdstagere. Mødet mellem udbud og efterspørgsel af arbejdskraft er en kompleks proces.

Årsagerne til ledighedsparadokset
I bogen gennemgås meget grundigt de faktorer, der rokker ved antagelsen om det perfekte marked. Først og fremmest betydningen af manglende information fra begge sider. Her forsøger forfatterne så - med held - at bygge bro mellem sociologisk arbejdsmarkedsteori og nyere økonomiske teorier. Informationsproblemerne fører til brug af uformelle netværk. Det ekskluderer kvalificerede og motiverede ledige som ikke har adgang til et netværk.

Længerevarende ledighed er et meget dårligt signal i en situation, hvor der i en længere periode har været ubesatte stillinger. I en sådan situation kan arbejdsgivere både tolke forudgående ledighed som et udslag af manglende motivation og som udslag af andre arbejdsgiveres fravalg. Én af konsekvenserne er, at lang forudgående ledighed er et langt værre signal end det at være indvandrer eller over 50 år, som det fremgår af figuren. En anden konsekvens er, at arbejdsgivere undgår at rekruttere via jobcentrene, der netop kun ligger inde med 'restgruppen'.

Den smagsmæssige diskrimination kunne være frasortering af etniske grunde, men i bogen påvises det, at smagsdiskrimination af indvandrere ikke er en hovedforklaring på ledighedsparadokset, måske snarere under visse omstændigheder tværtimod.

Der findes ingen nemme løsninger på ledighedsparadokset. Men i bogen fremlægges en lang række konstruktive tanker på basis af konkret viden, som kan hjælpe med at formindske det.

Hovedresultaterne
Den overordnede konklusion er, at de lediges netværk er vigtigt. Tilsyneladende vigtigere end både økonomiske incitamenter, søgeaktivitet og erhvervsuddannelse og langt vigtigere end jobsøgning gennem formelle kanaler. Undersøgelserne viste, at kun 33 % af de almindeligt beskæftigede havde fået information om deres nuværende job gennem formelle opslag i aviser, fagtidsskrifter og internetportaler. Der var kun 42 pct. af de offentlige ansatte, der havde hørt om deres nuværende job gennem
formelle opslag.

72 pct. af de private arbejdsgivere annoncerer deres stillinger gennem uformelle kanaler.

Resultaterne fra internationale undersøgelser, der viser, at mange almindeligt beskæftigede fik nye job gennem netværk blev bekræftet. Mere interessant er det, at langt de fleste langtidsledige (med minimum seks måneders forudgående ledighed), der har succes med at finde job, også finder deres job gennem uformelle kanaler. Det er således kun 36 pct. af denne gruppe, der hørte om deres nuværende job gennem formelle opslag.

De interviewede arbejdsmarkedsparate ledige indvandrere har ikke haft dårligere jobchancer end ledige danskere.

Endelig er der gruppen af langtidsledige, der ikke kunne finde job inden for en cirka syv måneders periode. Denne gruppe er karakteristisk ved at have mistet kontakten til tidligere kolleger, tidligere arbejdsgivere og andre i branchen. Gruppen udmærkede sig også ved i høj grad at søge job gennem formelle kanaler. Ved den seneste, fejlslagne jobsøgning havde 62 procent fået deres information gennem formelle opslag i aviser, fagtidsskrifter og internetportaler.

Hovedkonklusionen
Hovedkonklusionen er, at ledighedsparadokset kan forklares med arbejdsgivernes strategiske forsøg på at skaffe den bedste arbejdskraft og undgå den værste samt arbejdstagernes tilsvarende forsøg på at få de bedste job - og undgå de værste. Men dermed ikke sagt, at de ubesatte stillinger nødvendigvis er dårlige stillinger, eller at de ledige nødvendigvis er dårlig arbejdskraft. Pointen er netop, at både arbejdsgiverne og arbejdstagerne har meget svært ved at finde ud af, om der er tale om en god eller dårlig arbejdskraft - og en god eller dårlig arbejdsplads.

