
Med en pc og en stregkodescanner på valgbordet kan den valgtilforordnede registrere vælgeren på sekunder. Stregkoden på valgkortet scannes og accepteres, og vælgeren får sin stemmeseddel. Det er scenariet for mange af de kommende valgsteder, der har valgt at bruge KMD's system for digitale valglister, skriver KMD.
- Vi oplever en stigende interesse for digitale valglister i øjeblikket. Enkelte vil gerne springe helt ud i det og brede det ud til alle deres valgsteder, og andre ønsker at prøve med et par enkelte valgsteder først. Men helt overordnet set, må man sige, at Danmark er ved at gøre sig klar til et digitalt folketingsvalg, fortæller Karen Nielsen, direktør i KMD og medlem af Regeringens Vækstforum.
Som noget nyt kan samtlige af landets kommuner nemlig bruge digitale valglister ved et Folketingsvalg, og godt en tredjedel har allerede besluttet, at det kommende valg skal afholdes med digital hjælp på valgstederne. En af kommunerne er Hillerød.
- Vi vil gerne gøre valghandlingen så hurtig og gnidningsfrit som mulig, og derfor har vi allerede besluttet, at vi vil benytte digitale valglister på samtlige valgsteder ved det kommende folketingsvalg, fortæller Anne Lise Hansen, valgansvarlig i Byrådssekretariatet fra Hillerød Kommune.
- Vi afprøvede digitale valglister i mindre skala, da det var muligt ved det seneste kommunalvalg, og vores erfaringer er yderst positive. Også de borgere, der prøvede systemet sidst var særdeles positive, så vi ser frem til kunne tilbyde alle borgerne i hele kommunen, at de ikke skal stå længere end højst nødvendig i kø, når de skal afgive deres stemme.
Mere effektivt valg
Den digitale behandling af valgkortet betyder, at færre valgtilforordnede kan håndtere de vælgere, der hører til afstemningsstedet. Rationalet er, at borgerne vil opleve et hurtigere og mere effektivt valgsted samtidig med, at kommunerne kan afvikle valg med færre valgborde. Ved forrige kommunalvalg havde en række kommuner for første gang løsningen i brug.
- Vi har set ved kommunalvalget, at kommunerne fik mere effektive valgsteder. Det går langt hurtigere at få vælgerne forbi valgbordene, fordi de valgtilforordnede ikke først skal finde vælgernes navne i valglisten. På længere sigt vil det betyde, at der kan bruges færre tilforordnede vælgere på afstemningsstederne, fortæller KMD direktør Karen Nielsen.
Digitalisering giver også nye statistikmuligheder undervejs på valgdagen.
- Brugen af digitale valglister betyder, at man får nye muligheder på valgstederne undervejs i forløbet. Eksempelvis kan man få et helt aktuelt indblik i fremmødet fordelt på aldersgrupper og køn, forklarer Karen Nielsen.
I KMD har man foreløbig lavet aftaler med 29 kommuner om, at de skal benytte digitale valglister.
Følgende kommuner vil bruge digitale valglister:
Billund, Bornholm, Brøndby, Esbjerg, Faxe, Frederiksberg, Faaborg-Midtfyn, Gentofte, Glostrup, Greve, Halsnæs, Hillerød, Holbæk, Kalundborg, København, Langeland, Lejre, Norddjurs, Odder, Odense, Rudersdal, Solrød, Stevns, Svendborg, Syddjurs, Tårnby, Vallensbæk, Vesthimmerland og Aabenraa
Sådan fungerer et manuelt valg
Den almindelige fremgangsmåde på valgstedet er, at vælgeren afleverer valgkortet til valglisteføreren ved valgbordet. Valglisteføreren skal derefter finde vælgeren i valglisten og krydse ham eller hende af. Derefter udleveres stemmeseddelen.
Sådan fungerer et digitalt valg med KMD Digital Valgliste
Med en pc og en stregkodescanner på valgbordet kan den valgtilforordnede hurtigt og nemt registrere vælgeren: Stregkoden på valgkortet scannes og accepteres, og vælgeren får sin stemmeseddel. Med KMD Digital Valgliste er valglisten opdateret med ændringer til lige før valgdagen. Det betyder bl. a., at der ikke er en manuel indskrivning af brevstemmer og manuel oprettelse og sletning af vælgere. Har vælgeren glemt sit valgkort, kan et erstatningsvalgkort med stregkode udskrives på afstemningsstedet.
tj
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.