
Da jeg for et par måneder siden rejste debat om, at lokalpolitikeres løn og arbejdsvilkår burde forbedres, var der en kold skulder fra økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R), der svarede, at 'Der er ingen tvivl om, at kommunalpolitikere udfører et vigtigt stykke arbejde. Og jeg mener også, at de skal have et rimeligt vederlag herfor. Men i den nuværende økonomiske situation kan jeg - hvor sympatisk tanken end måtte være - ikke give tilsagn om nogen ændring af det eksisterende vederlagsniveau'.
Folketingets Kommunaludvalget gik også ind i sagen, men lige lidt hjalp det. Jeg ved ikke, hvad der er sket med den økonomiske situation i Danmark siden der nu åbenbart er penge til højere vederlag til Christiansborgspolitikere.
Fakta er, at udviklingen i menige kommunalpolitikeres vederlag gennem de sidste 15 år end ikke er fulgt med prisstigningerne i samfundet. Jeg må derfor konkludere, at Christiansborgspolitikere mener, de er mere værd end deres 2500 kollegaer i landets byråd. Det er trist.
Større respekt udbedes
Jeg synes bestemt, politikere skal have en ordentlig løn og jeg mener, det er synd, at man fra Folketinget åbenbart mener, at Christiansborgspolitikere er mere værd end deres kollegaer i lokalpolitik. Et tæt samarbejde er vejen frem. Christiansborg lægger den overordnede linje, og så er det ude i kommunerne, de konkrete beslutninger skal træffes, og her sker hver dag en hård prioritering af vores velfærdssamfund. Det ville klæde Folketinget med lidt større respekt for det arbejde, der udføres i kommunerne.
Antallet af kommunalpolitikere er faldet fra 11.000 i 1970 til ca. 2.500 i dag. I samme periode er antallet af ansatte i kommunerne mangedoblet, så der i dag er ca. 420.000 fuldtidsansatte.
Normalt er det sådan, at mere ansvar er lig mere løn. Sådan har det i hvert fald været for kommunaldirektørerne. Siden 1998 er deres månedsløn vokset fra 51.000 kr. til 125.000 kr. i gennemsnit. Det vil sige 250 pct. I samme periode steg de menige kommunalpolitikeres vederlag med 31 procent, hvilket ikke engang svarer til de almindelige prisstigninger i samfundet, viser tal fra KL.
Folketingspolitikerne havde - inden den netop vedtagne nye lønstigning - fået en dobbelt så stor lønstigning.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.