dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Forebyggende hjemmebesøg bliver frivillige

Det skal være nemmere at tilrettelægge tilsyn med plejeboliger, forebyggende hjemmebesøg skal gøres frivillige for kommunerne og krav om plejeplaner fjernes. Det er en del af regeringens plan for at forenkle regler på ældreområdet

Kommuner og medarbejdere ønsker færre dokumentationskrav og færre centrale regler på ældreområdet. Det har regeringen lyttet til og foreslår nu en række regelforenklinger på ældreområdet: At kommunerne får mulighed for at tilrettelægge tilsynet med plejeboliger mere fleksibelt, at kommunernes forebyggende hjemmebesøg til ældre gøres frivillige, og at dokumentationskravene bliver mindre, blandt andet ved at fjerne kravet om plejeplaner. Desuden får kommunerne flere frihedsgrader til lokalt at tilrettelægge den demokratiske inddragelse af de ældre og deres pårørende, lyder det fra Indenrigs- og Socialministeriet.

Indenrigs- og socialminister Karen Ellemann (V) siger:

- Regeringens forslag til at forenkle reglerne på ældreområdet er ambitiøse. De bygger på en høj grad af tillid til, at kommunerne og medarbejderne i ældreplejen kan forvalte ansvaret og bruge de øgede frihedsgrader til lokalt at skabe endnu højere kvalitet for de ældre borgere.

- Borgerne skal vide, hvad de har ret til, og de skal have frit valg. Det vil vi ikke give køb på. Men vi vil gerne forenkle og give kommunerne mere frihed.

Forenkling og målretning af reglerne på ældreområdet er en central del af regeringens plan for mindre bureaukrati i kommuner og regioner. Forslagene på ældreområdet vil samlet set gøre det muligt for kommunerne at omprioritere ca. 285 mio. kr. det svarer samlet til ca. 950.000 timer.

Mere tid til velfærd
Kommuner, ledere og medarbejdere landet over har bidraget med forslag til, hvordan reglerne i den offentlige sektor kan forenkles, så der skabes mere tid til velfærd. Forslagene er udmøntet i regeringens plan "Mere tid til velfærd". Planen betyder, at medarbejdere i kommuner og regioner aflastes for administrative opgaver for knap 900 mio. kr. Medarbejderne vil fremover i højere grad kunne koncentrere sig om kerneopgaverne.

Se regeringens plan for mindre bureaukrati i kommuner og regioner

 

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/forebyggende-hjemmebesoeg-bliver-frivillige

GDPR