Lad de ældste slippe for krævende opgaver

Af Preben Etwil

Danskerne bliver ældre og ældre. Den danske befolkning er i dag lidt over 40 år i gennemsnit - ung som gammel i en skønsom blanding. Gennemsnitsalderen stiger, fordi vi lever længere, og fordi der fødes færre børn af mødre i den fødedygtige alder. I de seneste tredive år er gennemsnitsalderen i Danmark steget med 3,5 år i gennemsnit. Den udvikling at gennemsnitsalderen stiger, deler vi med stort set alle de vesteuropæiske lande. I toppen af skalaen ligger Italien og Tyskland med henholdsvis 44 og 45 år, mens undtagelserne fra den høje gennemsnitsalder er Irland og Island, der begge har gennemsnitsaldre på 35 år.

Ses der på middellevetiden, dvs. den alder som en nyfødt kan forvente at opnå inden sin død, er den også steget kraftigt i de senere år. I begyndelsen af 1970'erne var middellevetiden for mænd 71 år og for kvinder 76 år. I dag er den steget til 77 år for mænd og 81 år for kvinder. Og den stiger et nøk for hvert år, der går. Hvor vi ender, kan der ikke siges noget begavet om, men det er et faktum, at vi halter en hel del efter de lande, som vi normalt sammenligner os med. I Norge er middellevetiden 79 år for mænd og 83 år for kvinder, og i Sverige er den et år mere for begge køn. Så Danmark har noget at indhente i alderskapløbet.

Sammenhæng mellem erhvervs- og pensionstilværelsen
En af de helt store fremtidige udfordringer består i, at der om bare 20 år vil være næsten dobbelt så mange borgere over 80 år som i dag. Dertil skal lægges, at de kommende årgange af seniorer økonomisk set er langt mere forskellige, end vi har set det tidligere. Flere og flere af de ældre har gennem deres aktive arbejdsliv opbygget en betydelig pensionsformue, som de kan tære på i deres otium. Nogle forskere har ligefrem kaldt denne udvikling for en stille revolution, der ikke altid er blevet bemærket i den brede offentlighed.

Pensionssystemet betyder, at den indkomstulighed, der var mellem de ældre, mens de var på arbejdsmarkedet, bliver videreført i pensionisttilværelsen. Dette fænomen er relativt nyt, da man tidligere så, at alle de gamle stort set var lige fattige. I dag er der altså kommet både flere rige og flere fattige ældre. Nogle har påstået, at ligheden blandt de ældre vil blive genoprettet, når de yngre ældre rykker op i de ældstes rækker, så stort set alle pensionister får en egenpension at supplere deres indkomst med. Men dette er desværre et udsagn, der ikke har meget med realiteterne at gøre.

Uligheden blandt de ældre vil derimod stige, når andelen af egenpensionen stiger. For det første fordi at indbetalingerne til pensionsordningerne livet igennem har været meget forskellige, og for det andet fordi der stadig er en meget stor ældregruppe, med ingen eller ringe tilknytning til arbejdsmarkedet, der slet ikke har nogen form for egen pensionsopsparing af betydning, og som derfor udelukkende skal leve af folkepensionen. Dette er i virkeligheden fremtidens helt store socialpolitiske problem.

En anden og meget stor samfundsøkonomisk udfordring består i, hvordan man sikrer en bæredygtig økonomisk balance mellem de erhvervsaktive og pensionisterne. Er der i fremtiden nok hænder - og hjerner - til at producere de varer og tjenester, som alle i samfundet skal leve af?

De nedslidte betaler prisen
Der er ingen tvivl om, at en senere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet på længere sigt er en nødvendighed, men her er man nødt til at dele problemet op på kort og på lang sigt.

På den korte bane er problemet, at det er de dårligst aflagte og mest nedslidte seniorer, der kommer til at betale prisen, for disse indgreb. Og vi ved i dag dybest set ikke, hvor mange der vil komme ud i direkte arbejdsløshed eller på den forkætrede seniorpensionsordning. Nogle frygter med rette, at det udgiftsmæssigt sagtens kan løbe op i de beløb, som det offentlige i første omgang sparer ved at gennemføre den såkaldte tilbagetrækningsreform.

