dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
AKTUELT:Finanslov 2026BeredskabGrøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandringKV25Kunstig Intelligens

Lean nedbragte sygefravær

Lean kan være midlet til at løse den gordiske knude i hjemmeplejen, der døjer med højt sygefravær blandt medarbejderne

ROSKILDE: Nøglen er, at medarbejderne selv er med til at tilrettelægge arbejdsdagen og bidrager med ideer til forbedringer i hverdagen.

- Vi er gået fra et sygefravær, som lå på et årsgennemsnit på 11 procent, til seks procent. Det er sket på det år, hvor vi har arbejdet med Lean i projektet Plejer i Fokus. I den store brugerundersøgelse, der blev gennemført i hele hjemmeplejen i foråret, kom vi ud med et flot resultat. Der er simpelthen også mere smil og mere overskud hos medarbejderne derude. Og oven i det hele har vi ingen ledige stillinger, og vi overholder budgettet, siger leder af Hjemmeplejen i Gadstrup Pia Schwerdtfeger.

Pia Schwerdtfeger berettede om sine erfaringer på konferencen Plejer i Fokus på Hotel Comwell i Roskilde fredag den 4. september. Og deltagerne fik på konferencen løftet sløret for, hvordan det er muligt at opnå de positive resultater med Lean metoden, som er faldet i god jord hos medarbejderne i både Roskilde og Ringsted.

- Vore medarbejdere har fået utrolig stort ejerskab til metoden, siger afdelingschef Birgit Wehlast, Ringsted Kommune.

Dennis Kristensen: Lean er noget af det rigtige
Eftermiddagens paneldebat fik Lean anerkendende ord med på vejen af både FOAs forbundsformand Dennis Kristensen og af Helle Clement fra Dansk Sygeplejeråd.

- Dansk Sygeplejeråd ser positivt på alle tiltag, der er med til at forbedre arbejdsmiljøet. Og Lean er et af midlerne til at gøre op med et højt sygefravær, siger Helle Clement.

- Lean kan være godt, når de grundlæggende forudsætninger med trivsel er på plads, men noget skidt når det alene handler om besparelser. Det lyder rigtig positivt, at I har opnået faldende sygefravær med Lean. Det lyder som noget af det rigtige. Vi skal skabe nogle arbejdspladser, hvor vi er rimeligt effektive, og hvor vi går efter at fjerne uhensigtsmæssigheder, siger Dennis Kristensen.

Og ifølge social- og sundhedsdirektør Yvonne Barnholdt, Roskilde Kommune, er det netop ikke målet med Lean at spare penge, men derimod at skabe tid til udvikling af kvaliteten.

Roskilde Kommune har sammen med Ringsted kommune fået 2,4 mio. kr. af Forebyggelsesfonden til at gennemføre projektet Plejer i Fokus. I projektet bruges Lean metoden i hjemmeplejen, både til at forbedre arbejdsgangene og skabe et bedre arbejdsmiljø.

Lean metoden
Lean er en metode, der er opstået på Toyota fabrikkerne i 1960'erne. Siden er den gået sin sejrsgang verden rundt og anvendes i dag på mange andre områder end i produktionen, hvor den startede. Lean går meget forenklet ud på at finde ud af, hvor i organisationen der er tid eller processer, som kunne forbedres for at skabe bedre kvalitet i plejen, mindre stress hos medarbejderne og bedre ledelse.

Summen er et bedre arbejdsmiljø, til glæde for alle. Forbedringer er typisk mulige, hvor arbejdsgange stopper, afventer eller noget skifter hænder. Det kan fx være når en medarbejder i Hjemmeplejen venter på en anden for at hjælpe en borger fra seng til kørestol, eller når medarbejderne mange gange på en dag bliver afbrudt i deres aktiviteter eller opgaver.

Projektet har været i gang et år nu, og afsluttes med den offentlige konference 4. september. På konferencen præsenterer de involverede grupper fra Roskilde og Ringsted Kommune, hvad de har opnået med projektet, og de giver gode ideer til andre, der skal i gang med Lean på deres arbejdsplads.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/lean-nedbragte-sygefravaer

GDPR