Glemmer kommunerne den menneskelige bundlinie?

Af Sune Skadegaard Thorsen

Mange kommuner arbejder med økonomiske og miljømæssige strategier. Men glemmer kommunerne den væsentligste bundlinje for at få regnestykket for det bæredygtige samfund til at gå op - den menneskelige bundlinje? En holistisk vision for en samfundsudvikling kunne ellers særligt for en politisk enhed, der lever og overlever på vælgernes sympati, centrere sig om mennesket. Uden bæredygtig social udvikling forbliver de øvrige visioner blot pæne målsætninger.

Hertil kommer det store dyr i åbenbaringen; globaliseringen. Kommunerne står tøvende og rystede overfor globaliseringen. De synes ikke at agere; men at reagere. Og reaktionerne synes baseret på frygt. Klemt mellem kortsigtede nationalistiske strømninger og en åbenlys international integration kan kommunalpolitik og -forvaltning komme til kort. I stedet for at vende udfordringen til en fordel forsøger man at sætte hælene i.

Når kommunerne adresserer deres samfundsansvar på menneskebundlinjen, ligner det ren risikostyring, og dette ud fra gængse forestillinger om, at Dybbøl Mølle maler bedst. Det vil sige, at samfundsansvaret primært handler om at sikre ordentlige forhold, når kommunen køber produkter i lande, som ikke er i stand til at beskytte borgerne mod overgreb på basale principper for menneske- eller arbejdstagerrettigheder.

Med sager som den om granit fra Indien får vi bekræftet vores forestilling. Kommunen må indføre ansvarlig leverandørstyring. Siden er kommunerne blevet presset på spørgsmål om investeringer i virksomheder, der tjener penge på at operere i konfliktområder; f.eks. Vestbredden. Så iværksætter vi risikostyring dér. Principperne synes fraværende, når kommunerne arbejder med deres eget ansvar for social bæredygtighed; hvis de overhovedet berører menneskebundlinjen.

Mindst på højde med virksomhederne
Det kan undre, at ingen af kommunernes topprofessionelle ledelser endnu synes at have taget den hurtigst voksende ledelsestendens i verden til sig. Som offentlige institutioner burde samfundsansvaret i kommunerne ikke forvaltes ringere end i virksomhederne; snarere tværtimod.

Der er ikke langt til, at danske kommuner kan begynde at markere sig internationalt som socialt bæredygtige. Men de bliver nødt til at arbejde systematisk og synligt med området. Med mange stærke profiler på miljømæssig bæredygtighed kunne kommunernes professionelle håndtering af menneske- og økonomibundlinjerne skabe international anerkendelse. Forbliver fokus kun på miljøet, når kommunerne arbejder med bæredygtighed eller samfundsansvar, risikerer indsatsen at blive betragtet som gårsdagens nyhed.

Social bæredygtighed handler om menneskets værdighed
For at sikre menneskets værdighed har FN udviklet et sæt basale principper, som skal opfyldes - de universelle menneskerettigheder. Opfyldelsen af menneskerettighederne sikrer, at alle menneskets basale behov opfyldes. Når virksomheder indarbejder CSR, handler det om at sikre, at virksomheden ikke bliver en barriere for realiseringen af disse helt basale principper, men derimod bidrager til deres opfyldelse; både lokalt og globalt. Da Kofi Annan i 2000 introducerede FN's Global Compact-principper skete det netop med ordene: 'Think global - Act local'.

Danmark er et af de lande i verden, der historisk mest effektivt har brugt menneskerettighederne som ramme om socialt bæredygtig udvikling. Det vil sige, at danske aktører, både virksomheder og kommuner, har et godt udgangspunkt for at gøre principperne operationelle.

Velfærdsstatens kerne er, at alle borgere bliver behandlet værdigt af både stat, kommuner og privat erhvervsliv. Den største udfordring herhjemme er, at vi i mange år har taget opfyldelsen for givet. At vi ikke længere har en klar forståelse af principperne. Samtidig har der udviklet sig en uheldig tendens til at undsige menneskerettighederne. De sætter jo begrænsninger for politisk udfoldelse, hvilket i Danmark har givet udfordringer særligt på udlændingeområdet, men også i relation til kvinder i ledelsen og andre grupper.

