
De to vicedirektører vil fremover være ansvarlige for de faglige kerneydelser for henholdsvis sygehusbehandling, forebyggelse og borgernære sundhedstilbud, samt for dokumentation, kvalitet og de decentrale enheder, oplyser styrelsen.
Sundhedsstyrelsen ønsker at fastholde et højt tempo i udviklingsopgaver som blandt andet aktivt tilsyn og udviklingen af det borgernære sundhedsvæsen, og derfor er organisationen præget af mindre enheder med korte kommandoveje. Den nye organisationsplan træder i kraft den 1. april 2011, og vil i de kommende måneder blive fulgt op med en række stillingsopslag efter nye vicedirektører og chefer for en række enheder.
- Jeg sætter stor pris på hurtige og fagligt funderede svar til omverdenen. Og hvis Sundhedsstyrelsen skal levere et højt serviceniveau og et højt fagligt niveau, både overfor borgerne og de mange samarbejdspartnere i sundhedsvæsenet og i patientforeningerne, er det nødvendigt med tre personer i den øverste ledelse, siger Else Smith.
Den ene af de to vicedirektører får ansvaret for områderne det borgernære sundhedsvæsen og sygehusene samt den kommunale og nationale forebyggende og sundhedsfremmende indsats. Dette område omfatter således hele det behandlende sundhedsvæsen, hvor læger er en central faggruppe, uanset om der er tale om højt specialiserede operative indgreb eller mere fredelige medicinske behandlinger.
Solidt kendskab
Derfor vil denne kommende vicedirektør naturligt være en læge med solidt kendskab til, hvad det er, der udføres på flere niveauer på sundhedsområdet og med mange læge- og sundhedsfaglige kontakter. Det er vigtigt for især opgaveløsningen, men også for den dialog Sundhedsstyrelsen løbende har med blandt andet de lægevidenskabelige selskaber og regionerne.
Som vicedirektør for dokumentation, kvalitet og de decentrale enheder vil Sundhedsstyrelsen annoncere efter en person med særlige forudsætninger og interesse for sundhedsdokumentation, evaluering og analyse. Det er Sundhedsstyrelsens mål at sikre en udbredt og aktiv brug af de mange registerdata og analyser, Sundhedsstyrelsen producerer.
Samtidig skal den nye vicedirektør stå i spidsen for og være en drivkraft i udvikling af Sundhedsstyrelsens dokumentation på det kommunale område og løfte en række nye opgaver med monitorering. De nye enheder i Sundhedsstyrelsen tæller hver især omkring 25 medarbejdere og er organiseret under de to vicedirektører:
Sygehusbehandling, forebyggelse og borgernære sundhedstilbud
* Tilsyn og Patientsikkerhed
* Uddannelse og Autorisation
* Sygehusbehandling og Beredskab
* Det Borgernære Sundhedsvæsen
* Borgerrettet Forebyggelse
* Sunde Rammer
Dokumentation, kvalitet og decentrale enheder
* Dokumentation af Kvalitet og Standardisering
* Dokumentation af Borgernær sundhed
* Dokumentation af Specialiseret Sundhedsvæsen
* IT
* Embedslægeinstitutionerne
* Statens Institut for Strålebeskyttelse
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.