
FURESØ: En 82-årig mand fra Furesø, som lider af frontallapsdemens, er flere gange gået fra plejehjemmet Rosenhaven i Lillevang Plejecenter og kommet til skade. Hans kone har politianmeldt plejecenteret for omsorgssvigt i embeds medfør. Det skriver JydskeVestkysten.
Sagen har sat fokus på vilkårene for demenspleje i Danmark og rejst spørgsmålet om, hvorvidt plejepersonale har de rette ressourcer og redskaber til at passe på demente borgere.
Nu har ældreminister, Mette Kirekgaard (M), svaret på den konkrete sag: "Jeg har med stor beklagelse læst den omtalte sag fra Lillevang Plejecenter. Først og fremmest vil jeg gerne slå fast, at man som ældre i Danmark selvfølgelig skal have den hjælp og støtte, man har behov for. Man skal kunne føle sig tryg ved at flytte på plejehjem, og de pårørende skal kunne stole på, at deres kære får den rette hjælp," skriver hun i et svar til Pia Kjærsgaard (DF).
Samtidig understreger hun, at det er kommunalbestyrelsen, der har ansvaret for tilrettelæggelsen af ældreplejen i den enkelte kommune. Herunder også, om konkrete borgere får den fornødne hjælp.
Fire spørgsmål
Pia Kjærsgaard har stillet ældreministeren hele fire spørgsmål, der omhandler, om den nye ældrelov kan forhindre, at lignende sager sker igen.
Hun spørger bl.a. om, "hvordan begreber som ”selvbestemmelse” og ”frisættelse” i den konkrete sag og ifølge den nyligt vedtagne ældreaftale, vil kunne implementeres i praksis?". I sit svar peger ældreministeren på, at "den ældres selvbestemmelse skal ses i forhold til, at de medarbejdere, der kommer hos den ældre, har et ansvar for at sikre, at den ældre får en faglig forsvarlig hjælp."
I et andet spørgsmål spørges der, om ministeren mener, "at der skal sikres andre og bedre vilkår for, at personalerne kan tilbageholde de borgere med demens, der forlader plejehjemmene?"
Der henviser hun til et svar fra socialministeriet, der henviser til servicelovens paragraf 124 d, stk. 2, der fastslår "at personalet kan fastholde, tilbageholde eller føre en person med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne tilbage til egen bolig eller til et andet opholdsrum i et bo- eller dagtilbud, hvis det er nødvendigt for at sikre andres tryghed, værdighed og sikkerhed, når personen udviser en adfærd, der er meget grænseoverskridende eller meget konfliktskabende over for de øvrige personer i bo- eller dagtilbuddet, eller adfærden er til fare for den pågældende selv eller andre, eller i situationer, hvor en person er gået ind i en bolig i et botilbud, uden at beboeren ønsker det."
Denne paragraf gælder også for borgere, der har varigt nedsat psykisk funktionsevne som en konsekvens af demens, fastslås det.
MBH
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.