Hvad skal der til?
Kommunerne har først og fremmest et ansvar overfor borgerne. At sikre borgernes værdighed er kernen i kommunernes virke. Men kommunerne kan, ligesom virksomheder, få værdi af at arbejde strategisk med deres samfundsansvar. Kommunerne konkurrerer også på at tiltrække og fastholde de dygtigste medarbejdere og opnå et godt omdømme, så de kan tiltrække investeringer og nye skatteydere.

Kommunen, der vil være bæredygtig på alle tre bundlinjer, må sikre, at den ikke udgør en barriere for opfyldelsen af internationale principper for bæredygtig social, miljømæssig og økonomisk udvikling. Kommunerne er allerede underlagt en sådan forpligtelse gennem den danske stats internationale forpligtelser. De forholder sig imidlertid ikke eksplicit til principperne; de måler og kommunikerer ikke på princippernes opfyldelse. Dette på trods af, at der er en formodning om, at kommunerne opfylder de fleste principper på et niveau, der overstiger de internationale standarder. De kunne bidrage til at promovere Danmark på samfundsansvaret og dermed til at opfylde målsætningen med den nationale handlingsplan for virksomhedens samfundsansvar: At dansk erhvervsliv bliver verdensmestre i CSR.

Udover at sikre en effektiv efterlevelse kræver strategisk CSR, at kommunen, eller dens forskellige forvaltningsområder, på innovativ vis formår at bidrage til social bæredygtighed; altså til princippernes rigelige opfyldelse. Dette kan foregå gennem egne initiativer, processer og produkter, men også i partnerskaber, både nationale og internationale.

Særlige udfordringer
Danmark, og dermed kommunerne, har formået at skabe en høj opfyldelsesgrad i forhold til størstedelen af de 30 universelle rettigheder, og har således opbygget positiv social kapital. Der er imidlertid områder, hvor Danmark bliver udsat for international kritik. For at kunne bruge samfundsansvaret proaktivt må kommunen sikre en effektiv efterlevelse af alle principperne. Kommunerne bliver nødt til at lytte til den internationale kritik, for det er den, der vil blive vejledende for, hvordan internationale partneres vurderinger vil falde ud.

Minoriteter
Skal man lægge internationale organisationers vurderinger til grund, har vi gennem mange år haft udfordringer omkring beskyttelsen af minoriteter. Internationale fora rejser kritik af tilknytningskrav, 24-års regel, introduktionsydelse, starthjælp, udvisningssanktioner, visitationszoner, administrative udvisninger (særligt af romaer), tvangsboliger og immigrationstests. I omverdenen bliver disse statslige tiltag tolket som en manglende evne til at lade de universelt aftalte spilleregler for menneskets værdighed indgå som en væsentlig del af politik- og almen dannelse.

En tredjedel af Danmarks etniske minoriteter har oplevet direkte diskrimination, og vi ligger i bunden af Europa med en meget stor forekomst af had-motiverede forbrydelser og ytringer. Mange af mine internationale kolleger mener, at der er tale om et oplysningsproblem. Vi er 'diskriminations-analfabeter'. Med den demografiske udvikling og viden som kapital, vil vi langsomt tørre ind. Braindrain er blevet en realitet i Danmark. Særligt veluddannede minoriteter søger og finder værdighed på andre jobmarkeder.

Samtidig er vi blandt de lande i Europa, der har færrest kvinder i ledende stillinger og, på trods af regulering fra 60'erne, har vi aldrig opnået tilgængelighed til offentlige bygninger for personer med funktionsnedsættelser. For nogle år siden blev vi dømt ved den Europæiske Menneskerettigheds Domstol på grund af arbejdsmarkedets eksklusivaftaler. Et system, der ligesom Kina's enstrengede fagforenings-system, strider mod arbejdstagerens basale menneskerettigheder. Forekommer fagforeningspres stadig?

Undergravelse af privatlivets fred
Vi er igennem årtier blevet kritiseret for vores brug af isolations- og varetægtsfængsling, der på trods af lovændringer, fortsat er blandt den højeste i Europa; også vores behandling af psykiatriske patienter har det med at være på kant med den personlige frihed. I ly af krigen mod terror og i kampen mod udefinerede bandestrukturer bliver retten til privatlivets fred systematisk undergravet; båret godt på vej af grænseløse tekniske muligheder. På dette område har danskerne en høj tolerancetærskel; vi accepterer allerede, at private informationer sætter skattevæsenet i stand til at udfærdige vore selvangivelser, og at samme type informationer flyder frit mellem sociale myndigheder, politi og skoler.

