
I de kommuner, der har de laveste andele af unge, der gennemfører en ungdomsuddannelse, har de unge i gennemsnit ca. 50 procent længere til deres uddannelse, end i kommuner med de højeste gennemførselsprocenter. Det viser en ny analyse fra Danske Regioner.
Det er særligt erhvervsuddannelserne, der giver udfordringer. Analysen viser, at der i de kommuner, der har de laveste andele af unge der gennemfører en ungdomsuddannelse, er gennemsnitligt næsten dobbelt så langt til erhvervsuddannelser som til gymnasier. Samtidig er der højere frafald på erhvervsuddannelserne end på gymnasierne.
Der er behov for at sikre en bred uddannelsesdækning på et højt fagligt niveau. De unge bør have reelle valgmuligheder i forhold til uddannelser, uanset hvor de bor - også i yderområder.
Nogle steder kan etablering af campus være en god løsning. Campus kan give de unge et bedre studiemiljø og kan give lærerne et stærkt fagligt miljø. Andre steder er der eksempler på, at lokale filialer af grundforløb får flere unge til at starte på en erhvervsuddannelse.
- Uddannelsesniveauet i Danmark sakker bagud i forhold til de lande, vi normalt sammenligner os med og konkurrerer med. At udbrede de lokale uddannelsesinstitutioner kan være løsningen på det problem, siger Carl Holst, næstformand for Danske Regioner.
- Vi har lige været i samråd med Folketingets Uddannelsesudvalg, hvor vi har gjort opmærksom på problemstillingen, og vi vil inddrage det i vores dialog med uddannelsesinstitutionerne og regeringen, fortsætter Carl Holst.
Analysen er foretaget af Danske Regioner på baggrund af tal fra Transportvaneundersøgelsen, DTU.
mou
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.