Derfor er det mod bedre vidende at påstå, at reformen har sikret en langsigtet statsfinansiel holdbarhed. Det har den næppe. Ser man isoleret - og kortsigtet - på reformen, er den uhensigtsmæssig. Ikke mindst set i lyset af den generelt stigende ledighed, og den specifikt stærkt stigende ledighed blandt de nyuddannede. På den korte bane handler det mere om at kunne skabe flere jobs her og nu end at skaffe flere hænder i fremtiden.

Tungen ad ad vinduet
På den lange bane er det dog vigtigt at erkende, at der er et reelt problem mellem forsørgere og de forsørgede. At lukke øjnene for denne væsentlige problemstilling, er at lukke øjnene for virkeligheden. Det der er brug for, er, at der skal udarbejdes en sammenhængende og holdbar reform i et konstruktivt samarbejde med arbejdsmarkedets forskellige parter, så der også på længere sigt er det nødvendige udbud af arbejdskraft.

Den mere langsigtede og socialt set afbalancerede løsning, er at indrette arbejdsmarkedet således, at det bliver mere naturligt for raske ældre, at trække sig senere tilbage. Er man reelt nedslidt, er det socialt uretfærdigt, at folk ikke har efterlønsmuligheden. Den nu foreslåede seniorpensionsordning er tæt på at være et politisk bedrag eller illusionsnummer.

Seniorførtidspensionen er indført for personer, der har mindre end fem år indtil pensionsalderen, og som har haft en langvarig tilknytning til arbejdsmarkedet. Så langt så godt, men alt peger imidlertid på at kriterierne for en at få tilkendt seniorførtidspension fuldstændigt er de samme som ved en almindelig førtidspension. Det minder i udtalt grad om, at man socialpolitisk set får mulighed for at stikke tungen ud af vinduet.

Torskedumt at trække stikket
Hvis den fremtidige senere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet skal ske på en socialt afbalanceret måde, kræver det både noget af arbejdsmarkedets parter samt af den enkelte ældre selv.

Arbejdsmarkedets parter skal overenskomstmæssigt kunne sikre en seniorpolitik, der indeholder muligheder for, at de ældre medarbejdere kan gå ned i arbejdstid, og at de kan slippe for visse former for koordinerende og tidskrævende arbejdsopgaver i form af forældrekonsultation for lærere, skæve vagtordninger for læger og sygeplejerske osv. Overenskomsterne skal ligefrem sikre de ældre mod fyringer, der er begrundet i en lavere produktivitet. For ledere i både den private og offentlige sektor, skal det overenskomstmæssigt være muligt at træde et par trin ned i ledelseshierarkiet - uden at ryge helt ud.

Ofte vælger - eller presses - topledere til at trække stikket helt ud i stedet for en gradvis nedtrapning på arbejdsmarkedet. Det er torskedumt. I erhvervslivet er det helt naturligt at snakke om karriereudvikling. Det burde derfor være lige så naturligt at fokusere på karriereafviklingen i en kommende seniorpolitik. Ligeledes bør det i kommende overenskomster indtænkes, at ældre medarbejdere får lovlig mulighed for tage bedsteforældrefri for at passe syge børnebørn, i lighed med de nuværende ordninger, hvor småbørnsforældre kan tage fri en dag for at passe akut syge børn.

Dertil skal arbejdsgiverne sikre arbejdspladserne på en sådan måde, at medarbejderne ikke fysisk eller psykisk bliver nedslidt i en tidlig alder. Det er meget vigtigt, at hvis ældre medarbejdere skal fastholdes på arbejdsmarkedet, at det sikres, at kvaliteten i selve beskæftigelsen opretholdes, og at det arbejde der udføres, anerkendes på lige fod med andre medarbejderes indsats. Anerkendelse af de ældre på arbejdsmarkedet er i bund og grund helt afgørende for tilbagetrækningsmønsteret.

