Af Paul Hegedahl
Myrna M. Weissman, John C. Markowitz og Gerald L. Klerman:
'Interpersonel psykoterapi - Praksisvejledning',
oversat af Dorte Herholdt Silver fra 'Clinician's Quick Guide to Interpersonal Psychotherapy, 2007;
Dansk Psykologisk Forlag, Virum 2009.
289 s., hft., omfattende litt.liste, stikordsreg.,
Appendiks A: Hamiltons Depressionsskala,
Appendiks B: Skala for resultater af individuel psykoterapi, terapeutens version.
Kr. 328,00 inkl. moms
ISBN 978-87-7706-520-0.
'Du lider af depression, og det ser ud til at have noget at gøre med, hvad der foregår i dit liv. Vi kalder det (uforarbejdet sorg, rollekonflikt, osv.). Jeg foreslår, at vi bruger de næste X uger på at arbejde med at løse denne vanskelige livskrise. Hvis du kan løse det problem, er der stor chance for, at din depression også afhjælpes. Giver det mening for dig?'
Sådan forslår forfatterne af denne bog, at behandleren aftaler et forløb med en patient, der skal hjælpes med at blive fri for en depression. Depression forekommer som regel i forbindelse med en social og interpersonel begivenhed. I denne bog nævnes som eksempler på hyppige begivenheder:
Opløsning af et ægteskab
En konflikt, der truer en vigtig relation
Tab af job
Trussel mod jobsikkerhed
Forfremmelse eller degradering
Tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet
Diagnosticering af en medicinsk sygdom
Flytning til nye omgivelser
Dødsfald i nærmeste familie eller blandt andre nære relationer
Problemer i ægteskabet
Forståelse af den sociale og interpersonelle baggrund og sammenhæng for udviklingen af depression kan være med til at afklare de umiddelbare årsager til symptomer og dermed et første skridt på vejen til at hjælpe patienten med at betragte depressionen som en sygdom og udvikle nye måder til at håndtere personer og situationer. Udviklingen af disse nye sociale færdigheder kan behandle den aktuelle episode og mindste patientens fremtidige sårbarhed.
Interpersonel psykoterapi (IPT), der behandles i denne bog, er udviklet med henblik på at specificere, hvad forfatterne betragtede som en række nyttige procedurer, der er udbredte i psykoterapi for deprimerede dagpatienter. Det er, ifølge definitionen i bogen: 'En tidsbegrænset og specificeret form for psykoterapi, som er udviklet over 30 år, oprindelig til patienter med svær depression, men senere tilpasset andre forstyrrelser. Metoden er beregnet til at blive anvendt af erfarne og uddannede medarbejdere inden for det psykiske sundhedsområde, men kan også læres klinisk af personer med korterevarende uddannelse.'
Målene i Interpersonel psykoterapi
Interpersonel psykoterapi har ifølge forfatterne følgende mål:
1. at mindske symptomerne på depression
(dvs. forbedring af søvn, appetit, energi og generelt livssyn)
2. at hjælpe patienten til at blive bedre til at håndtere de personer og livssituationer, der
hænger sammen med symptomernes opståen.
IPT-terapeuten fokuserer på:
• aktuelle problemer
• personer, der er væsentlige i patientens liv lige nu
• at hjælpe patienten med at tage sit liv her og nu op til vurdering
• patientens affekt (både positive og negative følelser)
• at hjælpe patienten til at mestre aktuelle problemer ved at erkende sin
emotionelle respons på disse situationer, bruge sin respons til at håndtere
dem og udvikle nye venskaber og relationer.
Bogens indhold
Ud over forord, sammenfatning, appendiks, referencer og stikordsregister er bogen inddelt i fire dele med i alt 24 kapitler:
Del I IPT i praksis
1. Hvad er IPT?
2. Terapiens indledende skridt
3. Sorg
4. Interpersonel konflikt
5. Rolleovergange
6. Interpersonelle mangler
7. Afslutning
8. Teknikker i IPT og terapeutens rolle
9. Udbredte terapeutiske problemstillinger og spørgsmål fra patienter
Del II Tilpasninger af IPT til stemningsforstyrrelser
10. Overblik over tilpasninger af IPT
11. Vedligeholdelsesbehandling af depression
12. Graviditet, spontan abort og fødselsdepression
13. Depression hos børn og unge
14. Depression hos ældre
15. Depression hos patienter med medicinske sygdomme
16. Dystymisk forstyrrelse
17. Bipolar forstyrrelse
Del III Tilpasning af IPT til øvrige forstyrrelser
18. Alkohol og stofmisbrug
19. Spiseforstyrrelser
20. Angstforstyrrelser
21. Emotionelt ustabil personlighedsstruktur (EUP)
Del IV Særlige temaer, uddannelse og ressourcer
22. IPT på tværs af kulturer og i udviklingslande
23. Gruppe, par- og telefonformater af IPT
24. Uddannelse og ressourcer
Om forfatterne
Myrna M. Weissman, John Markowitz og den afdøde Gerald Klerman er de ledende skikkelser inden for interpersonal psykoterapi, som Klerman og Weissman udviklede sammen med deres kolleger Bruce Rounsaville and Eve Chevron i 1970'erne.