Problemerne skyldes dels, at en række vigtige karakteristika ved arbejdstagere og arbejdspladser fx arbejdsmotivation og arbejdspres er vanskelige umiddelbart at observere. Endvidere er informationen asymmetrisk. Arbejdstageren ved mere om sin egen arbejdskraft end arbejdsgiveren, og arbejdsgiveren ved mere om sin egen arbejdsplads end arbejdstageren. Og begge parter er helt på det rene med, at den anden part har en klar interesse i at fremstille sig selv i det bedst mulige lys. Det er netop denne mangel på information, siger forfatterne, i særdeleshed mangel på troværdig information, der fører til rekruttering via netværk - og det skaber nogle meget vanskelige strukturelle vilkår for restgruppens muligheder på arbejdsmarkedet.

Ikke pisk og stramninger - men netværk
De mange rapporter om kvalificerede ledige samtidig med ubesatte stillinger uden man er gået dybere ned i årsagerne, men blot overfladisk har hentet de gamle økonomiske teorier - og fordomme om andre menneskers motiver - frem, har den ene gang efter den anden fået såkaldte eksperter uden egentlig føling med det praktiske arbejdsmarked - og ikke mindst politikere til f.eks. at kræve stramninger af dagpengereglerne og indføre andre foranstaltninger, som f.eks. de fire ugentlige ansøgninger. Ja, undskyld gentagelsen, men det er et eksempel på politisk overfladisk tænkning, når den er værst, så det må ikke glemmes. Beregninger fra Arbejdsløshedskassernes Samvirke viste, at der på årsplan ville blive tale om 14 millioner ansøgninger, som klart af alle direkte involverede parter ville blive betragtet som en byrde, som ville hindre seriøse forsøg på kontakt mellem relevante efterspørgere og udbydere.

Man skal både under højkonjunktur og i den nuværende situation undgå politiske panikreaktioner. Og vælger man også fremover at fortsætte strategien med at øge presset på de ledige, er det formentlig vigtigere at bede dem om at etablere uformelle netværk end bare at søge flere stillinger.

Pisk i mere eller mindre skjult form er slet ikke vejen frem. I stedet må problemet analyseres og de rette incitamenter etableres. I denne bog giver den grundige analyse og afdækningen af de reelle problemer mange muligheder for at finde frem til de rette incitamenter - både overordnet samfundsmæssigt og set fra den enkelte virksomheds side. Fx omtales mulighederne for prøveperioder - efter parterne har fundet hinanden gennem en velovervejet informationsproces.

Prøveperioder
Der er en række forslag til de bedste fremtidige værktøjer i bogen. Bl.a. gennemgås muligheden for prøveperioder - også set i perspektiv af opbygning af netværk/mangel på samme.

Forfatterne foreslår, at jobcentrene kan sende langtidsledige ud i prøveperioder i virksomheder - enten i form af praktikophold eller job med løntilskud. Samtlige nationale og internationale undersøgelser har vist, at sådanne ophold forbedrer jobchancerne betydeligt. Der er imidlertid ikke blevet ofret meget energi på at forklare, hvorfor disse forløb rent faktisk virker. Typisk forklares det med, at den ledige bliver mere kvalificeret eller motiveret. En langt mere oplagt forklaring er imidlertid, at prøveperioderne giver arbejdsgiveren lejlighed til ordentligt at vurdere den lediges produktivitet - det vil sige at teste, hvorvidt man har 'trukket en nitte'.

Hvis det er den rigtige forklaring på effekterne fra prøveperioderne, giver det anledning til en ny diskussion af, hvornår og over for hvilke grupper man skal bruge instrumentet. Argumentet kunne være, at mulighederne for prøveperioder specielt bør tildeles de grupper, der har et begrænset, arbejdsrelateret netværk, og hvor arbejdsgiverne vurderer, at chancen for en 'nitte' er høj. Der er således god logik i at reservere prøveperioderne til langtidsledige.

