

HOVEDSTADEN: I sidste uge fastlagde en task force bestående primært af Region Hovedstadens egne eksperter de nye rammer for, hvor høje doser antipsykotika lægerne må benytte, når de behandler patienter med akut psykose.
På baggrund af at der er sået tvivl om gruppens sammensætning, har Region Hovedstaden besluttet at nedsætte en ekspertgruppe bl.a. bestående af medicineksperter fra psykiatrierne i de øvrige fire regioner. Dansk Psykiatrisk Selskab vil ligeledes blive inviteret til at deltage i gruppen, hvis formand bliver Katja Kayser, koncerndirektør i Region Hovedstaden.
- Formålet med taskforcen var at få en vurdering af medicineringspraksis i psykiatrien efter den kritik, der har været de seneste uger. Vi må konstatere, at der ikke er tillid til, at taskforcen vil være tilstrækkeligt habil. Derfor beder vi nu eksterne eksperter vurdere og kvalificere de anbefalinger for nye maksimale doseringer af antipsykotisk medicin, som taskforcen forelagde torsdag, siger Katja Kayser.
Den eksterne ekspertgruppe træder i stedet for den nuværende taskforce.
To afskedigelser
Der har ligeledes været kritik af den ledelsesmæssige håndtering af processen, efter det blev klart, at der på Psykiatrisk Center Glostrup er blevet givet doser af antipsykotisk medicin, der overstiger anbefalingerne i de kliniske vejledninger. Centerchef Henrik Lublin er fratrådt sin stilling. Centerchef Jan Toftholm Andersen fra Psykiatrisk Center Ballerup tiltræder som konstitueret centerchef med øjeblikkelig virkning.
- I forhold til de ledelsesmæssige konsekvenser har jeg desuden aftalt med Psykiatridirektør Martin Lund, at han fritager klinikchef på Psykiatrisk Center Glostrup, Lars Søndergård, for tjeneste med øjeblikkelig virkning, siger Katja Kayser i en pressemeddelelse.
Vicedirektør i Region Hovedstadens Psykiatri, Peter Treufeldt, har taget ansvaret for og beklaget, at han har handlet for langsomt på sin viden om de høje doser medicin i psykiatrien. Vicedirektør Peter Treufeldts rolle i sagen vil blive drøftet på et møde med Martin Lund i næste uge.
lcl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.