dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
AKTUELT:Finanslov 2026BeredskabGrøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandringKV25Kunstig Intelligens
Onsdag morgen orienterede Rudersdal Kommune politikerne om en betændt mailsag, der nu er endt med to politianmeldelser af kommunen. Den ene af viceborgmesteren.
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Whistleblower politianmelder Rudersdal i betændt mailsag

Kommunen vil ikke kommentere sagen, men fastholder sin uskyld. Onsdag morgen blev kommunens politikere orienteret om sagen.
12. NOV 2025 10.11

RUDERSDAL: Onsdag morgen har forvaltningen i Rudersdal forklaret en betændt sag til kommunalpolitikerne med nu to politianmeldelser af kommunen. 

Rudersdal Kommune fastholder sin uskyld og vil ikke kommentere sagen, oplyser kommunen til flere medier. 

Sidste uge politianmeldte viceborgmester Jens Kloppenborg (V) kommunen for at have snaget i politikernes mails i forbindelse med et læk af en rapport til TV 2 i 2024. Nu har også den whistleblower, som fik sagen til at blusse op ved i sidste weekend at oplyse kommunalbestyrelsen om forvaltningens mailsnagen, politianmeldt kommunaldirektør Birgitte Lundgren og vicekommunaldirektør Thomas Bille.

Det skriver Sjællandske Nyheder, som har fulgt sagen tæt.

Whistlebloweren mener, at ledelsen har brudt tavshedspligten og begået embedsmisbrug, skriver lokalmediet. I en ny mail sendt til politikerne mandag eftermiddag skriver whistlebloweren, at personens identitet flere gange angiveligt er blevet afsløret af ledelsen, selvom personen ikke har givet samtykke til det.

Eksperter kritiserer Rudersdal

Både Sjællandske Nyheder og DR har fået sagen vurderet af eksperter, som enstemmigt vurderer, at Rudersdal Kommune ikke har haft lovhjemmel til at undersøge politikernes mails. 

- Efter min opfattelse har kommunaldirektøren et meget stort problem i den her sag, siger Frederik Waage, professor i forvaltningsret ved Syddansk Universitet, til DR.

- Det er min vurdering, at forvaltningen ikke må tjekke ind- og udgående post fra kommunalbestyrelsesmedlemmer. Forvaltningen har skaffet sig adgang, og jeg kan ikke umiddelbart se, at det skulle være berettiget, siger professor i jura ved Syddansk Universitet Sten Schaumburg-Müller til Sjællandske Nyheder.

Onsdag morgen har der været et møde i økonomiudvalget, hvor hele kommunalbestyrelsen var inviteret. Her forklarede forvaltningen sig til politikerne. 

Rudersdal uenig i udlægning

Sagen udspringer af en krænkelsessag på en skole i efteråret 2024, hvor kommunen i den forbindelse udarbejdede en fortrolig rapport.

TV 2 bragte en artikel om krænkelsessagen, hvor flere detaljer fra den fortrolige rapport fremgik. 

Rudersdal Kommune politianmeldte lækket og har efterfølgende udleveret politikeres "sendt og slettet e-post" til politiet i et forsøg på at hjælpe politiet med at finde frem til den person, der har lækket rapporten. Kommunen gennemgik dog mailsene uden lovhjemmel, vurderer eksperter, da kommunen ifølge flere mediers oplysninger reelt ikke havde en dommerkendelse på tidspunktet. 

Den udlægning er Rudersdal Kommune uenig i, og i en skriftlig kommentar lyder det, at kommunen ikke har læst kommunalbestyrelsesmedlemmers mails, og at forløbet er foregået med en dommerkendelse:

"I forbindelse med undersøgelse af et ulovligt læk i sagen om en mulig krænkelse på en af kommunens skoler overdrog forvaltningen udelukkende materiale til politiet på baggrund af en dommerkendelse og har i øvrigt handlet på instruks fra politiet. Da der angiveligt foreligger en politianmeldelse, har kommunen ikke yderligere kommentarer."

lal

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/whistleblower-politianmelder-rudersdal-i-betaendt-mailsag

GDPR