Myrna M. Weissman er professor ved Columbia University i Epidemiology (in Psychiatry) og Chief of the Division of Clinical and Genetic Epidemiology, New York State Psychiatric Institute. Hun er medlem af fakultetet i Epidemiology, The School of Public Health og også tilknyttet The Department of Psychiatry ved The College of Physicians and Surgeons at Columbia. Hun er direktør for et af områderne i Psychotherapy Research som en del af The Center Grant in Child Psychiatry. Myrna M. Weissman er Ph.D. i Chronic Disease Epidemiology fra Yale University, 1974. Hun har tidligere været professor i Psychiatry and Epidemiology ved Yale University og leder af The Depression Research Unit.
Gerald L. Klerman, var psykiater med speciale i depression, skizofreni og angst. Han var professor i psykiatri og vice chairman of research ved Cornell Medical College og New York Hospital og pyskiater ved Payne Whitney Psychiatric Clinic. Gerald L. Klerman var tidligere leder af The Federal Mental Health Agency. Han var formand for The Alcohol, Drug Abuse and Mental Health Administration fra 1977-1980 - udnævnt af præsident Jimmy Carter. Gerald Klerman var uddannet fra Cornell University, New York University, Medical School og Harvard University. Han var professor ved Yale og senere ved Harvard University, hvor han underviste og var direktør for The Eric Lindemann Mental Health Center. Han var gift med Myrna Milgram Weissman.
John C. Markowitz, M.D. er psykiater. Han er professor i Clinical Psychiatry ved Weill Medical College, Cornell University Medical College, Director of the Psychotherapy Clinic ved Payne Whitney Clinic, New York Hospital, New York, adjungeret professor ved College of Physicians and Surgeons, Columbia University. Han er uddannet fra Medical School, Columbia University College of Physicians & Surgeons 1982.
Opfattelsen af depression i IPT
Forfatterne skriver, at opfattelsen af IPT bygger på ideen om, at symptomer på depression har flere forskellige årsager, bade genetiske og miljøbetingede. Uanset hvad årsagerne er, opstår depression imidlertid ikke i et tomrum. Depressive symptomer hænger som regel sammen med noget, der foregår i patientens personlige liv, som regel i forhold til personer, patienten føler sig tæt knyttet til. IPT-terapeuten betragter depression som bestående af tre dele:
1. Symptomer. De emotionelle, kognitive og fysiske symptomer på depression omfatter nedsat og anspændt stemningsleje, koncentrationsbesvær, ubeslutsomhed, pessimisme, skyldfølelse, søvn- og spiseforstyrrelser, manglende interesse for og glæde ved livet, træthed og selvmordstanker.
2. Socialt og interpersonelt liv. Evnen til at komme godt ud af det med andre væsentlige personer i patientens liv (fx familie, venner, arbejdskolleger). Et socialt netværk beskytter mod depression, mens sociale stressfaktorer øger sårbarheden over for depression.
3. Personlighed. Der er visse mønstre i folks måde at håndtere tilværelsen på: deres måde at forsvare sig selv på, udtrykke vrede eller sårede følelser og opretholde deres selvværd samt fx generthed, aggression, hæmning eller mistænksomhed. Disse interpersonelle mønstre kan bidrag til, at en depression opstår eller fastholdes. Deprimerede personer beskriver ofte langvarig passivitet, undgåelse af konfrontationer og generel undgåelse af sociale risici; disse depressive taktikker kan føre til depression.
Til praktikere
Forfatterne skriver i deres forord, at denne bog henvender sig til travle praktikere, som gerne vil lære en evidensbaseret form for psykoterapi, men ikke har tid til at læse en mere detaljeret manual eller gennemføre et kursus. Den er også beregnet til praktikere, som har mødt ITP gennem workshops eller supervision, og som gerne vil have en referencebog til deres egen praksis.
Og disse praktikere er en bred kreds. Alle der arbejder med psykisk sundhed: psykiatere, psykologer, socialarbejdere, sygeplejersker og skolevejledere og givetvis en del flere andre faggrupper, som dknyt.dk på sin side henvender sig til.
Supplerende tanker om betydningen af netværk
I en anden, men både menneskelig og samfundsmæssig relevant sammenhæng beskrives betydningen af menneskers netværk. Det er i Christian Albrekt Larsen (red.)og Jacob J. Pedersen: 'Ledighedsparadokset. Information, netværk og selektion på arbejdsmarkedet'; Frydenlund, København 2009, som netop er anmeldt her på dknyt.dk. Når man læser om betydningen for mulighederne for at få et job og så samtidig om, hvordan psykiaterne lægger vægt på, hvordan et socialt netværk kan beskytte mod depression - som jo ofte kan opstå på grund af arbejdssituationen, må der tænkes nye tanker om, hvordan mennesker kan hjælpes til etablering af relevante netværk.
Supplerende artikler
Netværk er vigtigere end søgeaktivitet og uddannelse
Supplerende læsning
En faglig anmeldelse
Hjemmeside for The International Society for Interpersonal Psychotherapy
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.