Det er imidlertid ikke så simpelt, at man automatisk kan sætte de 'svageste' ledige i prøveperioder, da arbejdsgiverne kun vil stille prøveperioderne til rådighed, hvis de får arbejdskraft med en rimelig produktivitet. Derfor er det nærmest umuligt for jobcentrene at operere med en politik, der hedder 'ny chance til alle' (for at referere et af de centrale arbejdsmarkedspolitiske slogans).

Og forfatterne understreger, at den slags rationel anvendelse af prøveperioder kræver erfaring, menneskekendskab, lokalt virksomhedskendskab og frihed til at manøvrere inden for et regelsæt, der ikke må blive alt for rigidt. Det støtter den klassiske implementeringsdoktrin, der siger, at specielt for denne type politik må man give betydelig plads til frontlinjemedarbejdernes skøn.

En økonomisk gevinst for de jobsøgende
Et af resultaterne fra undersøgelserne er, at arbejdstagere, der finder job gennem uformelle netværk ikke blot har bedre information om arbejdspladsen, men også en økonomisk gevinst. Ledige, der har fundet job via tidligere kolleger eller arbejdsgivere, har i gennemsnit fået en økonomisk gevinst på 4.600 kroner om måneden (efter skat og eventuelle ekstra udgifter til transport og børnepasning). Det er næsten 900 kroner mere end ledige, der er fundet deres job gennem formelle jobopslag. Derfor er det ikke så mærkeligt, at almindelige beskæftigede og de 'stærkeste' ledige benytter sig af uformelle kanaler.

Hvad betyder den nuværende krise?
Det er åbenlyst for alle, at den tilstand, der for øjeblikket er på arbejdsmarkedet, er markant anderledes end den, der herskede, da de undersøgelser, der er grundlag for bogen, blev gennemført. Det spiller naturligvis en rolle for alle på arbejdsmarkedet og for den måde, de reagerer på.

Både de arbejdssøgende og virksomhederne agerer bestemt forskelligt i den nye situation. De arbejdssøgende reagerer sandsynligvis forskelligt alt efter alder og om de er blevet afskediget fra en virksomhed, hvor de har været ansat i mange år. Man kan se tendenser til, at mennesker, som man ikke ville mene overhovedet var interesseret i den offentlige sektor søge jobs her. Så der kan blive skabt en helt ny, uventet fleksibilitet på arbejdsmarkedet, som det vil være klogt at være opmærksom på og opmuntre til også med henblik på fremtiden.

Virksomhederne behøver ikke være så aktive i annonceringsfasen - og vil formodentlig helst undgå for ikke at drukne i ansøgninger. Så de vil i endnu højere grad bruge jobcentre og konsulenter på området. De vil antagelig også mere eller mindre tydeligt stramme kravene til kvalifikationer på den ene side og på den anden prøve at gøre deres arbejdsstyrke mere fleksibel for en sikkerheds skyld. Så nogle af de ekskluderende mekanismer, der beskrives i bogen vil stadig fungere.

Set fra begge sider vil de sociale netværk antagelig spille den rolle, som forfatterne beskriver, i endnu højere grad og jobmarkedet vil få en markant uformel dimension, som vil udvikle sig og bestemt ikke blive mindre, når situationen bedres, fordi man nu får erfaringer med den. Som Larsen og Pedersen skriver, er ledere er også til netværk. Langt de fleste arbejdsgivere foretrækker nemlig at rekruttere deres medarbejdere gennem uformelle kanaler, selv i situationer med mangel på arbejdskraft. Det vigtigste argument er at tiltrække kvalificeret arbejdskraft (og frasortere ukvalificerede ansøgere) og tiltrække arbejdskraft, der nemt kan tilpasse sig socialt på arbejdspladsen. Via den uformelle rekruttering prøver arbejdsgiverne både at tiltrække de bedste og undgå de værste. Dertil kommer, at uformel rekruttering ofte er hurtigere og billigere. Den fremgangsmåde giver også en forklaring på, hvorfor det tilsyneladende ikke forbedrer lediges jobchancer at søge mange job.

