
KØBENHAVN: Indtil 31. december 2010 har samtlige forældrebestyrelser i 456 københavnske vuggestuer og børnehaver stemt om, hvorvidt de fra juli 2011 fortsat vil have en kommunal frokostordning til deres børn. Og resultatet er entydigt.
84,5 procent af de københavnske daginstitutioner har via forældrebestyrelserne sagt ja til tilbudet om et sundt måltid mad til deres børn. Det svarer til, at i alt 88,3 procent af børnene i de københavnske institutioner fra juli 2011 fortsat vil få et sundt måltid mad, mens de er i institution, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Børne- og ungdomsborgmester Anne Vang (S) er ikke i tvivl om, hvorfor forældreopbakningen til frokostordningen er så stor.
- I Københavns Kommune har vi en meget ambitiøs frokostordning, som vi kan være rigtig stolte over. Maden har en utrolig høj kvalitet, og vi har nogle dygtige madmødre og madfædre, som hver dag gør deres bedste for at give børnene noget lækkert at spise.
- Og på mine mange besøg har jeg set den begejstring, børnene har, når de spiser frokost i fællesskab. Derfor glæder det mig, at så mange forældre har valgt at bakke op om den københavnske frokostordning, siger Anne Vang.
Siden 1. januar 2010 har Københavns Kommune tilbudt frokost i samtlige daginstitutioner, men fordi regeringen, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance valgte at gøre ordningen frivillig, har det nu været op til forældrebestyrelserne at beslutte, om ordningen skal fortsætte efter 1. juli 2011. Og her skiller Københavns Kommune sig markant ud fra resten af landet.
- Forældre vil gerne have kvalitet til deres børn. Den kvalitet leverer vi i Københavns Kommune, fordi vi har valgt at investere op mod 100 millioner kroner i madordningen. Resultatet fra København viser, at forældrene gerne vil bakke om op et sundt måltid mad til deres børn, når de er sikre på, at kvaliteten er i orden. Et sundt måltid i daginstitutionen er en rigtig god idé, fordi vi alle sammen ved, hvor vigtigt det er, at vi har energi til resten af dagen. Det jeg glad for, at de københavnske forældre er enige med mig i, siger Anne Vang.
I de institutioner, der har sagt ja til frokostordningen, vil ordningen vare frem til 1. juli 2013 - altså de næste to år.
I slutningen af december sidste år foreog Ritzau Bureau en rundspørge, der viste, at i 73 procent af de kommuner, der indtil da havde overblik over afstemningen, havde et flertal af institutionerne stemt nej til madordninger.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.