KV21-afklaring hos Socialdemokratiet i Vejle efter urafstemning
Martin Sikær med den store rosebuket ved siden af den slagne Alex Vejby Nielsen foran rådhuset i Vejle.

KV21-afklaring hos Socialdemokratiet i Vejle efter urafstemning

Også nye navne på banerne op til kommunalvalget i S, SF og V i Kolding, Aarhus og Holstebro
4. MAJ 2020 12.00
TEMA: KV21

I weekendens løb er der efter en urafstemning kommet en afklaring på spidskandidaten til KV21 hos Socialdemokraterne i Vejle. Det blev Martin Sikær, der med 214 stemmer vandt over byrådsfællen Alex Vejby Nielsen med 175, oplyser partiet via Facebook.

Sikær afløser dermed Søren Peschardt, der efter valgnederlag ved KV17 fulgte 'reglen' om at stoppe efter to tabte valg. Ved det valg blev Jens Ejner Christensen (V) borgmester, selvom V gik tilbage og S frem og blev største parti. 

Jens Ejner Christensen fik med 5.207 de fleste personlige stemmer foran Peschardt med 3.956, Dan Arnløv (K) med 2.711, Birgitte Vind (S) med 1.663 og Lone Myrhøj (SF) med 1.545.

S har 11, V har ti pladser i det 31 mand store byråd. Senest S havde borgmesterposten i Vejle, var da Leif Skov var den fra 2007-2010.

I Kolding er der siden seneste opsamling på DK Nyt kommet endnu et socialdemokratisk navn med en borgmester i maven frem: 51-årige Birgitte Munk Grunnet, skriver JydskeVestkysten. I forvejen går 23-årige byrådsmedlem Elvis Comic og partiorganisationens 25-årige formand, Filip Bekic, efter posten.

I Holstebro er der nu hele fire navne i spil i oppositionspartiet Venstre, oplyser Dagbladet Holstebro: Nemlig kandidaten fra KV17, Jens Kristian Hedegaard, der nu udfordres af byrådsmedlemmet Kenneth Tønning samt Kurt Josefsen og Leif Brøgger, der begge fik for få stemmer ved KV17 til at havne i byrådet. 

Borgmester siden 2010 H.C. Østerby (S) sidder solidt på posten, hvilket de personlige stemmetal også vidner om. Han fik ved KV17 6.566 foran Hedegaard med 1.605, Klaus Flæng (S) med 1.179, Torben Gudiksen (R) med 898 og Anders G. Jakobsen (V) med 799. S-gruppen er på 12 og V-gruppen på 9 i det 27 mandater store byråd.

Vælger V-medlemmerne ikke den nuværende gruppeformand, Jens Kristian Hedegaard, denne gang, skal partiet have den fjerde spidskandidat på fire valg.

I Aarhus er Thomas Medom (SF) uden modkandidater blevet genvalgt som spids, oplyser partiet. Ved KV17 fik han næstflest personlige stemmer i kommunen. Da fik borgmester Jacob Bundsgaard (S) flest med 39.841 foran Medom med 7.198, Bünyamin Simsek (V) med 5.742, Jette Skive (DF) med 5.058 og Marc Perera Christensen (K) med 3.341. Perera stoppede i byrådet i oktober 2018.

Ved KV17 gik SF frem fra  to til tre mandater, og 40-årige Medom, der tidligere havde været rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse samt Sundhed og Omsorg, blev rådmand for Børn og Unge.

 

Læsere, der kender til flere gennemførte udpegninger af nye borgmesterkandidater eller tilsvarende nyheder fra de store oppositionspartier, er velkomne til at give lyd til [email protected]

 

 

 

 

 

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev