
ESBJERG: Det bliver den 45-årige politiassistent Michael Harbøll (S), som skal forsøge at fravriste Jesper Frost Rasmussen (V) borgmesterposten i Esbjerg.
Han fik 66 procent af stemmerne i en urafstemning mellem ham og 35-årige Frederik Vestergaard Juhl Jørgensen, oplyser kommuneformand Kim Eskesen til DK Nyt.
Dermed er det den etablerede politiker, der løb med sejren.
Michael Harbøll blev ved KV17 valgt til byrådet første gang, ved KV21 måtte han dog nøjes med pladsen som førstesuppleant, men indtrådte kort efter, og i foråret i år blev han valgt som gruppeformand, efter at forgængeren havde forladt partiet og var skiftet til Venstre.
Derimod opstiller Frederik Vestergaard Juhl Jørgensen for første gang, efter at han med sin familie er flyttet tilbage til Esbjerg efter nogle år i Aarhus, London og Zürich. Han er uddannet cand.scient.pol. og arbejder i Økonomistyrelsen i København.
En tredje kandidat, Maria Hilding, røg ud i første afstemning, og interessen for valget var stor: Stemmeprocenten i urafstemningen var 67 procent, oplyser Kim Eskesen.
Intern strid
Forud er gået et næsten tumultarisk forløb med store interne stridigheder i partiet.
Først havde man nemlig valgt Jeanette Duvander som borgmesterkandidat, men hun endte med at trække sig, efter at flere havde stillet spørgsmålstegn ved, om hendes helbred kunne klare opgaven.
Undervejs meldte gruppeformand Karen Sandrini sig ud af partiet og skiftede til Venstre som følge af uroen.
Siden har Frederik Vestergaard Juhl Jørgensen markeret sig som en stærk kritiker af Søren Gades (V) post i Esbjerg Havn, mens flere etablerede røster i partiet ifølge netavisen Pio har advaret mod at gøre havnen til en politisk kampplads.
JydskeVestkysten har beskrevet valget som "en af de mest giftige magtkampe i nyere tid", hvor den store Esbjerg Partiforening har støttet Michael Harbøll, mens partiforeningerne i Ribe og Esbjerg Nordøst-Bramming har støttet Frederik Vestergaard Juhl Jørgensen.
Uenighed skal tages internt
Kommuneformand Kim Eskesen forsikrer dog, at der nu kommer mere ro på.
- Når man brænder for noget, bliver debatten nogle gange lidt overophedet. Særligt, når nogle blander sig, som ikke er medlemmer. Men vi har aftalt, at uenigheder nu skal tages internt, og at vi ikke længere kommer til at lave offentlige skriverier og skænderier, siger han.
Samtidig forsikrer han, at målet stadig er at overtage borgmesterposten i Esbjerg.
- Jesper Frost er ikke limet til den taburet. Esbjerg Kommune trænger til et skifte, det er jeg sikker på, der er bred opbakning til i byrådssalen, siger han.
Oplæg til samarbejde
Michael Harbøll roser i JydskeVestkysten de to andre kandidater for en god valgkamp og siger, at han er sikker på, de får et rigtig godt samarbejde.
Frederik Vestergaard Jørgensen siger til avisen, at han selvfølgelig er skuffet, men at han fortsat er kandidat til en menig plads i byrådet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.