FOLKETINGET: Dagbladet Information har i dag afsløret, hvordan regeringens fritvalgsordning på ældreområdet reelt betyder større udgifter for kommunerne til administration, men ringere service for de ældre.
Socialdemokraterne tager afstand fra denne model og ønsker indenrigsministeren i samråd for at høre hendes forklaring på denne forskelsbehandling.
- Det lugter af erhvervsstøtte fra regeringens side, når kommunerne på denne måde tvinges via loven til at betale ekstra hver gang de ældre vælger privat hjemmehjælp og rengøring, siger Rasmus Prehn, der er kommunalordfører for Socialdemokraterne.
Socialdemokraterne ønsker lige vilkår for private og offentlige aktører inden for ældreplejen - både når det handler om afregning og om muligheden for at vælge tilkøbsydelser.
- Vi ønsker et reelt frit valg frem for erhvervsstøtte og profit til de private. Det kan aldrig være retfærdigt med en lov, der pålægger kommunerne at betale overpris for en ydelse alene, fordi den udføres af private. Eksemplet her minder meget om regeringens overbetaling af de private hospitaler. Der tegner sig efterhånden et mønster i regeringens måde at tænke mere i privat profit end i offentlig service. Ordet 'frit valg' hænger jo heller ikke sammen, når de ældre fratages muligheden for at vælge tilkøbsydelser hos den kommunale hjemmehjælper, de kender i forvejen og er glade for, og kun kan vælge ekstra hos de private, siger Rasmus Prehn.
tj
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.