dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Københavns Kommune underretter borgere efter snagen i CPR-register

En 27-årig mand er mistænkt for uberettiget at skaffe sig adgang til 1742 borgeres oplysninger i CPR.
17. JUL 2025 16.41

KØBENHAVN: Københavns Kommune er gået i gang med at underrette de borgere, hvor en tidligere ansat i kommunen mistænkes for uberettiget at have skaffet sig adgang til deres oplysninger i CPR-registret.

Det oplyser kommunen i et skriftligt svar til DR.

Indtil videre har man holdt sig tilbage af hensyn til politiets efterforskning, lyder det. Men da sagen kom frem i offentligheden onsdag, har man nu indberettet databruddet til Datatilsynet og går i gang med at underrette borgerne.

Onsdag kom det frem, at politiets National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har anholdt en 27-årig mand, som tidligere har været ansat i kommunen.

Han mistænkes for uberettiget at have skaffe sig adgang til 1742 borgeres oplysninger i CPR-registret.

Han er desuden sigtet for medvirken til afpresning ved at have skaffet oplysninger som CPR-nummer og adresse på 66 personer og videredelt dem på beskedtjenesterne Telegram og Signal.

Han er også sigtet for medvirken til et drabsforsøg i Herning sidste år ved at have delt oplysninger om målet for drabsforsøget.

Erkender delvist

Manden erkender delvist, at han uberettiget har skaffet sig adgang til personoplysningerne. Men han nægter sigtelserne om medvirken til drabsforsøg og afpresning.

Den mistænkte blev onsdag varetægtsfængslet i forbindelse med et grundlovsforhør.

Her valgte dommeren at beskytte manden med et navneforbud. Det gør det forbudt at offentliggøre oplysninger, som kan være med til at identificere ham.

Grundlovsforhøret foregik for lukkede døre, og af den grund er det ikke muligt at få et nærmere indblik i politiets beviser, eller hvad den sigtede eventuelt har forklaret.

Inden grundlovsforhøret kom det dog frem, at NSK mistænker, at de oplysninger, den sigtede angiveligt har videredelt, er blevet brugt til planlægning af drabsforsøg i det kriminelle miljø.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/koebenhavns-kommune-underretter-borgere-efter-snagen-i-cpr-register

GDPR