
Af Anders Bruun, digital rådgiver
Socialdemokraternes løsningsforslag om en fælles hjemmeside-løsning til alle landets kommuner lyder i sit ikoniske statement måske som en god idé, men på en række områder, skal man i hvert fald tænke sig godt om, inden man trykker på start-knappen.
Måske kan én fælles løsning for det kommunale (måske endda hele det offentlige Danmark) være en god idé eller måske er det ikke. I min optik bliver diskussionen ikke ført på en korrekt grundlag, når man ikke har været mere grundig i sit forarbejde, inden man fremsætter et forslag om effektivisering. Vent med at snakke besparelser, inden opgaven er beskrevet, ellers skævvrider det diskussionen.
Kommunerne og KL skal på banen nu, så man sørger for, at al den erfaring, der er på området kan være med til at kvalificere diskussionen om én eller flere løsninger. KL er kommet med sit svar på idéen om en fælles løsning - de afviser idéen - men for mig at se er der ikke grund til at lægge idéen på hylden.
Derimod skal man arbejde på at få idéen belyst fra flere sider og få en mere analytisk tilgang til at få beskrevet fordele og ulemper. Hermed sikrer vi også, at vi sørger for at få strategien og businesscasen på plads, inden vi begynder at snakke om, hvilket system man skal vælge til fælles løsning (som der desværre er nogle der gør).
Så tiden må vise om den rigtige løsning vil være en fælles hjemmeside, men her vil jeg nævne en række punkter, som jeg ser som akilleshæle ved et stort fælles projekt:
Business-casen Borger.dk
Er Borger.dk ikke den fælles digitale løsning for kommunerne? Borger.dk har efterhånden kørt i en del år, men jeg har endnu ikke set tal på i hvor høj grad denne offentlige satsning, har givet effektiviseringsbesparelser. Hvorfor ikke vælge at få Borger.dk til at blive til en succes, i stedet for at starte et nyt (kæmpe) projekt op?
En fordel ved flere løsninger fra forskellige leverandører er, at der hele tiden bliver prøvet nye ting af, som i mange tilfælde er med til at løfte måden kommuner kommunikerer med borgerne på.
Kommunerne har en interesse i at kunne differentiere sig fra hinanden, så de kan gøre sig lækre overfor de kunder (borgere, tilflyttere, virksomheder...), som de har en relation til. Derfor kan én ens hjemmesideløsning måske skade kommunernes muligheder for at sælge sig selv på det, der gør dem til netop det sted, hvor man skal bosætte sig eller etablere sin virksomhed.
Pas på ejerskabet
Selvfølgelig er der en lang række af områder, hvor det giver mening, at kommunerne er ens og hvor der kan være effektiviseringsbesparelser ved at tænke i samarbejder - især på det digitale selvbetjeningsområde og mulighederne for digital kommunikation med borgerne.
De danske kommuner arbejder professionelt med deres hjemmesider og mange af kommunerne har være i gang i 10-15 år og har derfor efterhånden fundet frem til de løsninger, der bedst støtter op om deres forretning og deres organisation. Så man skal i hvert fald sørge for, at man ikke får hældt en masse erfaring og gode løsninger ud med badevandet i sit forsøg på at skabe effektivisering på det kommunale område.
Når projekter bliver alt for store, kan der være en risiko for, at der kan opstå mangel på ejerskab fra de personer, der helt nede på jorden skal sørge for, at kommunikationen til borgerne bliver bedst mulig.
Forkert fokus
Der er forretning i gode kommunale løsninger, men måske skulle man i første omgang fokuserer på at optimere de kommunale selvbetjeningsløsninger med erfaringer fra e-handel og ved at benchmarke kommunerne imellem. På den måde er det efter min påstand muligt at skabe større besparelser end ved én fælles kommunal hjemmeside.
Hvad angår fordelene ved én fælles løsning, så er der sikkert mange og det er ikke sikkert, at det kun er besparelser man kan opnå - forhåbentligt ikke. Måske kan man også opnå, at der bliver lavet bedre hjemmesider for kommunerne, for det må da være målet i den sidste ende.
Skybrud.dk har i over 10 år lavet hjemmesider for en lang række af danske kommuner og vores erfaring er, at kommunerne på mange områder er ens, men at der også er forskelligheder, der gør, at 'one size doesn't fit all. Derimod er det tydeligt, at kommunerne har et stort behov for at udveksle erfaringer og at det på udvalgte områder giver god mening at lave løsninger, der kan benyttes af alle.
Uanset, hvad fremtiden byder, så håber jeg, at man går væk fra fokus på systemvalg (hvad enten det handler om hvilket eller ét kontra flere), inden man har fundet frem til det vigtigste - nemlig, hvordan vi skaber en god og relevant dialog/kommunikation med borgerne og tilbyder dem let tilgængelige og brugervenlige løsninger, som de elsker at bruge.
Anders Bruun, digital rådgiver, Skybrud.dk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.