SORØ: Er det rimeligt og retfærdigt, at man som folkevalgt tvinges til at blive siddende i en kommunalbestyrelse, selv når man ikke længere tilhører det parti, man blev valgt for?
Det spørgsmål rejser Sorø-politikeren Bo Mouritzen nu i et brev til Ankestyrelsen.
Han valgte for en måned siden at melde sig ud af Enhedslisten, fordi han mener, at partiet under Pelle Dragsteds ledelse er blevet ufarligt og tandløst. Ifølge partiets regler skal man nedlægge sit politiske hverv, hvis man forlader partiet, og derfor søgte han kommunalbestyrelsen om lov til at udtræde.
Men ifølge reglerne er det ikke en gyldig grund til at udtræde, vurderede kommunens jurister. Kun sygdom, flytning, hensyn til job og lignende er gyldig grund, og derfor fik han nej.
"Efter min opfattelse strider de nuværende regler mod almindelig retfærdighed og borgernes grundlæggende retsfølelse," skriver Bo Mouritzen nu til Ankestyrelsen.
Partihopperi og politikerlede
Han argumenterer for, at "når man ikke længere kan stå inde for det parti eller den politik, man er valgt på, så bør man også have ret til at trække sig – uden at skulle opfinde en undskyldning eller lyve sig til en dispensation".
Han mener, at de nuværende principper legimiterer og understøtter partihopperi, og at det giver politikerlede og får vælgere til at vende sig fra de folkevalgte.
Andre politikere har tidligere stået i samme situation, og derfor mener Bo Mouritzen, at der er behov for en principiel genovervejelse af reglerne.
"Ingen bør stilles i en situation, hvor de enten skal blive siddende mod deres vilje eller lyve sig til fritagelse," skriver han.
Han opfordrer Ankestyrelsen til at tage stilling til spørgsmålet - ikke kun ud fra den snævre juridiske fortolkning, men også ud fra et retssikkerheds- og demokratiperspektiv.
"Det er mit håb, at Ankestyrelsen vil medvirke til en afklaring, der kan danne grundlag for en eventuel lovændring, så fremtidige kommunalpolitikere ikke stilles i det samme dilemma," skriver Bo Mouritzen, der underskriver sig "medlem af kommunalbestyrelsen i Sorø imod egen vilje".
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.





