Der kan dog være en positiv side i forbindelse med det spørgsmål og krisen. Den skepsis over for de langtidsledige, som undersøgelserne afdækker, kan måske blive mindre, hvis det bliver mere 'normalt' at være længerevarende ledig?

Overordnet samfundsmæssig er der en fare for 'hysteresis' på arbejdsmarkedet. Det er det fænomen, at
arbejdsløsheden på et givet tidspunkt synes at være afhængig af det tidligere niveau for ledigheden. Hvis den nuværende krise giver arbejdsmarkedet et chok - og der bliver reageret uhensigtsmæssigt fra politisk side - at man fx ikke lærer af den undersøgelse, bogen fremlægger, forbliver ledigheden højere, end man til den tid skulle forvente.

Om forfatterne
Begge forfattere på arbejder på Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning, Aalborg Universitet og er tilknyttet Center for Komparativ Velfærdsforskning (CCWS).

Lektor Christian Albrekt Larsen er cand.scient.adm., 2000, og ph.d., 2005, begge fra Aalborg Universitet. Han forsker bredt i spørgsmål vedrørende arbejdsløshed, politik og velfærdspolitik. I 2003 var han bidragsyder til bogen 'Marginalisering og velfærdspolitik' og har blandt andet i denne forbindelse forsket i betydningen af økonomiske incitamenter på arbejdsmarkedet. Christian Albrekt Larsen har været på længere forskningsophold ved European University Institute i Firenze, Italien, i 2004 og ved Social Policy Research Center i Sydney, Australien (2005).

Ph.d.-stipendiat Jacob J. Pedersen er cand.mag. i samfundsfag og historie fra Aalborg Universitet, 2004. Efterfølgende har han været tilknyttet projektet 'Arbejdsmarkeds- og velfærdspolitikkens effekt på
lediges arbejdsmarkedstilknytning', der er finansieret af Beskæftigelsesministeriet. Han er i tilknytning til 'Ledighedsparadokset' i færd med at afslutte en ph.d. afhandling om betydningen af virksomheders rekrutteringspraksis og lediges sociale netværk på arbejdsmarkedet.

En meget vigtig undersøgelse - også med henblik på fremtiden
Man kan, som før nævnt, have den holdning, at de undersøgelser, bogen er baseret på, og konklusionerne er fra en periode, der er temmelig anderledes end dagens arbejdsmarked, hvor der er mere end 105.000 arbejdsløse. Men, dels vil situationen ændre sig, og så vil vi se de samme mekanismer i spil igen, hvis ikke vi lærer af de erfaringer, der her bliver gennemgået - og ydermere må det understreges, at hvis man ikke lærer, bliver bekæmpelsen af ledigheden katastrofalt forsinket.

Nu er Arbejdsmarkedskommissionens afsluttende rapport kommet. Den understreger, at det langsigtede problem - trods den aktuelle stigning i arbejdsløsheden - er, at for få står til rådighed for arbejdsmarkedet. Og blandt anbefalingerne er, at man yderligere strammer rådighedsreglerne og afkorter dagpengeperioden.

På grund af den demografiske udvikling har rapporten helt ret i, at det langsigtede problem er at for få vil komme til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Derfor gælder det om at den arbejdskraft, der er til rådighed, bliver brugt på de arbejdspladser, hvor den gør mest gavn. Her kan denne bogs anbefalinger i høj grad hjælpe.

Desuden er der stadig jobs, der skal besættes. Faktisk oplyser Ofir.dk i en kvartalsvis jobbarometeranalyse, som gennemføres samarbejde med IFO - Instituttet for Opinionsanalyse A/S at 23 % af de offentlige institutioner mangler medarbejdere. De forventer at udvide beskæftigelsen med 4.600 medarbejdere i løbet af de næste seks måneder. Men selv efter det forventer 17 pct. af de offentlige institutioner stadig at mangle arbejdskraft. Den private sektor vil derimod nedlægge yderligere 20.600 job over de næste seks måneder - oven i de 106.000 private job, som allerede er skåret væk det seneste halvår.