Beskyttelse af børn
Endelig bliver vi løbende kritiseret for ikke at opfylde barnets rettigheder; denne særligt sårbare gruppe har i FN opnået en særlig beskyttelse og Danmark demonstrerer et behov for systematiske ændringer i forhold til barnets tarv. Vores seneste tiltag i retning af at kunne straffe flere børn trækker i den forkerte retning.

Disse udfordringer må en kommune anerkende og lægge en plan for at komme til livs, da de proaktive indsatser ellers blot vil blive opfattet som tomme initiativer. Samtidig kan det forekomme dobbeltmoralsk alene at stille krav om disse princippers opfyldelse hos leverandører eller investeringsobjekter, hvis man ikke selv har fuldt styr på dem.

Danske kommuners muligheder
Ret skal være ret; i sammenligning med majoriteten af verdens nationer ligger vi rigtig godt i forhold til beskyttelse og fremme af menneskerettighederne. Retten til sundhed, uddannelse, informations- og ytringsfrihed, til at deltage i det politiske liv, til passende bolig, til passende ernæring, til social sikkerhed, til arbejde, til et familieliv og mange flere af de tredive helt basale rettigheder til sikring af menneskets værdighed nyder en øget og struktureret beskyttelse. Og kommunerne er her centrale aktører. Danske kommuner har et godt fundament sammenlignet med kommuner i et internationalt perspektiv.

Vi har således opbygget et ikke ubetydeligt socialt overskud, der gør, at energi kan sættes fri til at være innovativ og skabende. Vi har sat en ære i at dække menneskets basale behov. At vi ikke er klar over, at vi dermed har styrket menneskerettighederne og muligheden for at mennesket bevarer sin værdighed, er blot et spørgsmål om bevidsthed; viden om rettighederne.

Vi er samtidig et rigt land; vi har faktisk formået at blive et af verdens rigeste. Hvad kom først; hønen eller ægget? Det er underordnet, for én ting står fast; vi har råd til at gå de sidste skridt for at opfylde visionen for social bæredygtighed. Historisk har vi internationalt opnået en ikke ringe anerkendelse for at være et åbent, frisindet og socialt velfungerende samfund. Der er ikke langt til en sådan 're-branding'.

Det sure med det søde
Visionens opfyldelse kræver naturligvis en tostrenget indsats. Vi skal ikke være en barriere for, og vi skal bidrage til bæredygtig social udvikling. Bæredygtig social udvikling defineres som nævnt ved de internationale menneskerettigheder. Desto tættere vi er på at krænke menneskerettighederne i vort land, desto større er risikoen for at vores proaktive indsats kommer til at lyde hul. Den sure del bliver derfor, at vi skal til at tage kritik fra internationale menneskeretsorganer meget alvorligt og agere på det. Målsætningen skal ikke være at forsøge at finde grænsen, hvor vi så i årevis kan argumentere for eller imod, om vi er kommet over grænsen eller blot er kommet lige til grænsen. Vi skal indbygge en solid buffer. Den proaktive del kan sagtens opbygges, samtidig med at vi sikrer, at basis er på plads.

Der er ikke langt fra antagelsen om, at et bæredygtigt erhvervsliv øger konkurrencedygtigheden til antagelsen om, at en bæredygtig kommune gør det. En målrettet indsats, der kommunikerer og demonstrerer indsatsen kan skabe en position for en kommune, hvor alle borgere, igen, er stolte af at bo. Turister vil føle sig trygge og velkomne uanset hvor de kommer fra eller hvordan de ser ud; borgerne har lyst til at engagere sig og bidrage til konstante forbedringer og virksomheder vil investere. Endelig kan kommunen målrettet etablere et bæredygtigt erhvervsklima til fordel for virksomhederne i kommunen.


Sune Skadegård Thorsen er en af pionererne på CSR, både i Danmark og internationalt. Han driver konsulentvirksomheden GLOBAL CSR og er partner i Corporate Responsibility Ltd. i London.
Virksomhederne er specialiserede i Corporate Social Responsibility (CSR) og rådgiver på 14. år en række af verdens ledende multinationale virksomheder, regeringer og organisationer.

Kronikken har været bragt i Erhvervsmagasinet CSR, www.csr.dk

Foto: http://www.flickr.com/photos/pinksherbet/with/2001899627/