
Randers: Fokus på stærkt samarbejde i ledelsen
Af borgmester Henning Jensen Nyhuus
Snart vil vi her i Randers slå stillingen som kommunaldirektør op. Det er ingen hemmelighed, at vi har haft en vis udskiftning blandt vores direktører på det seneste. Samtidig har der i en række medier med fokus på kommunalstof været læserbreve af politikere fra partiet Venstre, der fører frem, at vi har ledelsesproblemer i Randers. Det giver mig anledning til dette indlæg.
For det første mener jeg, at det er helt utilstedeligt at forsøge at bedrive partipolitik omkring personalesager, som opsigelser hører under.
I 2010 bad jeg sammen med et enigt økonomiudvalg KL om at lave en undersøgelse af en række forhold omkring udbud af KMD-kontrakter her i kommunen samt processen omkring tillægsbevillinger. Konklusionen på denne undersøgelse var, at der var sket en række alvorlige overtrædelser af elementære regler. Det har vi rettet op på.
Vi fik styr på det
For det andet har det været fremme, at der skulle være en stemning af mistillid i den øverste ledelse i Randers kommune, hvor borgmesteren er den øverst administrativt ansvarlige. Kritikken går på, at jeg som borgmester sammen med mit økonomiudvalg valgte i forbindelse med ovenstående komplekse sager at bestille KL-undersøgelse for at få styr på situationen.
Mange forhold blev afdækket. En sådan undersøgelse er aldrig rar, og den kan også skabe mistillid. Forholdet mellem en borgmester og kommunaldirektør skal netop bygge på gensidig tillid og jeg erkender, at en sådan undersøgelse sætter tilliden under pres. Konklusionen var ganske klar fra KL, og jeg mener fortsat, at en undersøgelse var det rigtige at gennemføre. Og vi har fået styr på situationen.
Samtidig med denne proces var vi igennem en sparerunde, der betød, at vi skulle reducere vores direktion fra syv til fem personer. Heldigvis har flere direktører fået andet arbejde, inden denne besparelse skulle effektueres. For mig er det en lykkelig situation. Personalereduktioner er ALDRIG rart at skulle udføre.
Vi også oplevet, at det ikke var alle i direktionen, der ønskede at deltage i den videre udvikling her i Randers og har valgt at søge nye udfordringer. Det er helt ok.
Vi skal løse det sammen
Netop udvikling ligger mig på sinde. Vi vil mulighederne i Randers Kommune, og dem skaber vi bedst, når der mellem en direktion og det politiske niveau er et åbent, ærligt og konstruktivt samarbejdsklima. Der skal være gode vilkår for et samarbejde på højt niveau mellem en kommunaldirektør og en borgmester. Vi har her i Randers et fortrinligt ledelsesgrundlag, der skal sikre, at den enkelte leder er motiveret, engageret, tænker i løsninger og muligheder - og vi ved, at det naturligvis også ind imellem resulterer i fejl.
Min ledelsesstil som borgmester er fortsat en tillidsfuld tilgang til min direktion og alle andre medarbejdere. Allerhelst ville jeg som borgmester også gerne have et konstruktivt samarbejde i hele byrådet. Et samarbejde der netop kan give Randers Kommune de bedste muligheder for, at vi kommer videre, kan deltage konstruktivt i vores fælles fremtid, som både handler om stærk infrastruktur, den østjyske millionby, trivsel for vores borgere, stærke uddannelsesmuligheder og ikke mindst et fokus på, at alle andre får øjnene op for, at vi her i Randers kan og vil.
Desværre er netop indlæg fra oppositionen i byrådet, som jeg har kunnet læse i kommunale medier, et udtryk for, at det er andre vilkår, jeg skal arbejde med. Det vil dermed også blive et vilkår for en ny kommunaldirektør. Det er en situation, vi skal løse sammen.
Borgmester Henning Jensen Nyhuus (S), Randers Kommune
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.