HOVEDSTADEN: Region Hovedstaden har åbnet sin akutliste med overskydende vaccinedoser for alle interesserede og ikke kun personer, der har fået invitation til at blive vaccineret. Alle kan dermed hver dag skrive sig på en liste, hvis de ønsker at få en overskudsvaccine sidst på dagen, når alle fremmødte er blevet vaccineret.
Hensigten er at undgå, at vacciner går til spilde. De ældste borgere på listen vil blive prioriteret først til at få en overskydende vaccine.
Der er i gennemsnit mellem en og fem vacciner tilovers hver dag fra de store vaccinationscentre i regionen, der kan vaccinere op mod 6.000 borgere om dagen. Ifølge konstitueret vicedirektør Helene Bliddal Døssing fra Akutberedskabet i Region Hovedstaden har regionen aldrig stået med restvacciner, som måtte smides ud, fordi der manglede nogen at vaccinere.
Også de andre regioner har en ordning for distribuering af overskudsvacciner. I Nordjylland er det ligesom i Hovedstaden muligt for alle at skrive sig på, mens det i Syddanmark gælder alle borgere over 60 år.
Syddanmark åbnede i første omgang også for, at alle borgere kunne skrive sig på listen, men efter at 8.200 personer havde skrevet sig på listen til 16 restvacciner den 18. marts, satte regionen en aldersgrænse. Den var i første omgang 70 år og opefter, men blev senere rykket til 60 år.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.