Inklusion er godt - men ikke for enhver pris

Af børne- og ungdomsborgmester  Anne Vang

Pengene fosser ind i specialområdet, og Undervisningsministeriet sekunderet af Finansministeriet iler til med en løsning: Drop specialtilbuddene til børn med særlige behov og meld dem ind i almindelige folkeskoler i stedet - så sparer vi millioner og atter millioner. I København vil vi gerne være med til at inkludere flere børn med særlige behov i folkeskolen, men ikke for enhver pris.

Jeg kan ikke argumentere imod, at udgifterne til specialområdet stiger. Det gør de også i København, hvor vi har et af landets allerbedste og mest specialiserede skoletilbud til børn med særlige behov. Alene de seneste fire år har specialområdet fået tilført yderligere 189 mio. kr., fordi antallet af børn med behov er steget. Kommunens årlige udgifter til specialundervisning er nu oppe på 1,3 mia. kr. Penge, som skal sikre, at børn med særlige behov bliver rustet til at klare livet bedst muligt.

Jeg har den seneste tid besøgt en del af de københavnske specialskoler og specialinstitutioner, og hver gang bliver jeg dybt imponeret over det fantastiske stykke arbejde, speciallærere og specialpædagoger udfører hver dag. Altid med fokus på det, børnene kan - ikke det, de ikke kan. Men mine besøg har også fået mig til at indse, at hovedparten af disse børn aldrig nogensinde ville kunne inkluderes i en almindelig folkeskole. Andre kan godt - men det vil kræve ændringer i folkeskolen, som vi kender den i dag.

Derfor er der stort behov for nuancer i den landspolitiske debat, hvor politikere og eksperter kappes om at råbe 'inklusion' og 'besparelsespotentiale' uden rigtig at gøre sig klart, hvad der ligger i det. I en kommunal sparetid, hvor antallet af børn med indlæringsvanskeligheder og udviklingsforstyrrelser samtidig stiger, skal vi selvfølgelig se på, om der er flere børn med særlige behov, der kan have gavn af at gå i en folkeskoleklasse kombineret med specialundervisning i nogle fag i kortere eller længere perioder.

Et snuptag?
Jeg er bare nødt til at sige, at hvis Finansministeriet og regeringen tror, at de med et snuptag kan spare millioner ved at tvinge børn med særlige behov over i den billigere, almindelige folkeskole, så er der ikke blot tale om en kynisk og urealistisk tankegang. Så er der tale om omsorgssvigt på højt plan. For mens nogle børn med særlige behov kan have stor glæde af at gå på en almindelig folkeskole og få ekstra støtteforløb, vil en hverdag på en almindelig folkeskole for andre børn betyde angst og en udvikling, der går i stå.

Forestil dig Andreas på 12 år. Han har Aspergers syndrom. Hans intelligens fejler ikke noget, men han har udviklingsforstyrrelser og kan uden varsel finde på at råbe og skrige, slå, sparke og bide børn såvel som voksne. Han har vanskeligt ved at indgå i sociale relationer med andre børn og bliver dybt forvirret og angst, hvis han skal forholde sig til mange mennesker på en gang. Skal han gå i en almindelig folkeskoleklasse? Selvfølgelig ikke, det ville være helt utrolig synd for både Andreas, hans forældre og de børn, der skal gå i klasse med ham.

Forestil dig så Yasmin på 8 år. En glad og omgængelig pige, som er udviklingshæmmet og har store vanskeligheder ved at tage ny viden ind. Hendes sprog og væremåde svarer til et barn på 3-4 år. Skal hun sættes i 2. klasse på en helt almindelig folkeskole? Selvfølgelig ikke. Yasmin vil finde mest tryghed i et specialtilbud, hvor hun kan udvikle sig med støtte fra højt specialiserede pædagoger. Ligesom det vil være en opgave ud over det rimelige at sætte en lærer i en helt almindelig klasse til at skulle sørge for at både Yasmin og klassens øvrige 27 elever får udfordringer, der passer til dem.

