Hvad gør vi med landsbyerne i udkantsområderne?

af lektor Gunnar Lind Haase Svendsen, Institut for Forskning og Udvikling i Landdistrikter, Syddansk Universitet, Esbjerg


”Der var så dejligt ude på landet”, lyder åbningsreplikken i H.C. Andersens ”Den grimme ælling” fra 1843. Spørgsmålet er imidlertid, hvor dejligt, der er ude på landet i dag. Det er i hvert fald ved at være knap så dejligt i trængte yderområder som småøerne, Mors, Vendsyssel og Tønder-egnen, hvor man de senere år har haft store problemer med afvandring, skolelukninger, faldende ejendomspriser og forfaldne huse. Vejene støver måske ikke herude på en varm solskinsdag, som det var tilfældet på Andersens tid – men der er langt fra tale om nye, brede motorveje, snarere smalle, lappede og hullede landeveje. I flere landsbyer er den eneste ’udsmykning’ til-salg skilte. Butikkerne er lukkede (man ser stadig spor efter reklamer og butiksvinduer i murene), skolen og børnehaven måske ligeså, og det hele er slet ikke ’så dejligt’ mere. Kirken står der stadig – som den sidste offentlige institution. Den er nu også lukningstruet.

Denne tendens fører til spørgsmålet: Hvad gør vi egentlig ved landsbyerne i vore udkantsområder? Som jeg ser det, er der kun to svar: Enten nedlægger vi dem, eller også investerer vi i dem.

Nedlægger
Efter kommunesammenlægningen har nedlægningsstrategien domineret, om end som oftest uudtalt. Man ser den i de mange nedlæggelser af lokale skoler. Uden en skole risikerer mange landsbyer imidlertid at ende i en ’dødsspiral’, hvor de ikke formår at tiltrække børnefamilier. Hermed falder befolkningstallet, de offentlige institutioner uddør, og kun de beboere, der aldrig fik solgt deres hus i tide, strander sådanne steder. Hvis borgerne og politikerne mener, man bør vælge en sådan strategi, er det vigtigt at gøre sig klart, at dette er en nedlægningsstrategi. Når bulldozerne så har fjernet de nedlagte landsbyer, kunne man fx vælge at skabe rekreative områder eller landbrugsjorde på tomterne.

Der er dog også en anden mulighed, nemlig investeringsstrategien. Denne strategi består i, at den omgivende verden aktivt går ind og investerer i disse landsbyer – det være sig kommuner, regioner, regering, EU eller private investorer som kreditforeninger og banker. Modsat nedlægnings-strategien vil investeringsstrategien have den fordel, at vi undgår, at store materielle og immaterielle værdier går til grunde. Her tænker jeg på den ene side på bygninger, kloakering, elinstallationer, infrastruktur, på den anden side kulturværdier og menneskelige fællesskaber.

Her er det oplagt at spørge: Jamen, hvis danskerne nu faktisk ikke ønsker at bo i udkantsområderne, hvorfor så opretholde dem?

Urentable landbrug
Det er sandt. Man kan ikke opretholde noget, der i grunden ikke er levedygtigt – fx gennem subsidier. De mange kronisk urentable landbrug indenfor EU er et historisk eksempel. Derfor er det urealistisk at tænke sig som i andelstiden før 1960: Hver flække sit mejeri, sin skole, sin brugs, sin telefoncentral osv. For det første vil dette blive for alt alt for dyrt. For det andet vil dette ikke garantere, at folk vil flytte dertil.

Hvad gør vi så? Her vil jeg foreslå, at man finder en kompromisløsning, der passende kunne kaldes for ’Lokal centralisering’. Men hvad er Lokal centralisering?

Med Lokal centralisering mener jeg en investeringsstrategi, der er målrettet og bygger på en grundlæggende idé om at investere i mursten. Således indebærer modellen, at 2-3 tætliggende småsamfund deles om et større servicecenter, også kaldet et multifunktionelt center. Dette center tænkes at rumme vitale offentlige serviceydelser som skole, læge, hjemmepleje, apotek, bibliotek, IT-center, ungdomsklub, sundhedsplejerske, vuggestue, børnehave, idrætstilbud og evt. kirke.

