
Jeg er helt på linje med både min gode, arbejdsmarkedspolitiske kollega og nyslåede formand for KL, Erik Nielsen,i hans synspunkt her på dknyt, samt med professor og arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen og FOA-formand Dennis Kristensen i gode indlæg om samme enme i mandags på Altinget.
For knap et år siden var vi flere lokalpolitikere på tværs af partierne, der plæderede på dette medie o.a. steder for et kommunalpolitisk lønhop, idet den konstant stigende mængde af arbejde (forberedelse og møder og møder og møder....) får flere og flere uden for borgmester- og fagudvalgsformændenes kredse til at give op med at arbejde for demokratiet i yderste og borgernæreste led.
Jeg foreslog, at alle fik svarende til en fagudvalgsformand, idet de 225-250.000 kr. (og langt under halvdelen af en folketingspolitiker) i det mindste ville gøre frikøb hos arbejdsgivere for alle - men især hos yngre og privatansatte politikere - lettere; det er til overmåde dem, der savnes i politik - og dem der hverken har lyst tid eller råd til det!
De højestlønnede bjæffede
Det skaber for mig at se et skævt politisk Danmark; demografisk såvel som erhvervsrepræsentativt, hvor det nu er få levebrødspolitikere og primært ældre fagudvalgsformænd m/k, der i forvejen er økonomisk velsituerede, som sidder med hele indflydelsen. Deraf ses også den generelt store misfornøjelse med børne- og skoleforhold, kultur og fritidsliv og en pæn distance til erhvervslivets søgen efter bedre rammebetingelser.
Vores ellers dygtige og særdeles sympatiske Indenrigsminister, Magrethe Vestager (R), svarede dengang på vores kritik af forholdene, at tiden ikke var til at give lønforhøjelser - og selv kunne jeg ligeledes høre de lokale højestlønnede bjæffe over vores kritik.
Der er - faktuelt! - et langt større lønefterslæb på det kommunalpolitiske område end i Folketinget, og det ville klæde både Indenrigsminister og Folketing (minus Venstre naturligvis!) i høj grad, at se mildt på bedre lønmuligheder for andre end dem selv!
Ikke mindst hvis der skal mere handling bag deres skåltaler, ordflommmen og intentionerne fra det netop overståede 'Folke'- møde om bl.a. at 'styrke demokratiet mere generelt...', 'styrke nærdemokratiet...' og '... mere folkelighed samt politik for alle....' m.m Derfor er denne melding fra politisk 'Netto-højde'.
Ildsjæle er misforstået kliché
Vi som kommunalpolitikere er netop i den situation, som Venstre nu indtager i Folketinget; det ser grimt ud i Jantelovens ynglingsland at forgylde sig selv - derfor bør andre heller ikke gøre dét, men blot tilvejebringe et tåleligt politisk arbejdsliv, der modsvares af en rimelig løn. Personligt bruger jeg ikke under 25 timer om ugen på politik og har som næstformand i både en forsyningsvirksomhed og et udvalg intet extra ud af det - uanset, at jeg ofte laver næsten det samme som en formand.
Honoraret er ca. 3800,- / måneden og det giver på en 'god' måned (med få møder og lidt politik!) 38 kroner i timen! Hvem gider det?! I det forhold skal ses, at man må melde fra til mange ting i ens privatsfære og familie. Man gør det alene fordi man brænder for sagen - og 'ildsjæle' er efterhånden nærmeste en forslidt og misforstået klicheé.
Når man så dertil skal lægge, at jævnlige benspænd og tacklinger fra både, politiske 'venner', utilfredse borgere og til dels 'fjender' hører til reglen snarere end undtagelsen, så behøver man ikke at have studeret raketvidenskab for at forstå, hvorfor mange vælger den demokratiske mulighed for indflydelse i det politiske liv fra - desværre!
Så op på hesten Folketing! - og kæmp for dem i er valgt for; Folket.
Venlig hilsen Martin Sten Jørgensen
1. suppleant til Folketinget, næstformand for Beskæftigelsesudvalget og kommunalbestyrelsesmedlem (V), Bornholms Regionskommune
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.