
En sektor i vækst
Hvor det i 1993 var ca. en fjerdedel af befolkningen der udførte frivilligt arbejde, er det i dag omkring en tredjedel. Samtidig er antallet af medlemmer og deltagere i foreninger og selvejende institutioner voksende.
Antallet af frivillige organisationer opgøres til mere end 83.000 lokale foreninger, 6.200 fonde, knap 8.000 selvejende institutioner og ca. 3.000 landsorganisationer. Halvdelen af de frivillige organisationer er dannet siden 1975, og omkring hver fjerde er dannet siden 1990.
Væsentlig økonomisk betydning
Den frivillige sektors økonomiske betydning opgøres til 134, 5 mia. kr. i 2004, hvilket svarer til næsten 10 procent af bruttonationalproduktet.
Det lønnede arbejde i sektoren svarede i 2004 til 140.620 heltidsansatte og det ulønnede arbejde svarede til 110.041 heltidsansatte.
Større professionalisering end i Norge og Sverige
Opgjort i økonomiske ressourcer er den frivillige sektor i Danmark større end i både Norge og Sverige.
Det skyldes primært det store antal selvejende institutioner inden for velfærdssektoren. Her er 67 procent af alt arbejde lønnet, og lønudgifterne udgør 48 procent af de samlede udgifter. Det er altså den professionaliserede del af sektoren, der gør den danske frivillige sektor større end i Norge og Sverige. Men i omfanget af frivilligt arbejde topper Sverige med en frivillig ulønnet arbejdsmængde, som er mere end dobbelt så stor som i Danmark.
Ser ikke sig selv som talerør
Undersøgelsen viser, at hovedparten af den frivillige sektor ikke er engageret i løsningen af politisk definerede problemer og heller ikke opfatter sig som talerør for medlemmernes interesser.
For den store del af den frivillige sektor, som de mange foreninger især udgør, forekommer det urealistisk at forvente et øget ansvar for offentlig politikløsning. Sektoren består dog af mange forskellige organisationer, hvoraf nogle i høj grad er engageret i løsningen af velfærdspolitiske opgaver.
Frivillighedsundersøgelsen er dokumenteret i tre rapporter fra Socialforskningsinstituttet. I dag udkommer de to, Den frivillige sektor i Danmark, der sammenfatter undersøgelsen, samt Frivillighed og nonprofit i Danmark. Tidligere er udkommet Frivilligt arbejde. Frivillighedsundersøgelsen er et samarbejde mellem Socialforskningsinstituttet, Roskilde Universitetscenter, Syddansk Universitet og Center for frivilligt socialt arbejde.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.