Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job
Flere borgere får mulighed for at melde sig til restvaccine fra dag til dag.
Foto: Free/Ritzau Scanpix

I to regioner kan alle komme på akutliste til restvacciner

Nordjylland og delvist Syddanmark tilbyder, at alle borgere kan skrive sig på liste, så ingen vacciner går til spilde.
17. MAR 2021 9.27
TEMA: Corona

For en uge siden indførte Region Midtjylland, at borgere, der er inviteret til vaccination, kan tilmelde sig en akutliste til eventuelle overskydende vaccinerester sidst på dagen, hvis de er i stand til at møde op i løbet af en halv time.

Nu går Region Syddanmark og Region Nordjylland et skridt videre. Her inviteres alle borgere, der bor i nærheden af et vaccinationscenter og kan være fremme på en halv time, til at tilmelde sig en akutliste - uanset om de er inviteret til vaccine eller ej.

I Region Syddanmark gælder det dog i første omgang kun Sydvestjysk Sygehus og Sygehus Sønderjylland. Når man har erfaringer herfra, undersøger man, om ordningen også skal indføres på Fyn og i Trekantsområdet.

Både her og i Region Nordjylland slettes alle navne på listen, når dagen omme, hvorpå man næste dag indtil kl. 13.30 (Nord) eller 14 (Syd) kan tilmelde sig listen igen, fremgår det af regionernes hjemmesider.

Når personalet sidst på dagen skal tilkalde folk fra listen til eventuel overskydende vaccine, vil de prioritere først efter, hvem der har fået en invitation til vaccine, og dernæst efter alder, så de ældste kommer først.

Ingen ventelister i østdanmark

Region Hovedstaden har ikke oprettet nogen venteliste til overskydende vacciner, her sendes de videre til hospitaler i regionen, hvor de gives til patienter og medarbejdere i de aktuelle målgrupper, skriver regionen på sin hjemmeside.

Region Sjælland oplyser på sin hjemmeside, at restvaccine gives til borgere, der er "batchet", og er det ikke muligt, gives de til "batchede" medarbejdere. Er det heller ikke muligt, går de til en vilkårlig anden medarbejder eller i sidste instans til en vilkårlig person.

Det har tidligere udløst heftig kritik, at bl.a. sygehusdirektører og en borgmester blev vaccineret med restvaccine, og at man nogle steder har smidt vaccinerester ud, fordi det ikke lykkedes at finde nogen i målgrupperne, man kunne vaccinere.

Kl. 11.35: LÆS OGSÅ: Vaccinekalenders slutdato rykkes tre uger frem