Danmark får en central rolle i et nyt nordisk-baltisk cybersamarbejde, hvor syv lande vil styrke indsatsen mod cyberangreb på tværs af landegrænser. Eksempelvis udsættes Danmark dagligt for cyberangreb af forskellig slags.
Det nordisk-baltiske cyberkonsortium forankres i Danmark og ledes af Styrelsen for Samfundssikkerhed. Det fremgår af en pressemeddelelse.
- Cybertruslen er alvorlig. Myndigheder, virksomheder og borgere i Danmark og vores nabolande udsættes hver dag for cyberangreb. Derfor skal vi stå sammen og styrke cybersikkerheden på tværs af vores grænser, siger minister for samfundssikkerhed Torsten Schack Pedersen (V).
Forventningen er, at den hybride trussel vil stige de kommende år. Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) vurderer, at Rusland i øjeblikket fører en hybridkrig mod Nato og Vesten.
Formålet med samarbejdet er blandt andet at dele kommercielle cybertrusselsefterretninger, at etablere en fælles platform for datadeling og at udvikle nye teknologiske løsninger, herunder brug af kunstig intelligens.
Samarbejdet skal også styrke forbindelsen til private virksomheder og forskningsmiljøer samt indgå i EU’s bredere netværk.
- Vi skal være ambitiøse, når det handler om Danmarks og Europas cyberforsvar.
- Derfor har vi sat os for bordenden af det vigtige samarbejde for at sikre et endnu stærkere værn mod cyberangreb på tværs af Norden og Baltikum, siger vicedirektør i Styrelsen for Samfundssikkerhed Christine Engel Christensen.
Skal overvåge kritisk infrastruktur
Konsortiet får navnet Nordic Baltic Cyber Consortium.
Det samler cybermyndigheder fra Danmark, Island, Finland, Norge, Estland, Litauen og Letland. Sverige er observatører, men er på grund af timing ikke med i første omgang.
Projektet er støttet af EU-programmet Digital Europe og har et samlet budget på omkring 110 millioner kroner. Det vil være fuldt operativt i løbet af halvandet til to år.
Sideløbende vil Danmark fra næste år etablere et situationscenter, som døgnet rundt skal overvåge, opdage og sikre handling mod hybridangreb. Danmarks nordiske naboer har lignende centre, mens det ikke findes herhjemme.
Centeret skal overvåge kritisk infrastruktur som el-, vand- og gasforsyning inklusive søkabler.
Ud over et døgnbemandet situationscenter etablerer regeringen et cybermonitoreringsnetværk mod hackerangreb og et cyberoperationscenter, der skal overvåge datatrafikken.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.











