Inflation, renter og andre kedelige facts

I en fjern fortid i forrige århundrede optog klummeskriveren studielån på vilkår, man ikke som studerende tænkte dybere over, fordi al erfaring sagde, at inflation og dyrtidsportioner ville udhule tilbagebetalingsraterne, så det hele efter få år ikke ville føles så slemt.

Dyrtidsportioner var en automatisk udløst lønregulering på basis af forbrugerprisstatistik, der betød at ens løn voksede hele tiden. Det gjorde ens udgifter også, undtagen fast aftalte afdrag på gæld, og derfor gjaldt det i den almindelige bevidsthed blot om at indstille sig på et par spartanske såkaldte havregrødsår, så ville afvikling af gæld blive stadig mindre mærkbar, hvad enten det var studiegæld, realkreditlån eller andet.

For klummeskriverens vedkommende gik det dog hverken værre eller bedre, end at dyrtidsportionerne blev afskaffet, da studiegælden skulle tilbagebetales. Rentens størrelse var ikke længere helt uinteressant. Det var i Schlüter-årene, der meget betegnende blev kaldt fattigfirserne.

Dog, fattig er trods alt bedre end afgrund, som var hvad man stirrede ned i før opstramningen. Nu her bagefter er ingen i tvivl om, at fremgangstiden i 1990’erne og fremefter blev grundlagt med kartoffelkur og de andre indgreb dengang. Efterhånden har vi helt glemt, at inflation kan være noget mærkbart, og renter noget der bortset fra eventuelle kviklån spiller en afgørende rolle for ens økonomi.

Men nu! Selv om negative renter på boliglån reelt er en fiktion, fordi der i stedet bare kommer tilsvarende flere gebyrer oveni, så er der dog forskel på minus 0,02 procent og plus to procent. Eller tre eller fire eller endnu mere, og eftervirkninger af coronapandemien i kombination med russernes krig har heller ikke gjort noget godt for prisudviklingen.

Kritikere af regeringen har spidst bemærket, at inflation på det nuværende niveau denne gang skal håndteres af politikere, der ikke selv oplevede det sidst, herunder heller ikke hvordan den blev bekæmpet.

Den korte version af sidstnævnte er, at det er en dårlig idé at kompensere for prisstigninger ved at pumpe ekstra penge i omløb. Det øger alt andet lige forbruget og som følge deraf inflationen, så at der for at holde trit skal pumpes endnu flere ekstra penge i omløb og så videre og så videre.

Man bedes venligst bemærke, at dette er en økonomisk betragtning, ikke et politisk synspunkt. Politisk er det dog langt lettere at sælge et løfte om et kompenserende engangsbeløb end en forklaring som den ovenstående til nogen, der ikke har det oppe i arbejdshukommelsen, at dyrtidsportionerne havde præcis den skadevirkning, og at den først stoppede, da de blev afskaffet.

Dog, som med alt andet i livet og særdeleshed i politik er det blot valg, der skal træffes. Man kan godt give kompenserende beløb til visse grupper, så længe der ikke er tale om ekstra penge i omløb. Oversat: så skal der bare bruges tilsvarende færre penge andetsteds.

“Andetsteds” er i forvejen klemt, fordi der også til forsvarsområdet skal omadresseres en del ekstra penge, og muligvis endda mærkbart flere end der allerede er aftalt. Så hvad der er tilbage til “andetsteds” at bruge færre penge, kunne eksempelvis være pensionsalder, minimumsnormeringer, sygeplejerskelønninger, Arne-pension, klimaomstilling og hele det offentlige anlægsområde, hvor det kommunale i forvejen er presset i bund.

Heller ikke nemt at sælge politisk, men politik er jo netop ikke økonomi, men politik, herunder kortsigtet politik. Derfor pegede pilen længe på ekstra penge, som altså ikke skulle findes andetsteds.

Til sidst overtrumfede de økonomiske realiteter dog de politiske præferencer. Kortsigtetheden blev så kort, at den ikke nåede at blive til noget.