
LEMVIG: Alle børnehaver i Lemvig Kommune har valgt at beholde deres madordning, selv om den - efter massive protester fra mange forældre landet over - nu er blevet gjort frivillig, opplyser kommunen.
Dermed går Lemvig Kommune klart imod tendensen på landsplan, hvor mange børnehaver vælger at gå tilbage til madpakkerne.
Lomborg Børnehave er en af de børnehaver, hvor der er stor glæde over madordningen. I Lomborg er børnehaven netop flyttet ind i den gamle skolebygning, der er blevet total renoveret i forbindelse med forvandlingen til børnehave. Det er kokken René Møller, der regerer i det nye køkken. Han blev ansat, da ordningen trådte i kraft ved årets begyndelse. Han kan hurtigt servere en stribe fordele ved en madordning.
Får gode madvaner
- Jeg har mulighed for at lære børnene en masse om mad og samtidig give dem nogle gode madvaner. De får både mad-oplevelser og en slags mad-opdragelse. De lærer i en vis udstrækning, hvordan man laver et måltid af ordentlige råvarer - hvordan man kan lave maden fra bunden af og dermed undgå mange tilsætningsstoffer.
- De lærer, at fløde, smør og sukker på ingen måder er 'farligt' at bruge i maden," siger René Møller, der følger Fødevarestyrelsens anbefalinger, når han laver mad.
Han lægger vægt på, at maden smager rigtig godt og samtidig ser indbydende ud.
Har lyst til at smage
- Den gode smagsoplevelse skal være med til at dække den dybereliggende sult. Hvis du ikke får dækket din sult 'oppe i hovedet', så kan du risikere, at du går og småspiser ting, der ikke er helt så sunde, siger René Møller, der ikke oplever, at børnene er kræsne.
- De hjælper med at lave maden i den udstrækning, de kan være med. De har f.eks. været med til at lave rullepølse, og den havde langt de fleste lyst til at smage efterfølgende, siger René Møller, der tilføjer, at det også skærper appetitten, når der laves varm mad i køkkenet.
Lederen af Lomborg Børnehave, Henrik Kristensen, kan ikke skjule sin begejstring for den måde, som René Møller griber tingene an på.
Plads til specielle madvarer
- Jeg tror, vi har en af landets bedste madordninger. René Møller er meget engageret. Han laver mange af tingene selv. Dermed bliver det billigere, og det betyder, at vi kan tillade os at købe nogle mere specielle madvarer som lufttørret skinke og italienske oste. Hvor mange børnehaver kan lige dét? Samtidig er det noget, børnene kan lide, siger Henrik Kristensen.
Der er mange pædagogiske ting koblet på madordningen.
- De lærer om årstidens grøntsager. De lærer mange urter at kende - vi har vores egen urtehave. Maden består både af noget kendt og noget nyt og udfordrende. På den måde lærer de at smage nye ting, siger Henrik Kristensen, der roser de lokale politikere for at have valgt en decentral løsning, så de enkelte børnehaver kunne vælge deres egen madordning.
Rundspørge blandt forældrene
Lomborg Børnehaves forældrebestyrelse besluttede at fortsætte med madordningen på baggrund af en rundspørge blandt forældrene. Kun tre forældre var imod en fortsættelse af ordningen. Lomborg Børnehave har 49 børn.
Det er bestemt, at madordningen skal tages op til vurdering hvert andet år. Forældrene betaler 415 kroner om måneden for madordningen. Frokosten består primært af rugbrød, og så er der en lun ret flere gange om ugen.
Det var hård kost for mange af landets forældrebestyrelser, da regeringen vedtog, at alle landets børnehaver fra januar 2010 skulle være omfattet af en madordning. Flere steder fik den obligatoriske madordning forældrene til at koge over, og det betød, at landspolitikerne gjorde madordningen frivillig.
Op til de enkelte forældrebestyrelser
I Lemvig Kommune er der fra politisk side tilfredshed med, at alle børnehaver har valgt at beholde madordningen.
- Det har været op til de enkelte forældrebestyrelser, hvorvidt man ønskede at bevare madordningen. Nu har alle haft lejlighed til at prøve det siden starten på 2010, og alle har valgt at fortsætte. Det er flot. Dermed opfylder vores børnehaver regeringens målsætning om at give børnehavebørnene et sundt og varieret måltid hver dag, siger formanden for familie- og kulturudvalget, Ulla Raundahl (V).
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.