Ofir.dk's Jobbarometer viser da også, at selv om de offentlige arbejdsgivere nu får 25 pct. flere jobansøgninger end for blot tre måneder siden, så er antallet kvalificerede ansøgninger kun steget med 5 pct. Faktisk siger 8 pct. af de offentlige arbejdsgivere, at de har oplevet færre ansøgninger end før - og her er de grundlæggende mekanismer i ledighedsparadokset ikke sat ud af kraft. Det gælder stadig om at finde de bedst egnede til de specifikke jobs.

Barometeret er udviklet og gennemført i og bygger på et repræsentativt panel på 1.831 ansvarlige for medarbejdere og rekruttering i private virksomheder og offentlige institutioner.

Arbejdsmarkedsstyrelsen og firmaer, der hjælper med at skaffe mennesker arbejde, fortæller at virksomhederne, der skal have besat stillinger, ikke så ofte slår dem op. De bruger forskellige former for mere eller mindre etablerede netværk - og ser også i nogen grad på de uopfordrede ansøgninger, de får. En metode er også, at hvis en virksomhed, der er kendt, fortæller, at den skal fyre medarbejdere, bliver den ringet op af andre, der har behov for den type medarbejdere, den beskæftiger. Det var fx tilfældet for Microsoft. Her kunne det altså se ud til, at den statistiske diskrimination i nogen grad bliver sat ud af kraft - måske især hvis ledigheden/afskedigelsen skyldes åbenlyse markedsmæssige årsager.

Arbejdsmarkedskommissionens anbefalinger af stramninger kan diskuteres i lyset af, at der snarere skal flere og anderledes incitamenter i spil - men man må håbe, at det kan lykkes at finde frem til en konstruktiv kombination. Rapporten blev omgående fejet af bordet af politikerne. Man må håbe, at de ansvarlige politikere nu ikke også fejer 'Ledighedsparadokset. Information, netværk og selektion på arbejdsmarkedet' og/eller overser den i åbenbart løbende valgkamp mellem blokkene. Det kan anbefales at de embedsmænd, der arbejder med disse problemer, læser den grundigt og forklarer politikerne, hvor vigtigt det er at forlade de tiltrampede tankebaner.

Når man ser i hvilken udstrækning, internettet og den moderne IT-teknologi i det hele taget bliver brugt på en række samfundsområder, efterhånden af mange aldersklasser og grupper i samfundet, skal man være ualmindelig forstokket for ikke at indse, at denne form for at skabe netværk i endnu højere grad vil blive en afgørende faktor også på arbejdsmarkedet. Da ikke alle aldre og alle grupper har lige stort kendskab og adgang endnu, skal løsningen tackles velovervejet og i et roligt tempo.

Det er værd at bemærke, at forfatterne afslutningsvis gør opmærksom på, at det langtfra en indlysende, at den samtidige tilstedeværelse af ubesatte stillinger og motiverede og kvalificerede ledige er et argument for deregulering af arbejdsmarkedet. Det kan lige så vel opfattes som et tydeligt bevis på, at arbejdsmarkedet er præget af så betydelige informationsproblemer, at det kun fungerer optimalt ved omfattende offentlig regulering. Og, kan man tilføje, de rette incitamenter og adgang til den bedst mulige - i den sammenhæng - informationsudveksling.

Relaterede artikler
27/04/09 Dagligdagen i jobcentrene: En labyrint af funktionsopdelte, specialiserede aktiviteter
22/04/09 Kommunale jobcentre mellem Scylla og Charybdis

Christian Albrekt Larsen
'Ledige skal have netværk (ikke pisk)'
Politiken, 21.05.2009

Yderligere oplysninger
http://vbn.aau.dk/research/arbejdsmarkeds_og_velfaerdspolitikkens_effekt_paa_lediges_arbejdsmarkedstilknytning(13636944)/