Kun 15 pct. af anbragte drenge får uddannelse før de er 21

Af Per B. Christensen

Hvad skal der til for at skabe et godt børneliv - også for, der vokser op i sårbare og udsatte familier? Hvordan tackler kommunerne opgaven, og hvordan går det de børn, der er anbragt uden for hjemmet?

Rockwool - fondens forskningsenhed har offentliggjort en ambitiøs rapport, som giver indsigt for alle, der beskæftiger sig med børn og unge. Rapportens resultater er både interessante og epokegørende, og med de seneste historier i medierne om udsatte børn og unge kommer rapporten på et belejligt tidspunkt.

Rockwool-fondens rapport belyser, at der hvert år anbringes 5000 danske børn uden for hjemmet. 60 pct. af de anbragte børn oplever kun én anbringelse. Det skyldes bl.a. at mange først anbringes, når de er unge, og at de går fra anbringelsen over i voksenlivet. 10 pct. af børnene oplever mere end fire anbringelser. Den sidste gruppe af børn oplever en barndom med mange brud. Man kan sagtens forestille sig op mod ti skift, når man medregner, at børnene runder deres biologiske forældre undervejs. Rapporten understreger således, at kun halvdelen af hjemtagelserne fører til, at børnene kommer ind i en stabil periode hos forældrene og forbliver derhjemme.

Anbringelse kvalificerer ikke
Rockwool-fonden belyser også, hvordan det går de anbragte børn senere i livet. Det er næppe overraskende, at mennesker, der i løbet af barndommen har været anbragt, er dårligere stillet senere i livet.

De anbragte unge klarer sig dårligt i uddannelsessystemet. De forlader uddannelsessystemet tidligere end andre, og har mindre chancer for at gennemføre en kompetencegivende uddannelse.

Rapporten fremhæver, at det kun er henholdsvis 15 pct. af de anbragte mænd og 21 pct. af de anbragte piger, der i en alder af 21 år har fået en kompetencegivende uddannelse, medens det for ikke-anbragte unge er henholdsvis 50 og 58 pct. Det er selvsagt alarmerende tal, som vi i kommunerne skal handle på.

Men også på andre områder har de anbragte unge et dårligere og mindre indholdsrigt liv. De anbragte unge har en dårligere sundhedsprofil, og de har dobbelt så stor en risiko for tidlig død end resten af befolkningen.

Når man så lægger til, at uddannelse er den vigtigste faktor for at få et job, deltage i det demokratiske liv og have rige kulturvaner, så tegnes der et dystert perspektiv af de anbragte unges muligheder i rapporten.

Hjælper forebyggelse?
Men der er også lyspunkter i rapporten. Den viser f.eks., at kommuner, der i høj grad tilbyder sine borgere forebyggende foranstaltninger, er mindre tilbøjelige til at anbringe børn fra udsatte familier. Det kan være et udtryk for, at den forebyggende indsats rent faktisk virker, men det kan desværre også være et udtryk for, at de kommuner, der prioriterer de forebyggende foranstaltninger, nedprioriterer anbringelser, konkluderer rapporten. Her er rapporten desværre ikke entydig.

Når det handler om indsatser, så viser rapporten, at der er store forskelle mellem kommunerne. De fleste tal er fra før kommunalreformen, men der er stor varians i kommunernes sammensætning af indsats fordelt på forebyggelse, anbringelse i familiepleje, anbringelse på opholdssteder og anbringelser på døgninstitution. Det kunne være spændende at få dette fænomen belyst igen om nogle år, for at se om kommunernes indsatser har nærmet sig hinanden efter kommunalreformen.

Kommunernes udgifter til anbringelser samt anbringelseshyppigheden varierer også meget regionalt. Der er en tendens til, at de kommuner, der er placeret i det, nogle kalder udkants-Danmark, har en større anbringelseshyppighed og dermed også en større relativ udgift til anbringelser som del af det samlede kommunale budget. Denne sammenhæng overrasker mig desværre ikke.

Hvad kan vi lære af rapporten?
Som daglig ansvarlig for børn - og ungeområdet i en kommune giver Rockwool-fondens forskningsprojekt selvsagt anledning til eftertanke. Hvad kan vi lære af rapportens konklusioner?

For det første skal vi lære, at der ikke findes én standardløsning, der kan løse de sårbare børns situation. Anbringelse uden for hjemmet er ikke et tryllemiddel, der fuldstændigt 'frelser' barnet. De sårbare børn har livsvilkår, vi skal hjælpe dem med at mestre. Livsvilkår, som ikke løses alene ved en anbringelse.

Vi ønsker som voksne, at alle børn får et lykkeligt liv - også de børn, der har valgt de forkerte forældre! Men sandheden er desværre, at mange sårbare børn oplever et liv præget af svigt, længsel, manglende tryghed og brud, uanset om de forbliver hos deres belastede forældre, eller de anbringes uden for hjemmet.

Vi ved fra også andre undersøgelser fra f.eks. SFI (Det nationale forskningscenter for velfærd), at de udsatte børn har behov for tydelige voksne, voksne som de kan knytte an til, og som tager ansvaret for deres liv og fungerer som rollemodeller. En pædagog, lærer, et andet familiemedlem, en voksen fra den lokale fodboldklub eller en nabo kan være den afgørende vej ud af den negative sociale karriere, som mange anbragte børn ellers risikerer.

Vi skal tænke utraditionelt
Kommunerne skal i samarbejde med private organisationer understøtte de netværk, som tidligere anbragte børn danner, når de bliver voksne, fordi det er helt afgørende, at de har andre voksne at støtte sig til.

Vi skal satse på forebyggelse og på en tidlig indsats over for de udsatte børn. Og kommunerne skal som led i deres arbejde med en børne- og ungepolitik vedtage et anbringelsesgrundlag, der giver politiske sigtelinjer til de medarbejdere, der arbejder med udsatte børn og unge.

Som samfund må vi investere i nye tilbud til de udsatte børn og unge og gøre noget ekstraordinært for at nedbringe gruppen af meget sene anbringelser, der har været stigende i de senere år. Vi skal tænke nyt og utraditionelt, og vi skal satse på nye forebyggende tiltag i kommunerne og nye tilbud i feltet mellem forebyggelse og anbringelse.

Derfor bør Rockwool-fondens rapport analyseres og diskuteres i alle kommuner. Den giver et nyt kvalificeret afsæt.


Børne- og kulturdirektør Per B. Christensen, Næstved, medlem af Børnerådet