
På det økonomiske område er det for tiden årsregnskaberne for 2022, der kan være med til at tegne billledet af situationen rundt om i landet.
Fra Holbæk har vi tidligere nævnt, at der skulle spares 42 mio. kr. på dette års budget, og ifølge sn.dk skal der nu igen trædes på bremsen. Denne gang skal der spares yderligere 16 mio. kr., og administrationen foreslår at skære ned på vikarer, midlertidige ansættelser og genbesættelse af ledige stillinger. Et lukket behandlingshjem presser især.
I Rebild er der tale om likviditetskrise og et netop vedtaget anlægsstop. Her forklarer borgmester Jesper Greth (V) til Nordjyske, at det ikke skyldes, at kommunen har sat gang i byggeri og projekter, der ikke var budgetteret med. Men derimod at regningen for opgaver, der blev vedtaget for et, to og tre år siden, skal betales nu.
Regnskabet for 2022 viste et underskud på 49 mio. kr., og kommunekassen, der efter 2021 havde været på 198 mio. kr., endte ved seneste årsskifte på 112, og hvis ikke der bremses op, vil den ryge ned på bare 26 mio. kr.
Anlægsstop er der også tale om i Helsingør, hvor kommunen ifølge sn.dk står med en budgetoverskridelse i år på op imod 70 mio. kr., og "det kan vores økonomi ikke bære", slår kommunaldirektør Rasmus Bjerregaard fast. Han understreger, at der ikke bliver ansat eksterne konsulenter til at udføre opgaver. Så bortfalder besparelsen jo.
Også i Hørsholm var der underskud på 2022-regnskabet - på 55 mio. kr., som kommunen selv kalder alarmerende. Ifølge et debatindlæg i sn.dk fra gruppeformand Ann Lindhardt (V) var den gennemsnitlige kassebeholdning i 2022 på 185 mio. kr., men ved årets udgang på blot 33 mio. kr.
Her skal byrådet på Venstres initiativ nu levere en strammere økonomistyring og få fremlagt grundigere og månedlig orientering om kommunens likviditet, så der hurtigere kan sættes ind, når budgetterne skrider.
I Furesø er der også træk på kassebeholdningen, der ifølge sn.dk var på 347 mio. kr. i 2021, og i 2022 faldet til 290 mio. kr. Borgmester Ole Bondo (S) siger, at "det er klart, at vi ikke kan fortsætte med at tage penge fra kassen. Vi er hårdt presset økonomisk."
I nogle kommuner meldes der dog om overskud. Således var der ifølge Ugeavisen Billund-Grindsted i Billund overskud i 2022 på det skattefinansierede område på 48 mio. kr., hvilket er meget tæt på det oprindelige budget. Inden for serviceområdet er der brugt 21 mio. kr. mindre, end budgettet havde lagt op til. Mindreforbruget dækker blandt andet over ikke-forbrugte puljer og eksterne tilbud for unge.
- En kernesund økonomi som vores er ikke en selvfølge og slet ikke i en tid med udgiftspres som følge af den stigende inflation. Mange kommuner har ikke været i stand til at overholde deres serviceramme, og nogle kommuner er sågar i gang med at genåbne budgetterne for 2023, siger borgmester Stephanie Storbank (V).
Udtrykket sundt bliver også brugt om regnskabet fra Egedal. Her finder man en gennemsnitlig kassebeholdning på 562 mio. kr., og kommunen går ud af 2022 med en beholdning på 264 mio. kr. Driftsoverskuddet udgør 21 mio. kr. - 121 mio. kr. lavere end budgetlagt.
Borgmester Vicky Holst Rasmussen (S), siger her, at "2022 var et helt særligt år med alvorlige økonomiske udfordringer. Der skal lyde en stor ros til byrådet for at have håndteret de helt ekstraordinære udfordringer, vi har stået overfor, uden at det er gået ud over de andre opgaver, vi skal løse. Det har været muligt, fordi vi grundlæggende har en sund økonomi."
I Solrød er der ifølge borgmester Emil Blücher (LA) også et godt regnskab at berette om: "Kort fortalt er det et tilfredsstillende regnskabsresultat. Alt i alt går regnskabet op, og det i sig selv er ganske imponerende og noget, vi har formået år efter år."
Her har kommunen i flere år kunnet lukrere på indtægter fra jordsalg, men den kilde ser ud til ikke længere at kunne bidrage, så nu skal der findes andre løsninger.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.