Af socialchef-formand Ole Pass
Kommunen som borgerens entydige adgang til det offentlige er en af grundpillerne under strukturreformen, der trådte i kraft for godt fire år siden. Det gælder ikke mindst for udsatte grupper og psykisk sårbare, der typisk har brug for mangfoldige og differentierede tilbud, og som samtidig har vanskeligt ved at gøre deres ret gældende. Det er en ambitiøs og rigtig målsætning, som vi lægger os kraftigt i selen for at leve op til.
De vigtigste redskaber, vi fik til at opnå dette mål, er et større kommunalt ansvar for det specialiserede socialpsykiatriske område samt større indflydelse på og medfinansiering af sundhedsområdet, her under behandlingspsykiatrien.
Har det øgede faglige og økonomiske ansvar så bragt os i mål? Desværre ikke, men vi er godt på vej.
Det er min opfattelse, at der siden 2007 er etableret langt mere varierede og dermed kvalificerede tilbud. Dels i form af døgndækkende støttekontaktpersonordninger. Og dels i form af døgndækkende akuttilbud kombineret med fritidsmuligheder i kommunalt regi som alternativ til anvendelse af specialiserede institutioner.
Psykiatrien må mere på finansloven
Det er også min opfattelse, at samarbejdet mellem kommune og psykiatri er blevet bedre struktureret og mere velfungerende. På samme måde har sundhedsaftalerne mellem kommune og region medvirket til at sætte psykiatrien på en fælles dagsorden. Fx er der taget initiativ til at etablere socialsygeplejersker på de somatiske afdelinger, hvor socialt udsatte ofte falder mellem flere stole.
Når dette er sagt, har vi i kommunerne endnu ikke fået den indflydelse på prioriteringerne i behandlingspsykiatrien, som vores medfinansiering berettiger til. Den måske væsentligste barriere er således fortsat økonomien, der tilsyneladende begrænser psykiatrien i mindst samme omfang som den begrænser det sociale område. Et fælles hjertesuk kunne derfor være, at psykiatrien i langt større omfang bliver flyttet til finansloven i stedet for - som nu - i høj grad at være et satspuljeanliggende.
En barriere, som heller ikke må overses, er at tværfaglig indsats kræver bevidst og ihærdigt arbejde for at bryde eller skabe forståelse for kulturelle og faglige forskelle. Og der er nok af nye samarbejdsrelationer at tage fat på:
Målrettede tilbud søges
Det stigende antal psykisk sårbare i nærmiljøet stiller fx krav om øget samarbejde med boligselskaber mv. og ikke mindst mellem kommunens forskellige aktører. Inden for retspsykiatrien er der det nydannede formaliserede samarbejde mellem psykiatri, socialforvaltning og politi (PSP), som alle aktører skal lære at bruge.
Og når det gælder de psykisk sårbare unge, bliver der behov for nye målrettede tilbud, der i højere grad involverer beskæftigelse og uddannelse - og derfor vil fordre nye samarbejdsformer.
Der findes næppe én løsning på, hvordan man lærer tværgående koordination og samarbejde. Men det vil være nærliggende at se på grund- og videreuddannelserne som redskab i denne proces. Ét er i al fald sikkert: Der bliver ikke mindre behov for både at kunne tænke og samarbejde på tværs fremover.
Formand for Foreningen af Socialchefer i Danmark, Ole Pass
Indlægget har tidligere været bragt i Social Fokus fra Servicestyrelsen
