dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Ankestyrelsen rejser ingen sag mod Aarhus Kommune i forbindelse med kommunens tilsynspligt over for Søndervangskolen. Sagen drejer sig om mulige læk af prøvefags-informationer.
Liv Møller Kastrup/Ritzau Scanpix

Ingen tilsynssag mod Aarhus Kommune i skolesag

Ankestyrelsen rejser ingen tilsynssag mod kommunens tilsyn med Søndervangsskolen i forbindelse med mulige læk af oplysninger om prøvefag.
3. OKT 2022 14.45

AARHUS:  ”Ankestyrelsen rejser ikke en tilsynssag”. Med de ord sætter myndighederne nu det, der ser ud til at blive det officielle punktum i sagen om Søndervangskolen og Aarhus Kommunes tilsyn med den. Det skriver folkeskolen.dk, som er i besiddelse af Ankestyrelsens afgørelse i sagen.

Ankestyrelsens afgørelse har været længe undervejs. Det er næsten ni måneder siden, at Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (Stuk) oplyste, at man havde bedt styrelsen vurdere kommunens tilsyn med Søndervangskolen.

Dengang skete det i forbindelse med, at Stuk afsluttede sit eget tilsyn af de mange anklager mod Søndervangskolen med en udmelding om, at styrelsen vurderede, at ”der ikke er en konkret begrundet mistanke om, at kommunens dispositioner på nuværende tidspunkt er i strid med folkeskoleloven, herunder at der pågår uregelmæssigheder på Søndervangskolen eller andre af kommunens skoler”.

Ikke i strid med reglerne

I Ankestyrelsens afgørelse lyder det, at styrelsen ”har lagt vægt på, at sagens oplysninger ikke giver grundlag for at antage, at Aarhus Kommune aktuelt handler i strid med regler, som Ankestyrelsen påser overholdelsen af”.

Ankestyrelsen skriver desuden, at det også har været afgørende, at Stuk ikke fandt ”konkret begrundet mistanke om, at kommunens dispositioner på nuværende tidspunkt er i strid med folkeskoleloven”.

”Vi gør derfor ikke mere i sagen”, skriver Ankestyrelsen kort.

To politianmeldelser 

Sagen om Søndervangskolen, der på landsplan var kendt som bannerfører for sin evne til at løfte tosprogede elever, har kørt siden september sidste år, hvor Folkeskolen og Politiken første gang kunne fortælle om alvorlige anklager om, at skolen har fusket sig til sine imponerende resultater.

Siden kom en lang række anklager frem blandt andet om, at ledelsen skabte et meget dårligt psykisk arbejdsmiljø, og at både skolens forældre- og elevtilfredshed var kunstig høj. De mange anklager førte til, at daværende skoleleder Rani Hørlyck og viceleder Martin Bernhard forlod skolen.

Skolen blev desuden politianmeldt af både Aarhus Kommune og Børne- og Undervisningsministeriet. Det blev dog aldrig til en efterforskning, fordi politiet kom dog frem til, at prøvereglerne ikke er præcise nok til, at der kunne rejses en sag. Ministeriet har siden indført en skærpelse af reglerne.

Sagen førte også til, at Søndervangskolen blev krævet at tilbagebetale 1,3 millioner til ministeriet. Penge, skolen havde vundet for deres præstationer i tidligere statsminister Lars Løkkes Rasmussens præmiepulje. Fagbladet Folkeskolen har tidligere vundet to journalistiske priser for mediets afdækning af sagen om Søndervangskolen.

cwa

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/ingen-tilsynssag-mod-aarhus-kommune-i-skolesag

GDPR