
AARHUS: Jobcenter Aarhus har i samarbejde med Socialforvaltningen startet et pilotprojekt, der skal give job på det ordinære arbejdsmarked til mennesker med udviklingshæmning. I april er 14 udviklingshæmmede begyndt i praktik på private og offentlige arbejdspladser, og flere stillinger er på vej. Samlet har flere end 40 udviklingshæmmede fået en plads på arbejdsmarkedet det seneste år, oplyser social- og beskæftigelsesforvaltningen.
30 ansøgninger til 14 stillinger var resultatet i første runde af stillinger - markant flere ansøgninger, end både jobcenteret og socialforvaltningen havde forventet.
De 14 heldige er i april begyndt i job som fx lagermedarbejdere i supermarkeder og medhjælpere på kommunens lokalcentre. Og det er ikke usandsynligt, at de øvrige ansøgere kan tilbydes en stilling inden årets udgang. Virksomhederne åbner generelt gerne døren for de udviklingshæmmede.
- Vi taler om mennesker, som både er utrolig pligtopfyldende og har brug for forudsigelighed og faste rammer. Derfor er de glade for de simple, rutineprægede opgaver, som måske er en sur pligt for andre. Det er noget, som virksomhederne også har glæde af, fortæller projektkoordinator Malene Sørensen, Jobcenter Aarhus.
- Samtidig oplever virksomhederne, at det skaber noget dynamik og rummelighed, når de får en udviklingshæmmet kollega. Det rykker ved normerne på arbejdspladsen, og det er en god måde at tage et socialt ansvar på, siger hun.
Lille gevinst
Jobcenter Aarhus har i samarbejde med Socialforvaltningen annonceret jobbene i pilotprojektet på beskyttede værksteder og bofællesskaber, og alle ansøgerne har været til samtale hos Jobcenter Aarhus. Efterfølgende har projektmedarbejderne besøgt den kommende arbejdsplads sammen med ansøgerne.
I første omgang ansættes de udviklingshæmmede i 13 ugers praktikstillinger, hvor Jobcenter Aarhus følger dem tæt. Hvis den enkelte praktikant og virksomhed passer sammen, fortsætter vedkommende efter praktikperioden på almindelige ansættelsesvilkår. Der vil typisk være tale om et skånejob på deltid, og de udviklingshæmmede bevarer deres førtidspension, men får typisk en mindre, økonomisk gevinst ved at arbejde.
Aktuelt har følgende virksomheder udviklingshæmmede i praktik/job
Dansk Supermarked, Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune, In Sport, Sportsmann, Moesgård Museum, Rema 1000, Kvickly i Bruuns Galleri, Kiwi, Borups Pakkeri, Cinemaxx, Ganefryd Helsekost, CABI, Føtex, Løvbjerg,
Børnehaven Nyskoven, Børnehaven Baunebakken, Ikea, Actura Nanotech
Foto: Nextjob, Gentofte Kommune
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.