AKTUELT:FV26KL TopmødeFinanslov 2026BeredskabOK26Grøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandring

Fredensborg-DF går imod blå stue i tomrummet efter Olav Aaen (V)

Umiddelbart står socialdemokraten Thomas Lykke Pedersen som bedste bud på en efterfølger til Venstre-borgmesteren, der ikke genopstiller. Men kommunen har tradition for overraskelser
7. AUG 2009 12.55

Af Knud Abildtrup

FREDENSBORG: Dansk Folkeparti, der i 2005 var i valgforbund med V og K, sonderer nu muligheden for et valgforbund sammen med Socialdemokraterne og en lokal liste:

- Vi tror ikke på, at V og K kan skabe flertal, og så kan vi lige så godt gå sammen med nogle af dem, vi i forvejen arbejder sammen med - bl.a. i budgetspørgsmål, siger Flemming Rømer, Dansk Folkepartis solist i kommunen, til dknyt.

Fredensborg leverede for fire år siden en del tumult på den kommunalpolitiske arena. I 2005 var den nordsjællandske kommune første sted, hvor en konstituering blev sprængt. Det skete kort efter en ganske usædvanlig én af slagsen, da et af Venstres nyvalgte byrådsmedlemmer, Karin Falkencrone, skiftede side og indgik aftale med S, RV, SF og Alliancen. Som tak blev hun lovet borgmesterposten - og straks ekskluderet som overløber fra V.

Men den manøvre fik daværende Karlebo-borgmester Olav Aaen (V) forpurret. Han samlede i stedet alle partier om en bred konstutuering med sig selv i spidsen. En konstituering, der dog blev forladt igen af de fire konservative, der ikke mente, der havde været tale om reelle forhandlinger.

Aaen stiller ikke op igen nu fire år efter, og spidskandidaten fra S - 2. viceborgmester Thomas Lykke Pedersen - ser med sin store politisk erfaring ud til at være et godt bud på en efterfølger, hvis han kan samle den nødvendige støtte. S har otte pladser i byrådet i dag og stiller - lidt usædvanligt - samtlige otte op igen. Partiet har ikke taget endeligt stilling til valgforbund endnu, oplyser Thomas Lykke Pedersen.

SF og RV med hver to mandater har fundet sammen om et valgforbund, der er åbent over for flere. Sidst var SF i valgforbund med EL, der ikke kom ind. Radikale var udover S i forbund med CD og en lokalliste, som ikke kom ind.

Færre ben til fordeling
I flere sager har den røde blok stemt sammen med tre enkeltmandsgrupper på den borgerlige fløj: Den enlige DF'er Flemming Rømer. Viceborgmester Ole Marthedal, der ligesom Falkencrone er frafalden venstremand, blev valgt for 'Alliancen', har været en tur om Ny Alliance og nu stiller op for en ny liste, 'Focus Fredensborg'. Samt endelig Falkencrone, der er en af de få kommunalpolitikere, der er blevet i Liberal Alliance.

Borgmester-blokken, V og K, har med sine 12 pladser ikke selv flertal. Og mens V går til valg uden borgmester-effekt, kommer meget til at afhænge af de afgørende midter-mandater. Konservative vil få svært ved igen at erobre sine fire pladser, da deres tidligere spidskandidat ikke genopstiller. Fra den blå blok kunne Ulla Hardy Hansen (K) eller anden-generationspolitikeren Carsten Wulff (V) være gode bud. Hans far, Bjarne Wulff, sad i byrådet i 30 år. Selv blev Carsten Wulff valgt ind i Fredensborg-Humlebæk Byråd i 1993, hvor far og søn fik tre valgperioder i samme byråd.

Med i billedet hører også, at det kan blive vanskeligt at lave en bred konstituering igen, for en aktuel modernisering af den politiske udvalgsstruktur lægger op til at droppe fire af 11 udvalg. Og så bliver der de færre formandsposter at tilbyde i forhandlingerne.

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/fredensborg-df-gaar-imod-blaa-stue-i-tomrummet-efter-olav-aaen-v

GDPR