

Opgaverne i folkeskolen er blevet flere, og resurserne er blevet færre. Det får i stigende grad lærere og tillidsrepræsentanter til at henvende sig til Danmarks Lærerforenings Organisations- og arbejdsmiljøkontor. Det oplyser Danmarks Lærerforening i en pressemeddelelse.
- Vi oplever et alt for højt antal henvendelser, der relaterer sig til presset på den enkelte. Det er psykisk relateret. Vi har en rådgivningstjeneste, hvor man kan ringe ind, hvis man føler sig stresset eller kørt ned, og der er tryk på, siger formand for Arbejdsmiljøudvalget i Danmarks Lærerforening, Per Sand Pedersen.
En opgørelse fra revisionsfirmaet BDO Kommunernes Revision fra 2010 af udviklingen i resurserne i folkeskolen dokumenterer, at der i 2009 blev brugt godt seks procent færre penge på den almindelige undervisning pr. elev sammenlignet med 2002. Samtidig er mængden af opgaver eksploderet.
- Det er grotesk, at der bliver nedlagt så mange lærerstillinger, når der er hårdt brug for lærerne. Og det øger presset på de tilbageværende lærere. Hvis stillingsnedlæggelserne har den konsekvens, at folk bliver syge, så er det en omkostning, som ingen kan være tjent med, siger Per Sand Pedersen.
For få ressourcer til opgaverne
En undersøgelse fra Roskilde Lærerforening viser, at én ud af ti lærere i kommunen sidste år blev sygemeldt på grund af stress. Samtidig har 700 ud af Roskildes 1000 lærere følt sig stresset i løbet af det seneste år. Formand for Roskilde Lærerforening, Niels Thulin, mener, at de mange stressramte lærere skyldes et misforhold mellem de opgaver, der ligger hos lærerne, og de resurser, der er til rådighed.
- Kravene vokser lærerne over hovedet. I Roskilde kommune manger der 70.000 arbejdstimer til næste skoleår. Det har blandt andet resulteret i, at en skole har måttet aflyse alle lejrskoler. Samtidig er der et meget højt ambitionsniveau i Roskilde kommune og på trods af det, skærer man ned. Man er nødt til at gå ind og lave en mere realistisk vurdering af, hvad der er muligt inden for de eksisterende rammer, siger Niels Thulin.
Roskilde Kommune forventer at nedlægge 42 lærerstillinger pr. 1. august 2011.
Danmarks Lærerforenings seneste opgørelse viser, at i alt 1.896 stillinger nedlægges 1. august 2011. I mere end fire ud af fem kommuner nedlægges der lærerstillinger. I 84 pct. af tilfældene begrundes stillingsnedlæggelserne med besparelser på skoleområdet. Blot 234 af de 1.896 stillinger nedlægges som følge af faldende elevtal.
De mange stillingsnedlæggelser kommer oveni de 1.090 lærerstillinger, som kommunerne netto nedlagde i 2010.
mou
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.