
ISHØJ:Ishøj Kommune har udpeget Vejleåparken og Vildtbanegård til hotspot-områder, hvor der er særligt behov for en kriminalpræventiv indsats for unge.
Vejleåparken og Vildtbanegården er to områder i Ishøj Kommune, hvor der er særligt behov for at hjælpe unge, så de ikke havner i kriminalitet. Det er årsagen til, at de to områder er udset til at være hotspots - en særlig kriminalpræventiv indsats, hvor målet er at skabe tryghed for beboerne i et afgrænset område (et hotspot).
Styrket social indsats
Ishøj Kommune har modtaget ni millioner kroner over fire år til projektet fra Socialministeriets pulje 'Styrket social indsats i udvalgte boligområder'. Pengene skal bruges til at aflønne en ny hotspotchef og finansiere nogle nye projekter i kommunens væresteder for unge, der skal trække de unge væk fra boligområderne og ind kommunens fritidstilbud. På det seneste byrådsmøde, besluttede Ishøj Byråd at sætte gang i projekterne så hurtigt som muligt:
- Det er meget vigtig, at vi øger trygheden i de to boligområder. Jeg synes, det er en super god idé med et mobilt knallertværksted som en del af projektet. Det er en helt ny måde at nå den gruppe af unge, som vi ellers ville have svært ved at komme i kontakt med. Hotspot-funktionen vil sikre, at vi får det bedst mulige ud af vores indsatser for at forebygge ungdomskriminalitet, siger Ishøj borgmester Ole Bjørstorp (S), der er overbevist om, at projektet vil blive en succes.
Hotspots skaber større tryghed
Målet med en hotspot-chef er at koordinere og målrette de mange kriminalitetsforebyggende initiativer, som Ishøj Kommune arbejder med på tværs af centre. Ideen stammer oprindeligt fra Holland, men senest har Københavns Kommune gjort sig gode erfaringer med hotspots. I 2009 blev beboernes utryghed næsten halveret i Sjælør og Akacieparken i Valby efter bare et halvt års hotspot-indsats. Det er blandt andet disse erfaringer, som Ishøj Kommune har ladet sig inspirere af.
Udover hotspotchefen skal de ni millioner gøre gavn i kommunens to væresteder for unge, Club Medina for de unge over 18 og Den Flyvende Kuffert for unge mellem 13 og 18. Begge væresteder hører under Ishøj Ungdomsskole. Et af hovedmålene for projekterne er at få de unge væk fra gadehjørnerne og Ishøj Bycenter og få dem til i stedet at bruge de kommunale tilbud.
Mobile og faste værksteder for unge
Basen er et nyt mobilt knallertværksted, der kan flytte rundt mellem boligområderne. Det skal fungere som et supplement til Den Flyvende Kuffert. Ungdomsskolen ansætter to nye pædagoger, der med udgangspunkt i Basen og Club Medina skal opsøge og motivere de unge til at deltage i kommunens klub- og fritidsaktiviteter, og hjælpe og guide de unge til at komme i gang med uddannelse eller jobsøgning.
Der bliver også oprettet faste værksteder i både Club Medina og Den Flyvende Kuffert, hvor de unge kan reparere biler og knallerter. Endeligt vil personalet i Club Medina gennemgå et uddannelsesforløb, så de bliver bedre i stand til at motivere og rådgive de unge.
tj
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.