Husker du dengang, LEGO var i alvorlige problemer? År med innovation, fornyelser og nytænkning havde slidt regnskabet ned. Men så løste virksomheden problemet ved at vende tilbage til deres kernekompetencer – klodserne. Den optik ser cand.mag. Signe Langtved Pallisgaard bibliotekerne i: Fasthold kernekompetencerne i bibliotekerne, lyder det.
Selvom hun hverken er bibliotekar eller gammel i gårde i bibliotekssektoren, så er 30-årige, cand.mag., Signe Langtved Pallisgaard konservativ omkring bibliotekerne. For hende handler det om at fastholde og udvikle bibliotekernes kernekompetencer, hovedpulsåren og fundamentet. Hendes revolte består i det stik modsatte af, hvad man kunne forvente af en, der kommer udefra:
- Jeg kan huske dengang LEGO var i alvorlige økonomiske problemer. Det var helt af ht, indtil de besluttede sig for at nedtone alle deres innovative nyskabelser, computerspil og alt mulig andet gejl og igen begynde at fokusere på det, de virkelig kunne, det unikke, nemlig klodserne. Da de gjorde det, vendte hele deres udvikling på hovedet, og de kom ud med et bragende overskud, siger Signe Langtved Pallisgaard.
Signe Langtved Pallisgaard er klar over paradokset. Hun kommer udefra, hun er cand.mag., men hendes oprør består i at styrke det, bibliotekerne allerede kan. Selvom hun kommer med en anden baggrund, er det netop bibliotekernes kernefaglighed, hun vil have frem i lyset.
- Jeg synes, det er helt vildt, hvad bibliotekerne kan. Du kan spørge en bibliotekar om hvad som helst fra kanariefugle til Vietnam og være sikker på at få svar, og du har gratis adgang til et utal af e-ressourcer, forklarer hun og modificerer:
- Min kæphest er, at vi skal markedsføre det, bibliotekerne allerede kan, for det er så utroligt meget. Vi skal bare formidle det, så vi kommer ud over den lukkede klub og de allerede indviede. Det er her, jeg bruger min anden optik. Jeg bruger min faglighed til at kunne se bibliotekerne udefra.
Den lukkede klub
Signe Langtved Pallisgaard havde kun få dage på bibliotekskarrieren, da hun på Østerbro Bibliotek blev mødt med den hemmelige 99.4-klub. Som helt ny-ansat forstod hun ikke, hvad 99.4 betød. Og her hjalp syv år på universitetet ikke.
- Bibliotekarerne kan ikke forestille sig, at folk ikke ved, hvad 99.4 betyder, men det gjorde jeg altså ikke, da jeg startede, siger hun.
- Jeg tror, at bibliotekerne er ramt af en sær blanding af mindreværd og af stolthed. På den ene side er der ’alle ved da hvad 99.4 er’-stoltheden. På den anden side er der et mindreværd forbundet med myten om, at biblioteker er et kedeligt sted at være, siger hun og henviser til myten om bibliotekaren med knold i nakken – og til USA, hvor bibliotekaren rask væk kaldes for High Tech-medarbejder.
For Signe Langtved Pallisgaard er der absolut ingen grund til at have mindreværd over biblioteksgerningen. For hende er bibliotekerne er et unikt, demokratisk sted for nonkommerciel dannelse og udvikling.
- Der er ingen virksomheder, der kan få mig til at brænde for deres bundlinje. Men jeg kan på rygraden brænde for at give borgerne oplevelser og åbne døren ind til alle de muligheder, de har på bibliotekerne, siger hun og fortsætter:
- Uanset om det er en berømt filminstruktør eller bums, så får du samme behandling på biblioteket. Du kan være på biblioteket hele dagen, og du behøver ikke at yde noget for at være her.
Gentofte-mulighederne
Når brugerne træder ind på Gentofte Bibliotek bliver de mødt af en formidlingsvæg. Informationerne er delt op i ’Aktiviteter i huset’, ’Det sker i Gentofte’ og ’det sker i omegnen’. Herefter ligger serviceskranken til højre, og til venstre åbner rummet sig til et magasin- og læseområde med tilhørende bløde sæder, computeradgang og to biblioteksvagter.
Advokater kan få researchhjælp fra bibliotekarer, brugere kan få vejledning og gratis adgang til ellers lukkede e-ressourcer, og studerende kan få hjælp til at finde materialer til deres studieopgaver.
Gratis eksperthjælp
- Hvilke andre steder kan en advokat gratis bruge en konsulent i en time? Her kan de bare træde ind af døren, og så har de adgang til gratis eksperthjælp.
Hovedbiblioteket, der er tegnet af Henning Larsens tegnestue, byder på et væld af arrangementer, bogklubber og ’Gør det selv på’-nettet kurser. I Gentoftes blad ’Genvej’ bliver der reklameret for, at bibliotekarerne hjælper med at oprette digitale signaturer til borgerne. Med signaturen får borgeren adgang til en personlig side og kan følge med i alt lige fra skat, til om børnene skal medbringe gummistøvler i næste uge i børnehaven.
I randområderne gemmer biblioteket desuden på en Filmstriben-bio, børnebibliotek, læse-loungepladser og populære quiz-skemaer til månedens litteraturquiz.
- Hvis bare folk kendte til alle de muligheder, der er på bibliotekerne, så ville de have en helt anden plads i folks bevidsthed, slutter hun.
Signe Langtved Pallisgaard er uddannet cand.mag. i dansk. På Gentofte Hovedbibliotek står hun for arrangementer og en række bogklubber og har hver uge en klumme i lokalavisen Villabyerne, ligesom hun ugentligt har en artikel om Ugens bog.
Anne Rumland Østbygaard, kommunikationsmedarbejder, cand.mag. og journalist (DJ)
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.