
Af Mathias Kryspin Sørensen
Den offentlige sektor i Danmark er siden 1991 i gennemsnit vokset 0,4 pct. mere end den private sektor. Den offentlige sektors udgifts-vækst har medført et øget pres for at finansiere udgifterne. Hvis ikke væksten i den offentlige sektor skal føre til nedskæringer i kernevelfærden er det ikke bare nødvendigt med økonomiske reformer, men også med et mål om at den offentlige sektors udgifter i gennemsnit ikke stiger mere end væksten i den private sektor. Et af midlerne til at nå dette mål er at øge effektiviteten i den offentlige sektor.
Visse områder som f.eks. ældrepleje og børnepasning kan være svære at effektivisere uden at skære i tid eller kvalitet. Der er dog andre offentlige opgaver hvor man kan bruge ressourcerne bedre. En direkte vej til en mere effektiv offentlige sektor er gennem mindre bureaukrati, og mindre brug af medarbejdernes tid på kontrol eller opgaver der reelt ikke bidrager til at levere en god service.
Det er ud fra et ledelsesmæssigt synspunkt påkrævet med en vis grad af kontrol, men når kontrollen bliver for omfattende bliver den et problem. Derfor skal der hele tiden være fokus på, at de specifikke kontrolmekanismer reelt er nødvendige for at ledelsen f.eks. kan holde omkostningerne nede, sikre en høj kvalitet af de udførte opgaver eller bidrager til at medarbejderne leverer et bedre stykke arbejde.
Test i skolen bør ikke besluttes nationalt
Det er omkostningsfyldt at kontrollere, og derfor skal kontrol ikke bare være noget man vælger til, men også noget man vælger fra.
De nationale test i folkeskolen er et eksempel på en omkostningstung kontrol af de danske skoleelever, som folkeskolelærerne reelt selv kunne stå for, og som man ikke behøvede at beslutte fra centralt hold.
Udover mindre kontrol, så kan mere specialisering også bidrage til at øge effektiviteten. F.eks. skal gymnasie- og folkeskolelærerne bruge mere af deres tid på reelt at undervise. Danske lærere har i gennemsnit ca. 600 undervisningstimer årligt, hvorimod lærerne i f.eks. USA og Singapore har over 1000 undervisningstimer årligt.
Ved at få lærerne til at bruge tiden på det de reelt er gode til - nemlig undervisning - kunne færre lærere undervise flere elever gennem en øget undervisningstid i klasseværelset.
Præmier de gode eksempler
Der er i Danmark stor forskel på, hvor effektivt forskellige kommuner og regioner håndterer de samme offentlige opgaver, og derfor skal der fra statslig side, opsættes nogle klare rammer, som kan give de enkelte kommuner og regioner et incitament til at finde måder hvormed de kan øge effektiviteten.
Udover, at det er en økonomisk gevinst for kommuner og regioner at effektivisere, så skal staten støtte og belønne fornuftige effektiviseringsløsninger. I forlængelse heraf er det nødvendigt med en højere grad af vidensdeling imellem kommuner og regioner om de gode eksempler på fordelagtige effektiviseringer.
Det skal være et mål, at den offentlige sektor øger effektiviteten uden at det går ud over kvaliteten. Der skal sættes ind på en lang række områder, men mindre unødvendig kontrol, mere specialisering og en bedre vidensdeling mellem kommuner og regioner er tre af de primære områder man skal fokusere på.
Socialliberal blogger, Mathias Kryspin Sørensen
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.