DK Medier
Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK Stillinger
Fyring varsler stor oprydning i Landbrugsstyrelsen
Landbrugsminister Rasmus Prehn (S) varsler store ændringer i Landbrugsstyrelsen.
Foto: Mikkel Berg Pedersen, Ritzau Scanpix

Fyring varsler stor oprydning i Landbrugsstyrelsen

Behov for "en ny stærkere kultur" efter "en række sager", siger landbrugsminister Rasmus Prehn (S) efter udskiftning af direktør.

En ny direktør skal være med til at udføre markante forandringer i Landbrugsstyrelsen, der de seneste år har fået hård kritik fra både landmænd og Folketinget.

Det siger Rasmus Prehn (S), minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, efter at Landbrugsstyrelsens direktør Jette Petersen er skiftet ud. Styrelsen fik tidligere i maj hård kritik af Statsrevisorerne for dårlig kontrol med EU-støtte.

- Når vi vælger at lave en omrokering, er det ud fra et helhedsbillede. Der er brug for en ny person i spidsen. Brug for en kulturændring, at få ryddet op og få genskabt tilliden, siger ministeren.

Landbrugsstyrelsen har været fokus for flere dårlige sager de seneste år. Det blev af Statsrevisorerne påtalt, at forholdet mellem styrelsen og erhvervet har været for tæt.

En frisk start og bedre forvaltningsskik

- Der har været en række sager. Og der er behov for, at der kommer en ny, stærkere kultur. En kultur, hvor man er bedre til at undgå fejl og til at opbygge tillid. Derfor mener vi, det er en god idé med en frisk start, en ny direktør og en ny kultur, siger Rasmus Prehn.

Siden han tiltrådte som minister i november, har der været fokus på en bedre "forvaltningsskik" i blandt andet Landbrugsstyrelsen, siger han.

- Det er noget, jeg prøver at tænke ind i alt, hvad vi foretager os. Og når vi nu rokerer i styrelsen, er det også for at blive skarpere på processer og på at få den armslængde, som skal til, når man behandler sager om så store beløb, siger ministeren.

Der er dog langt igen, siger han.

- Vi er slet ikke i mål endnu. Men vi tager tingene et skridt ad gangen.

I forhold til kritikken fra Statsrevisorerne siger ministeren, at der er sat en lang række initiativer i gang, der skal endevende hele området for at sikre, at der bliver kontrolleret ordentligt, og at landbrugsstøtten lever op til loven.

Ritzau