AKTUELT:FV26KL TopmødeFinanslov 2026BeredskabOK26Grøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandring
Der bør skrives ind i et nyt regeringsgrundlag, at der skal laves en national handlingsplan mod stress, mener formand i HK Danmark Mads Samsing. (Arkivfoto)
Asger Ladefoged, Ritzau Scanpix

HK og Dansk Metal ønsker bindende aftale om stress fra ny regering

Stress er så stort et samfundsproblem, at en ny regering bør indlede en flerpart om en national handlingsplan mod stress, mener formænd for HK og Dansk Metal.

Mens forhandlingerne om en ny regering er skudt i gang med sættemøder for partierne, har formændene for fagforbundene HK og Dansk Metal et ønske til den kommende regering.

Det bør skrives ind i regeringsgrundlaget, at der er brug for en national handlingsplan mod stress.

En ny regering bør derfor indkalde til en flerpart om stress, hvor lønmodtagere og arbejdsgivere sidder med ved bordet for at finde løsninger.

- Stress er en kæmpe udfordring. Danmark har stress. Arbejdsrelateret stress sænker arbejdsudbuddet med 55.600 fuldtidspersoner og øger risikoen for tidlig tilbagetrækning med 50 procent.

- Vi er simpelthen nødt til at handle. Og det rigtige at gøre er at samle de relevante parter i en forpligtende flerpartsaftale, så vi kan komme det her til livs, siger formand i HK Danmark Mads Samsing.

Han henviser til en tidligere undersøgelse, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har lavet for HK, som estimerer omkostninger og afledte effekter af stress på samfundsniveau.

Eksempelvis når stressramte stopper med at arbejde eller arbejder færre timer. Den samlede regning lyder her på anslået 55 milliarder kroner om året.

Kommuner skal være med til at finde løsningerne

En flerpart er en udvidet trepart, hvor arbejdsmarkedets parter og regeringen sætter sig sammen for at finde løsninger på samfundets store udfordringer.

Mads Samsing foreslår, at kommuner, regioner og eksempelvis brancheorganisationen Forsikring & Pension også deltager.

- Det skal være en forpligtende aftale, så vi får handlet på den viden, der allerede er der i dag.

- Både i forhold til at blive bedre til at forebygge stress, at håndtere det og samtidig sikre, at de sygemeldte vender godt tilbage til arbejdet, siger han.

HK har en række konkrete forslag. Eksempelvis bør alle arbejdspladser have en stresspolitik, lige adgang til stressbehandling i hele landet, og at flere psykiske arbejdsskader anerkendes i arbejdsskadesystemet.

"En ordning kan være selvfinansierende"

Stress er også på den politiske dagsorden. Venstre har i valgkampen foreslået et nationalt stresspartnerskab mellem regeringen, kommuner, regioner, arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet.

- Det er en bekostelig affære for vores samfund, hvis stress koster 55 milliarder om året i tabt arbejdsudbud og produktivitet, siger Claus Jensen, forbundsformand for Dansk Metal.

- Så der er jo masser af penge at hente. Man kan sige, at en ordning vil være selvfinansierende, hvis man kan finde noget fornuftigt, der kunne nedbringe antallet af sygefraværstimer på grund af stress.

Ifølge Den Nationale Sundhedsprofil 2025, som Statens Institut for Folkesundhed, de fem regioner og Sundhedsstyrelsen står bag, er stress et stigende problem.

Fra 2010 til 2025 er andelen med en høj score på en stressskala steget fra 21 procent til 29,5 procent.

Undersøgelsen bygger på spørgeskemabesvarelser fra 135.293 personer fra 16 år og opefter.

/ritzau/mar

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/hk-og-dansk-metal-oensker-bindende-aftale-om-stress-fra-ny-regering

GDPR