I fald man i udkantsområderne vælger at investere i større bygningskomplekser i form af multifunktionelle centre vil det være muligt på én gang at sikre økonomiske stordriftsfordele og et nærhedsprincip. Nærheden sikres nemlig ved, at der findes ét stort mødested, hvor borgerne på kryds og tværs regelmæssigt mødes; hvor de lærer hinanden at kende; hvor de samarbejder. Hermed opstår det, der i den samfundsvidenskabelige forskning også er blevet kaldet for brobyggende social kapital. Denne ressource har vi førhen haft i stor mængde i de danske landdistrikter pga. de store folkelige bevægelser fra begyndelsen af 1800-tallet og frem.

Nye mødesteder
Jeg siger simpelthen, at store, nye mødesteder under ét tag vil være i stand til at erstatte de små og altfor spredte forsamlingshuse og haller – tidligere tiders mødesteder, der i dag er utidssvarende og – flere steder – står og forfalder. De meget store mødesteder vil gøre det fortsat ’dejligt ude på landet’, både socialt og infrastrukturelt. Sådanne bygninger vil være perfekte rammer for skabelse af fysisk og social sammenhængskraft i et lokalområde. Rent praktisk tænkes de multifunktionelle centre oprettet med kommunale, private og evt. statslige midler og drevet i fællesskab af interessenter fra det offentlige, erhvervslivet og foreningslivet.

Er der så nogen garanti for, at eksempelvis en investering af en halv milliard kroner i 20 centre i udkantsdanmark vil modvirke afvandring og nedlægning? Ja, vi finder flere eksempler herpå, især i lande som Holland, England, Norge, Australien og New Zealand. Især Holland, som i mange henseender minder meget om vores eget land, har haft stor succes med opførelse af såkaldte ’kulturhuse’ i landdistriktsområder. De er i dag meget brugte, er økonomisk bæredygtige og har rent faktisk modvirket afvandring fra disse områder.

Hollænderne har fået idéen om et ’kulturhus’ fra de skandinaviske lande. For dem er et kulturhus ”et mødested (..) hvor man kan finde information, eller hvor der er bøger eller andre informationsmedier, offentlig service eller velfærds- og omsorgsinstitutioner”. De hollandske kulturhuse breder sig hurtigt i disse år – i dag er der allerede opført 22 kulturhuse i den ruralt prægede region Overijssel i den østlige del af landet. Herudover er 14 blevet opført i regionen Gelderland, mens 21 er opført i Utrecht regionen. De fleste af de omkring 70 huse er opført i perioden 2004-7. Disse byggerier skal ses som en ”kamp mod affolkning af landdistrikter” efter en kommunalreform i januar 2001, der har medført lukninger af offentlige, overflødiggjorte bygninger som rådhuse og biblioteker.

Et vigtigt element har også været at forbedre og innovere biblioteksservice på landet. Men har dog hurtigt fundet ud af det hensigtsmæssige i, at ikke blot bibliotek men også skole, sundhedsservice o.lign. kommer under samme tag som idræts- og kulturtilbud samt – i mange tilfælde også – private virksomheder som frisører, posthuse og banker. Ifølge konceptet skal foretagenet ikke være ”rent kommercielt” men basere sig på et ligeværdigt og demokratisk samarbejde mellem offentligt ansatte, frivillige og private. Et vigtigt formål er desuden at jobaktivere/jobtræne arbejdsledige.

Bygningerne er blevet finansieret af kommune, stat, fondsmidler, samt af private investorer som Rabo Bank. Ofte er skole/bibliotek de vigtigste økonomiske partnere. Man har dels renoveret og udbygget eksisterende boligmasse (fx skoler og kirker), dels bygget helt nye kulturhuse, der kunne rumme alle funktioner.

Man kunne ønske sig, at indsatsen herhjemme havde været ligeså målrettet og systematisk som i Holland. Jovist, vi finder succesfulde multifunktionelle centre som Skærbæk Fritidscenter i Skærbæk mellem Ribe og Bredebro, samt Landsbycentret i Øster Lindet ved Rødding. Der er her tale om bemærkelsesværdige lokale og kommunale initiativer, muliggjort af en stor frivillig indsats. Men en koordineret indsats fra regeringens side er der ikke udsigt til.

Der var så dejligt ude på landet. Datidsformen lyder lidt trist.

Læs mere om livsvilkårene i udkantsområderne i: Gunnar L.H. Svendsen & Hanne W. Tanvig, red. (2007) Landvindinger. Landdistriktsforskning og -perspektiver. Syddansk Universitetsforlag. Narayana Press, Gylling.