
HOVEDSTADEN: Formanden for Psykiatri- og Socialudvalget i Region Hovedstaden, Arly Eskildsen (SF) reagerer chokeret på sagen om overmedicinering på regionens psykiatriske afdelinger - ikke mindst fordi politikerne alt for sent har fået de relevante oplysninger, mens sagen har været intenst dækket i pressen. han skriver:
'Jeg er chokeret, fordi analysen af talmateriale fra januar-marts 2012 viser, at der sker betydelige overmedicinering sted på alle fem psykiatriske centre. For to af centrene - PC Glostrup og PC Hvidovre - er der tale om meget høje doser til mange patienter. Som det hedder i analysen: 'Forbruget på flere centre stemmer ikke overens med de retningslinjer for maksimale døgndoser, som psykiatriens egne eksperter har fastsat'. Analysen indikerer, at omkring halvdelen af patienterne på PC Glostrup og PC Hvidovre får døgndoser af antipsykotisk medicin over det anbefalede niveau .
Jeg er forundret, fordi notatet om anvendelse af olanzapin i Region Hovedstadens Psykiatri først bliver gjort regionspolitikerne og offentligheden bekendt onsdag d. 20. juni - en uge efter at medieomtalen af overmedicinering i psykiatrien begyndte i den såkaldte PC Glostrup-sag - og hele tre uger efter notatets udarbejdelse. I den foreløbige redegørelse om medicinforbrug på Psykiatrisk Center Glostrup af 20. juni 2012 fremgår det, at 'en grundig undersøgelse af doseringen af olanzapin på PC Glostrup .. viste, at de maksimale anbefalede doser blev overskredet i et omfang, som var uacceptabelt'. Dette kom også først til politikernes kendskab efter en uges intensiv medieomtale.
Jeg er bekymret, fordi sagen har taget en drejning, der må rejse spørgsmålet om, hvilke ledelsesmæssige konsekvenser, som Regionsrådet må overveje, når den endelige redegørelse foreligger. Den udbredte og omfattende overmedicinering i psykiatrien er ikke blot nogle få og uheldige undtagelsestilfælde. Det er i direkte modstrid med gældende vejledninger fra Psykiatriens Lægemiddelkomité og Regionsrådets politik for at undgå overmedicinering og arbejdet med systematisk at registrere bivirkninger af antipsykotisk medicin.'
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.