Ingen kan være i tvivl om, at forfaldne og forsømte bygninger på landet råber højt på handling!
Der sker for lidt, og det sker alt for langsomt. Vi står over for et voldsomt problem i form af mindst 10.00 forfaldne og forsømte huse. De skæmmer landsbyerne og skræmmer tilflyttere væk.
Derfor er det skammeligt og skuffende, at Venstres, De Konservatives og Dansk Folkepartis medlemmer af Regionsråd Midtjylland afviser at støtte en henvendelse til indenrigs- og socialministeren om behovet for en langt mere aktiv indsats - med konkrete mål og handling.
I marts 2008 kunne vi stå sammen om en fælles appel fra regionen, Vækstforum og kommunerne til Velfærdsministeriet og fire andre berørte ministerier om nødvendige initiativer for at fremme udvikling og fornyelse i landsbyer og landdistrikter. Det har langt fra givet de nødvendige resultater, og derfor var en ny henvendelse nødvendig, men så svigter VKO-partiernes lokale folk.
Massiv indsats nødvendig
Opgaven er ellers til at få øje på: Inden 2020 skal vi have de ringeste huse og bygninger skrottet og revet ned og de bedste bevaret, fornyet og forskønnet. Derfor har vi blandt andet brug for følgende:
o Særlig pulje med tilskud til boligforbedringer i landsbyer under 3.000 beboere.
o Særlig pulje til kommunerne.til opkøb og nedrivning af huse og erhvervs-bygninger.
o Særlig landsby-fond på nogle milliarder, som borgerforeninger, landsbylaug, kommuner mv. kan trække på. De skal også kunne tryne spekulanterne ved at byde over, når forfaldne ejendomme gang på gang ryger på tvangsauktion..
o Klare aftaler om finansiering og organisering af en forstærket indsats.
o Hurtigere, mere enkle og stærkere værktøjer til at nå det vigtige mål.
Forhindringer fjernet i en stribe love for områdefornyelse, bygnings-fornyelse mv.
Mange går og venter
Desværre lider indenrigs- og sociaminister Karen Ellemann af samme overtro som velfærdsminister Karen Jespersen og enkelte andre: En samenskrivning af vejledninger til 'Udvikling af landsbyer' kan bruges som værktøjskasse til at løse mange problemer. Kassen er et skridt i den rigtige retning, men den er for lille og indholdet for svagt i forhold til den store opgave, som venter på at blive løst.
Det fremgår af de mange venlige henvendelser, som jeg har fået fra landsbylaug, aktive borgere i landdistrkterne og byråd, hvor man venter med længsel på at komme i gang.
Kaj Møldrup Christensen (S), formand for Panel for Udvikling i Landdistrikter og Fiskeriområder i Region Midtjylland
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.