
KØBENHAVN: Striden mellem Københavns Kommune og staten om lovgrundlaget for aktivering af ledige københavnere bliver nu afgjort i retten. Københavns Kommune oplyser, at den netop har sendt en stævning til Arbejdsmarkedsstyrelsen som reaktion på, at styrelsen i sidste uge valgte at modregne 65 mio. kr. fra kommunens refusion for ledige.
- Det er vores og vores advokaters klare opfattelse, at Arbejdsmarkedsstyrelsen har handlet i strid med loven. Det har vi uden held forsøgt at forklare styrelsen i flere omgange. Nu må vi have domstolenes afgørelse af, hvem der har ret, siger overborgmester Frank Jensen (S).
Københavns Kommune kalder retssagen historisk. Og ifølge professor i statskundskab ved Københavns Universitet Kasper Møller Hansen, så er en retssag af denne kaliber mellem stat og kommune da også en sjældenhed.
Traditionelt løses stridigheder mellem stat og kommune gennem forhandling og ikke retssager. Desuden ser han politiske overtoner i sagen.
- Kampen mellem det socialdemokratiske København og den borgerlige regering er ikke bare en administrativ konflikt, men også en politisk konflikt. Når banen er kridtet hårdt op på Christiansborg, smitter det af, siger Kasper Møller Hansen til Politiken.
Aggressiv styrelse
Arbejdsmarkedsstyrelsen fremhæver, at det er Københavns ret at få prøvet sagen ved domstolene. Men fastholder, at kommunen ikke har levet op til lovens krav, og derfor ikke har været berettiget til at få udbetalt de 65 mio. kr. i refusion, som styrelsen har trukket fra udbetalingen til København den 1. juli.
Beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune, Anna Mee Allerslev (R), mener imidlertid, at det er Arbejdsmarkedsstyrelsen, der har handlet ekstraordinært aggressivt i sagen. Og at det er styrelsen, der har fremtvunget den forestående retssag.
- Lovgivningen, som kommunen skulle have overtrådt, er for længst lavet om, og København har flotte resultater med at få ledige i arbejde. Alligevel har styrelsen uden dialog med Københavns Kommune valgt at trække os i refusion med henvisning til regler, som aldrig har stået i loven, siger Anna Mee Allerslev (R).
krn
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.