* Enighed om, at styringsmodellen ikke er fuldt implementeret.
* Behov for mere helhedstænkning og dialog.
* Behov for afklaring af den administrative understøttelse af politikerne.
* Behov for mere klarhed om rollerne i direktionen, stabe, fagsekretariater og institutioner.
* Men også stor tilfredshed med aftalesystemet og MED-systemet.
Det er nogle af de hovedresultaterne.
- Vi er en ung organisation og vi har valgt en organisationsform, som vi ikke tidligere har arbejdet med. Vi skylder os selv – og vores borgere – at vi på baggrund af evalueringen får justeret vores organisation på en måde, så der er fuld opbakning blandt politikere, ledere og medarbejdere til vores organisering, siger kommunaldirektør Benny Balsgaard.
- Jeg hæfter mig ved, at evalueringen viser, at vi skal give vores model mere tid. Vi har nu muligheden for - efter en grundig dialog - at lave nogle justeringer, som jeg håber, vil give os endnu mere fælles ejerskab til og forståelse for vores organisationsmodel.
Faaborg-Midtfyn Kommune har sammen med Skanderborg Kommune bedt Capacent om at gennemføre en omfattende evaluering af de to kommuners politiske styreform, administrative organisering og MED-system. Målet med evalueringen er at identificere de områder, hvor styreform og organisering med fordel kan justeres og optimeres.
- Det glæder mig meget, at det helt centrale i vores organisationsmodel – nemlig aftalestyring og den udprægede grad af decentralisering – bliver vægtet meget positivt i evalueringen” siger borgmester Bo Andersen (V).
- Det er afgørende for os, at vi kan tiltrække dygtige og engagerede ledere og medarbejdere. At vi kan give rum til fornyelse. Derfor er det utroligt vigtigt, at vi uddelegerer ansvaret for opgaveløsningen, så dem, der ved noget om opgaverne har stor indflydelse på, hvordan de bliver løst. Der skal være klare rammer for det decentrale arbejde, men der skal også være mulighed for at 'være herre i eget hus'.
At evalueringen viser klare forbedringspotentialer er borgmesteren ikke sen til at indrømme:
- Vi skal helt klart arbejde på et bedre samspil mellem politikere og administration. Vi skal være bedre til at skabe en forventningsafstemning mellem politikere og administration.
Baggrund
Sammen med Skanderborg Kommune har Faaborg-Midtfyn Kommune fået dispensation til at organisere sig anderledes end andre kommuner. Det indebærer bl.a. at politikerne fokuserer på at formulere visioner og mål på baggrund af en dialog med borgere og brugere, mens der på det administrative niveau er en udbredt grad af decentralisering, der giver fagområder og institutioner frihed til at disponere inden for en aftale med direktionen.
Evalueringsrapporten fra Capacent er udarbejdet på baggrund af en omfattende dataindsamling, der bestod af både interviews og spørgeskemaundersøgelse. På baggrund af de udfordringer, der her blev identificeret, er der ved brug af fokusgrupper udarbejdet en række justeringsforslag, som er blevet diskuteret og videreudviklet på en workshop med deltagelse af 32 politikere, ledere og medarbejdere.
Politikernes forslag til, hvad der skal ske, vil blive sendt i høring, alle institutioner og fagområder er blevet bedt om at arrangere lokale MED-møder eller personalemøder med MED-status, inden
kommunalbestyrelsen vedtager evt. justeringer omkring styreform, organisationsmodel og MED-organisation. De endelige justeringer træder i kraft den 1. januar 2010.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.