
Af Kim Rosenkilde Nielsen
[email protected]
Efter et halvt år faldt der i dag endelig afgørelse om Københavns Kommunes omstridte aktivering i den såkaldte Farvergade-sag.
Kommunen skal betale 65 millioner kroner tilbage til staten, der til gengæld opgiver langt størstedelen af det oprindelige krav på 390 millioner kroner.
Det fremgår af et brev sendt fra Arbejdsmarkedsstyrelsens advokat til Københavns Kommunes advokater tirsdag eftermiddag.
- De 65 millioner kroner vil blive trukket fra den statslige forudbetaling af refusion til Københavns Kommune den 1. juli. Om der så bliver en retssag ud af det, det er op til Københavns Kommune at afgøre, siger kontorchef i Arbejdsmarkedsstyrelsen Morten Gatzwiller.
Både Københavns overborgmester Frank Jensen (S) og kommunens administrerende direktør, Claus Juhl, har tidligere udtalt, at kommunen vil stævne Arbejdsmarkedsstyrelsen, hvis man holdt fast på tilbagebetalingskravet.
Om den trussel fastholdes har kommunen endnu ikke taget endelig stilling til.
- Vi bemærker, at styrelsen fortsat vil modregne over 65 mio. kr. i refusion. Og hvad den sag angår, har Københavns Kommune ikke ændret position. Vi er fortsat uenige i styrelsens tolkning af loven. Derfor vil vi nu læse Arbejdsmarkedsstyrelsens brev nøje med vores advokater, hvorefter Arbejdsmarkedsstyrelsen snarest vil høre fra os, siger Frank Jensen.
En halv sejr
Beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslev (R) ser afgørelsen som en halv sejr, fordi Arbejdsmarkedsstyrelsen ikke vil forfølge størstedelen af tilbagebetalingskravet yderligere.
- Jeg konstaterer med tilfredshed, at Arbejdsmarkedsstyrelsen har indset, at det var uberettiget at kræve 390 mio. kr. af Københavns Kommune. Det er en sejr, siger Anna Mee Allerslev.
De resterende 65 millioner kroner, som Københavns Kommune nu skal betale tilbage, stammer fra aktiveringsindsatsen i Farvergade og nogle enkelte andre lignende tilbud, som ifølge Arbejdsmarkedsstyrelsen ikke lever op til lovens krav. Derfor skal kommunen tilbagebetale en del af den statslige refusion, man modtog i 2008 og 2009.
De resterende 325 millioner kroner af kravet stammede fra den øvrige aktiveringsindsats i København. Men den er af flere omgange blevet godkendt af kommunens revisor, Deloitte. Derfor opgiver Arbejdsmarkedsstyrelsen nu den del af kravet.
- Vi har været i dialog med Københavns Kommune om den del af aktiveringen. Og efter deres revisor har kunnet bekræfte, at de står inde for, at indsatsen lever op til lovens krav, så er der ikke grundlag for at kræve refusion tilbagebetalt, siger Morten Gatzwiller, kontorchef i Arbejdsmarkedsstyrelsen
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.