
Af Jørgen Bartholdy
Hanne Kathrine Krogstrup:
'Kampen om Evidens. - Resultatmåling, effektevaluering og evidens.'
Hans Reitzels Forlag
Måling og med det evidensbaseret ledelse er på dagsordenen i det offentlige i disse tider. Der er mange blandt politikere og embedsfolk, der leder efter den rigtige metode at vurdere effekten af konkrete beslutninger på, men modsat er der også kritikere, der med rette peger på, at resultatmålinger og evidensbaserede konklusioner ofte bliver anfægtet ud fra helt andre motiver end de videnskabelige, der burde styre dem.
Læserskaren til denne bog er derfor ikke kun konsulenter, forskere og studerende indenfor området, selvom den må forventes at blive helt central for den gruppe. Bogen har nemlig nogle kvaliteter, der gør, at den er interessant også for ledere, politikere og ansatte i det offentlige, som vil have en dybere indsigt i området, inden de giver sig i kast med konkrete projekter, og ikke mindst, hvis de ønsker at kvalificere området i samarbejde med forskere, kan bogen ruste dem både fagligt og hvad angår terminologi.
Evidensbegrebet er kendt fra den medicinske verden, hvor det paradoksalt nok især er kritikken af forskellige behandlingstyper, der har medført en stigning i efterspørgslen efter dokumenterede effekter, men med det stigende politiske fokus, der er på økonomi og resultater af konkrete initiativer, har evidensbegrebet bredt sig til især uddannelsessektoren og den sociale verden, men det er meget tyder på, at det vil nå andre områder også.
Kritisk og konstruktiv tilgang
Hanna Kathrine Krogstrup, er ph.d. og lektor i evaluering på Aalborg Universitet, og hun har i den forbindelse også en fortid som prorektor. Det er netop erfaringerne herfra, der har ansporet hende til at skrive bogen, idet hun selv oplevede kravene til måling og dokumentation som uigennemskuelige og uklare. Indledningsvis afklarer hun begreber indenfor det store område af offentlig styring, der indrammes af ord som resultatmåling, evaluering og evidens.
Derefter gennemgår hun områdets teorihistorie fra ca. 1960 til i dag, samtidig med at hun beskriver centrale redskaber og begreber. Efterfølgende giver hun sig i kast med en grundigere behandling af evidensbegrebet, som hun mener er ved at etablere det randomiserede kontrollerede forsøg som en slags 'Golden Standard', hvilket hun finder for snævert.
Hun har, som man kan forstå, en kritisk, konstruktiv tilgang til emnet, og betragter ikke evidens som en objektiv størrelse. Hun udpeger med sikker hånd de begrænsninger, der ligger i præstationsmålinger, som dels repræsenterer en forsimpling af virkeligheden samtidig med, at resultaterne kun sjældent kan påvise sammenhænge mellem intervention og effekt. Hun er desuden åben overfor de vanskeligheder, der ligger i overhovedet at tro på, at målinger og effektresultater kan løsrives en politisk dagsorden.
Ingen enkel vej
Bogens styrke er netop, at den opregner og gennemgår alle de kritikpunkter, der kan rettes mod forestillingen om, at der findes en enkel vej til det evidensbaserede samfund, men hun fastholder samtidig troen på, at grundige undersøgelser kan medvirke til at kvalificere opfølgningen på de politiske beslutninger.
Til allersidst giver hun en række råd til dem, der skal gennemføre undersøgelser, og netop der kan praktikeren hente stof, der kan hjælpe i det daglige arbejde med at gennemføre og ikke mindst formidle resultaterne af undersøgelserne.
Krogstrup er universitetsforsker, og hun skriver til kolleger. Det betyder, at vi almindelige praktikere ind i mellem lige må vende skråen en ekstra gang for at følge trit, men bogen er spækket med en række klart sete eksempler fra virkeligheden, hvor hun tydeliggør sine pointer, og dem er der mange rigtig gode af hele bogen igennem.
Jørgen Bartholdy er biblioteks borgerservicechef i Skanderborg
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.