Fælles forpligtelse
Et er hvad arbejdsgiverne gør for at holde på medarbejderne længst muligt, noget andet er, hvad de ældre selv gør for at blive på arbejdsmarkedet op i årene.

Ingen rynker brynene, når der stilles krav til børn. Det samme må vel også kunne gælde den modne del af voksenbefolkningen? Vi har en fælles forpligtelse til at holde os raske og rørige hele livet igennem. Det skylder vi både os selv, vores børn og børnebørn. I den forbindelse er det vigtigt, at man fokuserer på daglige rutiner, der indarbejdes som en del af hverdagen, fx ved at cykle på arbejde, tage trappen eller gå en tur, men det kan naturligvis også være at dyrke sport en eller flere gange om ugen.

Man ved fra utallig forskning, at personer med et godt helbred trækker sig senere tilbage fra arbejdsmarkedet end personer med et dårligt helbred. Omvendt ser vi, at lav beskæftigelseskvalitet går hånd i hånd med dårligt helbred og depression. Ligeledes er det et faktum, at personer med en bedre uddannelse også trækker sig senere tilbage fra arbejdsmarkedet end personer uden uddannelse. Derfor skal det fremtidige arbejds- og familieliv indrettes med bedre og sundere arbejdspladser og lettere adgang til efteruddannelse.

Det stigende udgiftspres
Det er en uomtvistelig kendsgerning, at hovedparten af socialudgifterne i Danmark er knyttet til alderdom. I 2010 anvendte den offentlige sektor mere end 200 mia. kr. på sociale udgifter knyttet til alderdom, hvilket svarer til lidt over 12 pct. af BNP. Hvis sygdomsudgifterne blev lagt til, ville tallet være noget større. Hvorom alting er, så vil disse udgifter stige betydeligt i fremtiden. Det skyldes bl.a. at der bliver mange flere ældre end i dag.

Dog skal man være opmærksom på, at et generelt bedre helbred hos de ældre betyder, at udgifterne til alderdom forventelig ikke stiger i samme omfang som stigningen i ældrebefolkningen. Men stigninger i det offentliges udgiftspres til alderdom kan ikke undgås. Derfor vil det være absolut nødvendigt at foretage en løbende prioritering af disse udgifter.

De politiske prioritetstiltag, der virker mindst konfliktfyldte, er målsætninger om, at de ældre skal være mest muligt til stede i eget liv, dvs. kommunale initiativer der forebygger aldersbetinget svaghed og sygdom frem for at pasning og pleje, når sygdom er indtrådt. Ligeledes er det også erkendt i brede socialpolitiske kredse, at velfærdsteknologien i ældreplejen er kommet for at blive. Dette er initiativer, der på den lidt længere bane forventelig vil nedbringe det offentlige udgiftspres, om end det på ingen måde vil fjerne det.

Til gengæld kan der godt peges på nødvendige politiske tiltag, der kommer til at træde på en række meget ømme ligtorne.

I dag har alle borgere lige adgang til hjælp, når de har behov for det. Problemet er imidlertid, at en del af de aldersbetingede ydelser faktisk ikke bruges på dem, der har størst økonomisk behov for hjælp. Man kan med rette spørge, hvorfor en 65-årig velhavende pensionist skal have reduceret sin ejendomsværdiskat og få rabat på en række ydelser, når en fattig børnefamilie ikke får det.

Store nettoformuer
Det politiske dilemma består i, om det ville være rimeligt, hvis velhavende pensionister selv - i et eller andet omfang - selv betalte for praktisk hjælp til at gøre rent, vaske tøj og købe ind. Det er i øjeblikket gratis for borgeren, hvis kommunen vurderer, at man ikke har fysisk mulighed for at gøre det selv. Sat lidt på spidsen kan man sige, at en kommunal betaling af disse udgifter i sidste ende bliver en indkomstoverførsel til arvingerne. Spørgsmålet er om det er rimeligt, når alle statistiske undersøgelser viser, at det er ældregruppen som helhed, der har de absolut største nettoformuer - typisk i form af lavt gældsatte egne boliger.