Tilbage i klassen?
Nu bliver det sværere. Søren er 11 år, hans intelligens er høj, men han har svært ved sociale relationer - og utrolig svært ved at læse. For fem år siden startede han i en almindelig folkeskoleklasse, men da han stadig ikke kunne læse efter 3. klasse, måtte læreren give op. Med 27 andre elever i klassen havde hun simpelthen ikke tid til at tage sig ordentligt af Søren, og Søren blev sendt i specialtilbud. Følelsen af at blive ekskluderet fra fællesskabet gjorde Søren ked af det, for han ville gerne være ligesom de andre børn. Kan han inkluderes i folkeskolen igen? Ja, men det kræver en særlig indsats. Sørens dansklærer har ikke fået færre elever i mellemtiden, så hun vil få brug for viden og støtte til at løse den nye opgave med at inkludere Søren i klassen.

Det kunne for eksempel være en efteruddannelse i specialpædagogik. Det kunne være supervision, så Sørens lærer har professionelle at sparre med og læsse af på, når tingene er ved at gå i hårdknude. Og det kunne være hjælp fra en pædagog eller en ekstra lærer, der kunne give Søren målrettede læseforløb i kortere eller længere perioder. Skolen skal også være fysisk gearet til Søren og andre elever, der har brug for målrettede støtteindsatser. Der skal være grupperum på skolen, hvor Søren kan gå hen sammen med en lærer eller pædagog, som forstår at undervise Søren på en måde, som kan bringe ham på niveau med de andre børn i klassen.

Også gårdmiljøet skal tilpasses, for det kan udgøre en særlig udfordring. En speciallærer fortalte mig en gang, at det store frikvarter er en væsentlig ekskluderende faktor i folkeskolen: Børn med autistiske tendenser kan ikke kapere en kæmpestor gård med over hundrede børn og ganske få voksne. De har brug for mindre fysiske enheder med flere voksne, der kan hjælpe børnene med at få struktur på frikvarteret. Hvis folkeskolen kan levere sådanne ting, kan den inkludere børn som Søren på en måde, som både Søren og hans klassekammerater har gavn af.

Ekstra støtte
For Søren er langt fra det eneste barn, som er blevet sendt i specialtilbud, fordi hans skole ikke magtede ham. Mange børn bliver visiteret til specialskole, selvom den "normale" folkeskole kunne have skubbet deres udvikling i den rigtige retning. Set med økonomiske briller er det billigere at give et barn som Søren intensiv støtte i perioder i en 'normal' folkeskole, end det er at sende ham i en specialskole. Set med menneskelige briller er det en sejr for Søren at gå i en almindelig klasse. Med ekstra pædagogisk støtte, efteruddannelse af lærere, supervision og tilpasning af de fysiske rammer, kan folkeskolen geares til at inkludere flere af virkelighedens børn med de udfordringer, de har.

Frem for udelukkende at spare ved at skære, mener jeg, at vi skal spare ved at investere. Det lyder paradoksalt, men hvis vi allerede nu foretager de nødvendige investeringer i folkeskolen ved at efteruddanne lærerne, lave tolærerordninger og supervision, gør vi folkeskolen og lærerne i stand til at rumme flere specialbørn på sigt. Ved at gøre folkeskolen mere rummelig sikrer vi, at færre børn bliver ekskluderet i fremtiden, fordi skolen er gearet til at håndtere dem.

Det handler om at bremse udgiftstilvæksten - for det er et faktum, at der kommer flere specialbørn i fremtiden. Og de skal ikke spises af med et dårligere tilbud, fordi der er kommet flere af dem.
Besparelser eller ej, så fortjener disse børn at være lige præcis der, hvor de kan udvikle sig allermest - fagligt og menneskeligt, om det så er i folkeskolen eller i et specialtilbud

Inklusion kræver investeringer. Inklusion tager tid. Og inklusion er ikke for alle.

Børne- og ungdomsborgmester i København, Anne Vang (S)