Det er derfor en seriøs overvejelse værd, hvis man skal kunne fastholde et socialt sikkerhedsnet for de svageste i samfundet, at man så kritisk på de rene aldersbetingede ydelser. De hører dybest set fortiden til, da der dengang var en meget direkte sammenhæng mellem alder og økonomisk formåen. Forskellige beregninger har vist, at man årligt kan spare mellem to og tre milliarder kroner, ved at lade de mere velhavende ældre betale for de ydelser, som de modtager.

Da der fortsat er rigtig mange ældre, der har det økonomisk svært, og som på ingen måde har mulighed for selv at betale for deres ydelser, kunne man forstille sig, at de besparelser, der blev opnået på de mere velaflagte ældre, blev overført til de mindre velbjærgede. Dermed ville man også kunne aflive den myte, at de ældre som gruppe skulle bidrage til andre befolkningsgruppers sociale udgifter.

De ældres bidrag til samfundet
Nyere undersøgelser viser faktisk, at rigtig mange ældre bidrager positivt til den offentlige økonomi. Det skyldes ikke mindst, at de er blevet solide skattebetalere langt op i pensionsalderen qua deres egne pensionsordninger, samtidig med at deres gode helbred gør, at de trækker relativt lidt på de offentlige servicetilbud.

Det påvirker naturligvis de ældres forbrugs- og levevilkår, at de som gruppe betragtet har fået en stigende indkomst. Især har måden, de 65-74 årige lever på, ændret sig betragtelig i løbet af de seneste ti år. De nye yngre ældregenerationer er i stadig højere grad kommet til at ligne den erhvervsaktive del af befolkningen. Dels bor flere i parcelhus end tidligere, og dels ejer flere deres egen bolig. Gruppens forbrugsmønstre har også ændret sig siden årtusindeskiftet, og deres forbrug er vokset mere end de øvrige aldersgruppers. De bruger relativt færre penge på medicin og flere penge på ferie og fritid end tidligere. Et forhold, som rejsebureauerne i høj grad har opdaget.

Med de ældres generelt bedre helbredstilstand kan man se, at de absolut bidrager positivt til samfundets sociale sammenhængskraft. Omkring en tredjedel af alle personer i alderen over 64 år hjælper andre eller hjælper dagligt med børnepasning. Nogle undersøgelse viser, at de i gennemsnit bruger op til fem timer om dagen på disse aktiviteter. Denne type af undersøgelser bekræfter, at frivilligt socialt arbejde i høj grad varetages af aktive pensionister - her især kvinder. Det giver ingen mening, at sætte beløb på disse aktiviteter, men der er ingen tvivl om, at det bidrager yderst positivt til den samlede velfærdsproduktion.

Vi er ikke alle ens
Det er helt forkert at betragte den danske ældrebefolkning som en grå og ensartet masse. De ældre er lige så forskellige, som folk er flest. Nogle har et godt helbred, og andre har det ikke. Ligeledes er nogle ældre medborgere mere økonomisk velpolstrede end andre. I disse år begynder flere og flere af de ældre socialt og indkomstmæssigt at ligne den erhvervsaktive del af befolkningen, og dermed sker der en større differentiering af de ældre.

De bliver som i resten af samfundet opdelt i flere fattige og flere rige. Det smitter naturligvis af på de socialpolitiske tiltag, der bliver nødvendige i fremtiden. De store socialpolitiske udfordringer bliver hvordan man sikrer et socialt afbalanceret tilbagetrækningsmønster fra arbejdsmarkedet, og hvordan man sikrer, at sociale ydelser gøres behovs- og ikke aldersafhængige.

Alle politiske beslutninger begynder med en erkendelsesproces, og tiden er inde til at man fordomsfrit diskuterer den fremtidige ældrepolitik i lyset af de faktiske forhold i jernindustrien. Det dummeste er at lukke øjnene. Fremtiden er over os, og det bedste er her og nu at inddrage de ældre i løsningen af de velfærdsproblemer, hele samfundet står over for.


Preben Etwil, Socialpolitisk Forening

Foto: http://www.flickr.com/photos/yourdon/